FERIE ARRANGEMENTER 

af Hanna Skop

Carolineskolen var ikke udelukkende ensbetydende med undervisning. Forudseende mennesker havde øje for, at der også skulle være et tilbud til eleverne i deres sommerferie. Et af tilbuddene bestod af gratis svømmeundervisning på Amager Helgoland. Undervisningen foregik i dameafdelingen. Her kunne ivrige solbadere dyrke solen i Evakostume, hvilket i disse tider ikke var så populært ved åben strand.

I dameafdelignen regerede frk. Wiwi. Jeg husker tydeligt min første svømmetime i sommeren 1940. Frk. Wiwi havde en lang stang med en bøjle for enden. Hun sagde: «Hold i bøljen - spring!» Og så sprang jeg ud på dybt vand. Derpå fulgte kommandoerne: «Bøj benene, tæerne ud til siden, stræk ud og samle» igjen og igen frem og tilbage i bassinet, indtil det sad på rygmarven. Bassinet var vel en 40 meter langt, og det føltes langt, når man skulle komme fremad udelukkende ved hjælp af benene. Ud over selve svømmeundervisningen hyggede vi os meget derude på den grønne badeanstalt.

Af sted drog jeg hver morgen med linje 5 fra Sortedamsøen til Øresundsvej for at gå det sidste stykke, som dengang forekom mig meget langt. Skolen havde et omklædningsrum for sig selv, som også blev benyttet som opholdsrum, når det var regnvejr. Vi gik ikke af vejen for regn eller blæst. Kunne vi på grund af vejret ikke opholde os i det fri, tilbragte vi dagen uden for selve svømmeundervisningen i omklædningsrummet. Der var temmelig mørkt. Kun et enkelt vidue slap en lille smule lys ind, men dette forøgede hyggen. Der blev snakket og snakket, som kun piger kan det.

Ud over svømmeundervisningen havde de jødiske skoler et andet ferietilbud. Dette var Feriekolonien Skibstrup. Der kunne 3 hold af 24 børn få et 3 ugers ophold om sommeren. Under krigen, hvilket er i den periode, hvor jeg fik tilbud om ophold, var der ikke så mange, der havde sommerhuse, så derfor var der mange, der gerne ville benytte sig af denne mulighed for sommer, sol og ferie.

Et ophold startede med, at man mødtes under uret på Københavns Hovedbanegård omkring klokken 8. Toget førte os til Helsingør og derfra til Ålsgårde Station. Togene gik vel noget langsommere den gang end idag.

Rejsen syntes os vældig lang, og vi var alle udstyret med madpakker, som vi kunne fordrive tiden med. Ankommet til Ålsgårde Station skulle vi ud på, hvad vi opfattede som en længere march. Det var ca. 3km. Vi blev stillet op 2 og 2. De to lærere gik i spidsen og istemte sangen, som skulle få os til at flytte skankerne. Starten var altid: «Vi vandrer ad den brede vej» fulgt af: «Lad det øse, lad det pøse, lad det regne lige så længe som det vil. Lad det sjaske, lad det plaske alle vegne, vi marcherer bare til.» Og således fulgte den ene sang den anden, indtil vi var velankommet til Skibstrup.

I sommeren 1940 gik jeg i anden klasse. Da var der kun 2 voksne ledsagere til 24 børn, var det kutyme, at holdet bestod af 12 små og 12 store børn. Hver af de store havde et af de små børn, som de skulle hjælpe. Der var dels udpakning, dels at holde styr på alt tøjet, og sengeredning som nok kunne have behov for en hjælpende hånd. Hver morgen var der inspektion af vore senge, om de nu var redt ordentlig. De to tæpper skulle ligge lige med striberne til samme side, og overlagenet skulle ligge med et passende overslag, således at vi ikke kom i berøring med selve tæpperne. Den første morgen var der en meget grundig indføring in sengeredningens vanskelige kunst. Det skal bemærkes, at jeg fik det lært, og at jeg stadig kan det, men ærlig talt ikke bryder mig meget om at ligge som brev i en konvolut.

