Monday, June 27, 2016

Julius Hüttner. Photo: Courtesy Peter Hüttner

J U L I U S   H U T T N E R

The efforts to rescue the war stricken European Jewish population during and following WWII were very complex due to the massive relocation efforts that were necessary to prevent further disaster.

"The Swedish government spearheaded the effort to allocate funds to these efforts and thus, the government and its people have been remembered for their “unexampled demonstration of devotion to humanitarian principles,” according to a 1943 article by the Joint Distribution Committee.

The first refugees in the 1930s were German Jews, and following the occupation of Norway and Denmark many non-Jewish refugees who fought against Nazism arrived in Sweden. The larger flow of refugees began after April 9, 1940, when Germany occupied Norway and Denmark, and began persecuting socialists, state employees, officers and policemen.

Julius Hüttner. Photo: Courtesy Peter Hüttner

There was great interest among Jews living in Sweden to join the general Jewish relief work, even if the efforts were limited due to the neutrality of the government. Funds for relief work were collected annually from various Jewish communities as well as from the central Relief Committee of the Jewish community in Stockholm. However, because of war conditions and increased cost of living, there was a gap between what was needed to continue to support the refugees and what the Jewish community was able to give.

 Julius Huttner was one of the Swedes who was capable of closing this gap. Born in Gothenburg in 1881, Julius was one of four children. His father Benjamin Salomon Hüttner came from Vilnius, Lithuania, in 1859, and his mother was born in Königsberg. For generations, Hüttner’s family had been watchmakers, a tradition which he continued. Hüttner’s watch business grew, and by the time Hitler came to power in the early 1930s, he was a prominent Gothenburg figure. 

When the persecution of the Jews began, Hüttner wanted to help. He reduced his business, spending his time and energy to help organize the Jewish community’s aid efforts.

“I had no idea what a gigantic task I undertook when I began helping refugees in 1933,” Mr. Hüttner said in 1951 New York Times interview.

He first had to struggle with the authorities, as a better system of collaboration was only established in later years. “He had to convince them to give refuge to people threatened, often with the promise that some other country would accept them after a short stay in Sweden,” says Mr. Hüttner’s grandson, Peter Huttner. “The work also led to contacts with people in and outside Gothenburg who decided to take the refugees in, but often wanted some economic compensation for doing so. The refugees were thrown  in to an unknown world and often need comfort and advice.”

In the 1930s, Mr. Hüttner was named the General Consul of Costa Rica, and it was in this position that he was able to obtain passports and visas for a number of refugees from Germany early in the war. He also distributed money coming from the Joint Distribution Committee in London intended for refugees living under harsh conditions in the Swedish  countryside.

“The first refugees arrived in Sweden in the early 1930s,” Mr. Hüttner said in a 1965 interview published in Unzer Wort. “Most of those were German Jews. Later came a stream of non-Jewish refugees. I made no distinction between Jews and Gentiles. I provided so that they could get a roof over their head, finding homes for them, in Gothenburg and the vicinity, finding employment. The biggest problem was getting jobs for 40,000 people.”

“It was necessary to obtain a residence permit for the refugees,” Mr. Hüttner continues, “getting clothing and funds for money, doctors, medicine and hospitals. We also provided for those who died during this time. We made sure they got a proper burial. For non-Jews it was also provided for, to get their final resting place in a cemetery. We also provided for the religious Jews to have kosher food. The Swedish state realized the value of humanitarian work and covered all costs of refugee assistance.”

After the war, Julius Hüttner was given the Danish Order of Dannebrog, an honor given to the faithful servant for meritorious civil service and his particular contribution.  

He was also honored with the Norwegian Freedom Cross. In 1951 a grand parade was held in honor of his 70th birthday. Delegations from 15 nations attended the parade and thousands gathered outside his home to pay tribute. The whole city of Gothenburg was decorated for the occasion. Greetings poured into Hüttner’s home, including one from Winston Churchill and several from the International Red Cross.

