Valdemar Koppel - courtesy Leo Goldberger

VALDEMAR KOPPEL 

1867-1949

født i København

journalist, redaktør

Forældre: prokurator Menca K. (1833–1904) og Fanny Rosalie Bendixsen (1835–1907). 

Gift 1902 med cand. phil. Marie Elise Margrethe Jørgensen, (1880 -1974) 

I årene forud for den anden verdenskrig, da truslen fra den tyske nazisme for den danske presse medførte en stadig vanskeligere balance mellem statsraison og demokratisk ansvar, og problematikken blev særlig tilspidset på Politiken, hvor Erik Scavenius i den periode var bestyrelsens formand, søgte Koppel at stå vagt om den holdning der også var den fremherskende hos medarbejderne. 

Men han nærmede sig nu 70-årsalderen der 1937 medførte hans fratræden som ansvarhavende redaktør. Seks år senere under okkupationen, da forfølgelsen af jødiske danske satte ind, måtte han søge tilflugt i Sverige indtil befrielsen.

Koppel blev student i 1885 fra Metropolitanskolen og tog 1891 skoleembedseksamen med historie som hovedfag. Ligesom sin jævnaldrende, C. C. Clausen, tilegnede han sig i Kr. Erslevs skole sans for stringens og nøjagtighed. Det ene af hans bifag var fransk, et sprog han vedblev at dyrke og siden formidlede til dansk i mesterlige oversættelser af Anatole France (Dronning Gaasefod, Guderne tørster).

I nogle år underviste han i forskellige københavnske skoler, men var allerede før sin eksamen kommet ind i journalistik som medarbejder ved "København". 1892 knyttedes han til Politiken og virkede her i mere end et halvt århundrede lige til sin død, idet han også efter sin retræte skrev kronikker i bladet. I mange år var han redaktør af rubrikken Dag til Dag der dengang indtog en mere central plads i avisen. 

Fra 1913 blev han politisk redaktør under Henrik Cavling, 1927–33 redaktør af bladet sammen med Ove Rode (fra 1931 tillige med Niels Hasager), og fra 1933–37 som ansvarhavende. Efter sin tilbagetræden skrev han tobindsværket Af Politikens Historie. –

Overordentlig vidtfavnende i både sit eget journalistiske emnevalg og i de påfund eller ideer, med hvilke han inspirerede bladets medarbejdere kom Koppel både i kraft af et oprindeligt personlighedspræg og på grund af epokens udfordringer til at undergå en tydelig udviklingslinje. Han begyndte som den udprægede petitjournalist der greb dagens hændelser og typer som han med en elegant og smidig pen præsenterede til underholdning og mild forargelse.

Under mange mærker: Einar, Hektor, Den Ensomme, Observatør, Gratulanten, tegnede han noget maliciøst, men med en hørlig klang af forståelse og medviden, mennesker og foreteelser i tidens københavnske bourgeoisi. Hans kultiverede ironi og stilistiske opfindsomhed medvirkede i væsentlig grad til at skabe den særlige tone i dansk presse der går for at være Politikens, også efter at den har fundet efterlignere andetsteds. 

Flere af disse pikante causerier blev udgivet i bogform: Christensen: En Københavners Betragtninger og Tilskikkelser. 1906 (dramatiseret som "Hr. Christensen" af A. Melbye og Koppel og opført på Dagmarteatret 1907), Selskabsliv. Kjøbenhavnske Skildringer, 1907, Ornitologen og andre Dødelige. 1926. Ved K.s 80-årsdag udsendtes en række af hans artikler i bogen Medmennesker.

Men samtidig med at han gennem årene fortsatte petitjournalistikken og var dirigent for sit blads skrivende og tegnende humorister gik Koppel ind på mere seriøse områder. Han skrev politiske ledere, og hans fortrolighed med byen København førte ham fra kommentaren over i handlingen, da han lod sig indvælge i borgerrepræsentationen hvor han gennem ti år (1917–27) var den radikale gruppes ordfører, bl.a. i spørgsmål om skatter og byens forskønnelse. Under den første verdenskrig besøgte han vestfronten, hvorfra nogle rejsebreve sammen med andre forfatteres skildringer blev udgivet i Verdenskrigen paa nært Hold, 1915. 

I årene forud for den anden verdenskrig, da truslen fra den tyske nazisme for den danske presse medførte en stadig vanskeligere balance mellem statsraison og demokratisk ansvar, og problematikken blev særlig tilspidset på Politiken, hvor Erik Scavenius i den periode var bestyrelsens formand, søgte Koppel at stå vagt om den holdning der også var den fremherskende hos medarbejderne. Men han nærmede sig nu 70-årsalderen der 1937 medførte hans fratræden som ansvarhavende redaktør. Seks år senere under okkupationen, da forfølgelsen af jødiske danske satte ind, måtte han søge tilflugt i Sverige indtil befrielsen.

Den store Danske