Vi sov alle på den samme sovesal. 11 køjesenger stod der på to rækker og to enkeltsenge i den ene ende. Hygiejnen var det nok så som så med. For enden af sovesalen var det en række koldtvandshaner med nogle vaskefade. Det var formentlig de mest synlige dele af kroppen, der kom i berøring med lidt vand.

Vandet var det også småt med. Flere gange dagligt stillede vi op på to rækker for at pumpe vand op, således at der kunne være vand til madlavning og toilet. Der var to træk og slip i kælderen, men det hændte at det kneb med vandet, hvorfor der også var et das til fri afbenyttelse. På et tidspunkt må man også have benyttet sig af natpotter. De stod oven på hinanden som et tårn på det ene af toiletterne. Jeg mindes en nat, hvor jeg skulle ud i et lille ærinde. Jeg sneg mig ned af trappen i mørke. Der var heller ikke lys på toilettet, så i min forsovede tilstand havde jeg glemt alt om pottetårnet. Jeg skal love for, det gav genlyd i huset, da jeg kom for skade at ramle ind i dem.

Den første dag på kolonien var vi på besøk på den nærliggende bondegård. Der skulle vi vejes. Vi steg op på grisevægten en efter en. Resultatet blev kundgjort for alt folket. I juni 1940 stod vægten på 24 kg. Denne vejning skulle danne grundlaget for vurderingen af opholdet. Sidste dag ble vi vejet igjen og så skulle vi helst have taget på. Andre tider, andre skikke! 

Hvordan fik vi tiden til at gå? Det var en gynge og en grusbane i Skibstrup. Vi gyngede efter tur, og en holdt regnskab med, hvor mange ture frem og tilbake vi måtte få. Grusbanen blev brugt til rundbold, trille med kugler eller som scene ved vores selvinstruerede og improviserede forestillinger. Vi havde to piger, kusinerne Micki og Lilli Tschernia, som var meget dygtige til at optræde. De underholdt os gerne. Vi andre bidrog efter fattig evne, og jeg mener at huske, at jeg har sunget mig gennem flere 3-ugers ophold.

Sin barndoms somre har man tilbøjelighed til at huske som en kæde af lange solskinsdage. Men selvfølgelig regnede det også. I Skibstrup var det kun en stue. Denne blev benyytet som spisetue og intet andet. Heller ikke de voksne havde andet end deres soveværelse at opholde sig i.

Når det var regnvejr var det den gamle udrangerede sporvogn, som gav os ly for regnen. Her havde tidligere elever ridset deres navne på vægge og sæder. At gennemgå denne skov af navne var interessant. Drengeskolens elever havde gjort det samme. Så vi talte op, hvem vi kendte, og hvem der var vært at kende. Når dette var et afsluttet kapitel, kunne vi baldyre på en gulvklud, som var indkøbt til slige lejligheder.

I køkkenet stod vor travle madmor fru Chaikin dagen lang. Jeg erindrer ikke, at hun havde nogen til at hjælpe sig, men måske er dette ikke noget, der interessere småpiger. Til gjengæld fik vi lov til at hjælpe med ved borddækning og afrydning eller gå ned i kælderen og hente ting op for fru Chaikin, som var lidt tung til bens. Maden var et kapitel for sig. Her blev vi præsenteret for retter, som vi ikke havde stødt på før i vor korte tilværelse. 

Dette er ikke nogen bebrejdelse mod nogen, blot en erkendelse af, at det var krigstid. Der var ikke den store variation i grøntsager og fisk, som vi kender nu til dags. Der var meget grød. Hver morgen vandgrød med saft og havregrød, som skulle spises med sukker på. Havde det dog bare været salt, tror jeg, det i hvert fald havde været nemmere for mig. Spegesild med løgsovs og øllebrød er nogle af de retter, der har indprentet sig i min hukommelse. 

