DEN POLSKE RUSSISKE INDVANDRING

DAGBLADET 
POLITIKENS LEDER

DEN 7 SEPTEMBER 1913

VALDEMAR KOPPEL

Det begynder efterhånden at gå op for byens forskellige myndighede såvel som for befolkningen i det hele, at den fortsatte indvandring af polske og russiske jøder, vil berede kommunen overmåde betydelige vanskeligheder, og det inden for ret lang tid. At denne specielle fremmedkoloni allerede nu er meget omfattende, der får man et ubestemt indtryk af ved en spadseretur genem det københavnske Whitechapel eller blot ved et besøg i Kongens Have. 

Ofte hører man der mere tysk og jiddisch end dansk. Men hvor mange tusinder af disse fremmede vi for tiden huser i byens ældste og mest faldefærdige kvarteret, det ved ingen. Ikke en gang kontorchef Cordt Trap, der dog med mellemrum søger at tælle dem. Man kan roligt gå ud fra at forsøget ikke lykkes, et stor del af indvandrerne gemmer sig bort i rædsel for politi og myndigheder.

Men de har opdaget, at her er rart at være. Danmark står jo i henseende til social forsorg ret højt, betydeligt højere vel end Rusland. Denne høje standard er vor ære, men det er jo kedeligt, når den bliver skyld i, at andre landes proletarbefolkning strømmer til os, fordi her er gratis læge, medicin, oplysning og mange andre goder af materiel og åndelig art. 

Vi skal ikke gøre noget forsøg på at analysere bestanddelene i denne indvandring. Der er selvfølgelig nogle politiske flygtninge, også nogle rene forbrydere, men hovedmassen er vel nok skikkelige mennesker. De er blot meget fattige og i åndelig og legemlig kultur langt tilbage. Deres moralske niveau er ikke på højde med vort. Mange af dem er flittige og vil gerne arbejde, men følelsen af, at arbejdet ikke må erhverves på kammeratskabets bekostning ved hensynsløs underbyden, har de ikke. 

De savner assimilationsevne og assimilationstrang, dansk bryder de sig ikke om at lære og selv efter års ophold kan det passere, at de sidder offentlige tilhold overhørige under det påskud, at de ikke forstår sproget. Når Københavns Kommune endnu ikke i synderlig grad har følt ulemperne ved denne masse-indvandring, kommer det som bekendt af, at den jødiske menighed i udstrakt grad har taget sig af sine nyankomne racefæller. 

Men den kan ikke blive ved, thi opgaven er uløselig. Jo flere af indvandrerne der her finder venlig modtagelse, des flere kommer der. Thi selvfølgelig rygtes det til hjemlandet, at her i København er godt at være. Det øjeblik må derfor nødvendigvis komme, hvor vi på en eller anden måde må forsøge at stoppe op. Allerede nu forlyder det, at det mosaiske skolevæsen ikke kan tage mod flere børn.

Overmåde mange af de indvandrede er unge ægtepar, der får barn på barn. Det tidspunkt kan forudses, da kommunen skal til at bygge skoler, der fyldes helt af de indvandrede polske og russiske jøders børn. Og der vil blive stigende udgifter til lægehjælp, medicin, hospitalsophold samtidig med, at der i Københavns befolkning iblandes et stedse voksende fremmed element, der mere og mere vil sætte sit præg på dele af byen.

Vi skal selvfølgelig være humane, og vi skal være gæstfri. Men der er en grænse, udover hvilken byen ikke kan strække sig. Den russisk-polske indvandring truer i øjeblikket med at antage et sådant omfang at byen ikke kan absorbere den, men oversvømmes af den. Under disse omstændigheder vil det før eller senere blive nødvendigt at træffe foranstaltninger. Der må bedre og skarpere tilsyn med alle disse tusinder. Der må holdes kontrol med, at de ernærer sig på lovlig måde ved ærligt arbejde, eller kan vi ikke have med dem at gøre. 

Og vi bliver tillige nød til at kontrollere indvandringen i højere grad, end det nu finder sted, og træffe sikkerhedsforanstaltninger overfor den både af pekuniær og hygiejnisk natur, således at vi afviser de emigranter, der ikke har visse substiensmidler, og som ikke er legemligt sunde. Vi kan lige så godt først som sidst gøre os klart, at hertil må det komme. Som det nu går, kan det ikke blive ved i længden, og at indvandringen af sig selv skulle ophøre eller blot tage af, er der ikke spor af udsigt til. Tværtimod den vil, hvis vi forholder os passive, efter al sandsynlighed stige progressivt.