Det største indtryk udgjorde dog sagosuppen i flere variationer. Der i bunden af tallerkene lå de klare gryn og gloede på os. Og vi gloede igjen. Ned kom det hos de fleste, men var man kræsen og ikke ville spise det serverede, kunne man få lov til at blive siddende, indtil det var kommet indenbords. Men stort set var vi sultne, og sult er jo en motiverende faktor. Om ettermiddagen fik vi amagermadder, dvs rugbrød med et stykke sigtebrød. Mellem de to skiver var der syltetøj. Var vi meget sultne, blev rugbrødshumplerne tykkere og tykkere. Det hed sig, at hesten havde fødselsdag.

Ugerne fløj af sted. En skønne dag stod det på pakning og den afsluttende vejning. Vi skulle som nævnt helst have taget på og ble belønnet med en lille ting, hvis vægtøgningen var betydelig. Jeg fikk en belønning flere gange! Gad vidst om jeg skal tilskrive mine aktuelle helt overflødige depoter det grundlag, der blev lagt i hine tider?

Lynggården

Etter endt læreruddannelse og et supplerende studieophold i Israel, vendte jeg i 1958 tilbage til Carolineskolen. Nu fik jeg lejlighed til at opleve feriearrangementer fra den anden side. Nu hed kolonien ikke Skibstrup længere. Skibstrup var blevet solgt som koloni til en af omegnskommunerne. I stedet for havde skolen erhvervet sig en tidligere bondegård 3 kilometer fra Rørvig. Til gården hørte 7 tønder land, masser af plads til at boltre sig på. En stor fodboldbane grænsede op til «hugormeskoven» Historien gik, at nogen en gang havde set en hugorm på gården så man var vældig modig, når man begav sig ud i «vildnisset» Der var mange gemmesteder, så der var rig lejlighed til at sætte fantasien i sving. Den blide nordsjællandske natur var blevet erstattet med Odsherreds noget barskere og vildere ditto. Også her var der et stykke vej til stranden, men ikke længere end, at man saktens kunne gå ned til vandet. Stranden var herlig, og her kunne man lege skjul i klitterne.

Holdstørrelsen var nu på 30, fordelt på 3-4 sovesale. Imellem drendes og pigernes sovesale var der et lille værelse, kaldet vagtstuen. Alle de gange, jeg har været på Lynggården, sov jeg fast der. Her lærte jeg, at små børn, d.v.s børnene i første og anden klasse, vågner tidligt om morgenen, meget tidligt!

Selv om Lynggården var en klar forbedring af de fysiske forhold, var der set i nutidens lys, stadig meget primitivt. Varmt vand i hanerne eksisterede ikke, men det kolde vand flød i rigelige mængder. Der stod en pumpebrønd midt på gårdsplassen, der ikke været benyttet i den tid jeg har kendt Lynggården. I starten var Lynggården stråtækt, hvilket medførte, at alle skulle stå op, hvis der blev tordenvejr om natten. Begrebet tordenkaffe blev ofte nævnt i samtalerne om «gamle dage», hvilke jo ikke var så gamle endda, men i 1959 var stråtaget erstattet af en anden tagbelægning.

I køkkenet var fru Chaikin erstattet af Anna Haas. Børnenes tante Anna. Hun lagde hele sin sjæl i at lave mad til os alle. På et brændefyret jernkomfur med ringe, der måtte tages op eller sættes i efter grydestørrelse, jonglerende hun med gryder og pander. Opfindsomheden manglede heller ikke her. På Lynggården lærte jeg, at man kunne rive rå kartofler i det hakkede kød for at strække på det. De stakkels økonomaer har vist hele tiden måtte slås med en stram økonomi. Anna bagte også til hver Shabbat. Uden røremaskine lagde hun det ene kilo gærdej efter det andet, så alle kunne få challot, og et stykke kage blev det også til.

Anna havde lidt hjælp i køkkenet, men jeg begriber ikke, at hun kunne holde ud at stå på det harde stengulv fra morgen til aften. Fridage var der kun, når det ene hold var rejst hjem og det andet endnu ikke arriveret. Men så skulle der jo gøres ekstra rent. Sengene skulle have rent sengelinned, så det har nok været småt med friheden, men der skulle da ikke laves mad til så mange. Weekends var en særlig opgave, så kom Annas familie, og hvis man som leder var uden sin ægtefælle, dukkede denne også op til Shabbat, så der var fuldt hus på den tidligere bondegård.

Heller ikke Lynggården havde i de tidligere år nogen opholdsstue, som kunne bruges i tilfælde af regnvejr. Sporvognen var blevet erstattet af en garage, hvor børnene kunne beskæftige sig med alle hånde værkstedsaktiviteter. Det var meget populært i disse år at save skallen af en kokosnød i en form, polere den, indtil den var helt blank og derefter sætte en nål på. Så havde man et smykke. Der blev poleret i mange timer!

Af de mere trælse oplevelser mindes jeg et kombineret børnehave- og førsteklassehold. På dette hold var jeg sammen med Marianne Franck Gluck og en ung pige, der var i stand til at usynliggøre sig, når der var mest brug for hende. På dette hold blev en stor gruppe av børn angrebet af skarlagensfeber. Så gik turen over gården for å holde øje med og sørge for de syge børn, samtidig med at de raske skulle tages vare på. Lægen ordinerede penicillin til hele kolonien for at undgå, at endnu flere blev smittede. Det tog sin tid at få penicillin i 30 børn, der helst havde været den foruden.

Det er så sandt så sandt. Hvordan skaffede vi os varmt vand? Jo, i køkkenet var der en gruekedel, som Anna brugte, når hun skulle vaske viskestykker. I denne varmede vi vand, og så gik turen over gårdspladsen med varmt vand i gulvspande. Børnene elskede processen som blev afsluttet med «en kæp i øret» (vatpind til at rense ørene med).De kendte ritualet og glædede sig til det. Når vi disse aftener havde læst koloniopholdets sidste godnathistorie var vi også godt trætte. Et år var vi så gennemblødte og klistrede at vi selv steg op i gruekedlen og fik os et bad!

Koloniopholdets sidste dag var et maratonløb. Kufferterne skulle pakkes, lister over tøjet tjekkes, det, der ikke umiddelbart befant sig hvor det skulle, måtte finnes. Børnene havde kun et forholdsvis lille rum, så tøjet kunne nemt forvilde sig til et af de tilstødende rum. Når dette var klaret, var vi nået til «store vaskedag» Som sagt, var der udelukkende koldt vand i hanerne. Der var ganske vist en bruser i hvert af vaskerummene, men det var kun på en varm dag, nogen var villig til at hoppe ind under den. Jeg gjorde det selv en gang innimellem når jeg var træt af etagevasken i min håndvask men det var ikke nogen udpræget fornøjelse. De mindre børn skulle ihvert fald ikke nyde noget. Vi havde imidlertid den opfattelse, at børnene skulle se pæne ud, når vi efter 3 ugers ophold rullede ind på hovrdbanegården. Nød lærer nøgen kvinde at spinde!

I 1960’erne blev Lynggården renoveret. Der blev bygget opholdstuer til børn og voksne. Dessudden blev lederfløjen fornyet, således at opholdet blev lidt mere bekvemt for alle parter. 

Efterhånden dalede interessen for ophold på feriekolonien. Børnenes forældre fik sommerhuse og holdene kunne ikke mer besættes. Lynggården måtte sælges. Jeg tror, at mange, såvel børn som voksne, beklagede dette meget. Fordi der var så umanerligt dejligt deroppe. Ud over de beskrevne forhold fik børnene også øvet sig på nogle af de hebraiske ritualer som for nogle af børnene i den daglige skolegang måske var lidt teoretiske. Når toget rullede in på Hovedbanegården, var det alltid til tekst og toner av bordbønnen. Den daglige øvelse havde gjort sin virkning.