Julius Hüttner. Photo: Courtesy Peter Hüttner

However, Mr. Hüttner continued to remain humble about his contribution to the rescue of European Jewry during the war. Asked in a 1965 interview if he would speak about the relief he provided many Jewish and non-Jewish refugees who came to Sweden during the war, Hüttner replied, “”I have only done my Jewish and humanitarian duty.”

Click here to see a letter written to Julius Hüttner from a man seeking help in rescuing his wife.

Published by Scandinavian Jewish Forum

Friday, June 24, 2016


A letter from Norway 
Vladimir Grossman


A few months ago, just at the time when the Jewish community of Oslo, the capital of Norway, in cooperation with the Norwegian government, was engaged in adjusting the 400 Jewish refugees from the German camps, a brief report appeared in the non-Jewish and Jewish press with the following headline: “The forgotten Jews”. Exactly 399 Jews came to Norway, some of them with wives and children, some left, some children were born and now they number 430. These are the forgotten ones.

There are at present a number of really forgotten Jews in the world. Nowadays Jews are wandering, aimlessly on all roads and across all seas, moving from one country to the other, from one continent to the other. Therefore the short note on the fate of the Jewish group in Norway made in particular a strong impression. 

It is known that the Norwegian government has taken this matter very seriously. Two years ago they contacted UNRRA and cooperated with organizations like “Ort” and “Joint” and they sent several commissions to Poland as well as to Germany. They brought the immigrants to Norway and the immigrants were helped to establish themselves. The Norwegian government sent for them till now more than 1 million kroner. Accommodations were prepared for them and the majority of the newly arrived are now working and do not make a bad living. Why then are these the “forgotten Jews”?

The Norwegian case is a very special one. Several thousand Jews from the German camps were admitted into Sweden, but only as temporary guests. The Norwegian government made it known that they brought fewer refugees in order to help them establish themselves and that they could be enabled to become citizens of their county.

It is well known that the German government during their occupation treated the Jews with utmost cruelty. A part of the small number of Norwegian Jews (they numbered approximately 1500 souls) saved their lives by escaping to Sweden. The rest perished.

That is the story of the fate of the Norwegian Jews i.e Norwegian citizens. Local people insisted that no less than 400 Jews who were not citizens of the country were murdered by the Germans The names and the particulars of the perished Norwegian Jews were collected by the Norwegian government. The Oslo community is now building a memorial monument which will be unveiled in autumn and which will carry all the names. 

All of Norway has suffered terribly on account of the Nazis and on account of Quisling’s hordes. Countless houses all over the country were destroyed. The underground movement against them was very strong there was practically a real civil war there. Until now Norwegian and even more German oppressors are put on trial, but dozens of years will pass until the country will recover. 

Soon after the war the government raised a great National Fund for the special purpose of reconstructing the country and particularly to reestablish the hundreds of thousands of refugees, who fled from the county and remained without a cent to their names. And together with all Norwegian refugees, several hundred Norwegian Jews returned as well who had succeeded in saving themselves. 

The Jewish community of Oslo at present numbers 180 members (families). These families total 500 individuals. A second Jewish community is situated far north, in the old town of Trondheim, numbering approximately 50-60 families. No difference whatsoever was made between Jews and non-Jewish in the distribution of money for reestablishment.

Life, work and action started gain. Jewish stores, various property, the furnishing of houses, which the Germans had rubbed and sold by auctions, were located by the police and confiscated mercilessly and returned to their former owners. Old Norwegian friends took up their former connections. 

It is a fact that the shadow of the innocently murdered is still veering over the two small, reduced communities, however life becomes more and more normal. Though it was a small settlement, the Jews lived here quite comfortably. The Germans entered and made an end to that. Now everything has to be rebuilt from scratch.

Taking into consideration the general situation of Norway and the poverty still prevailing in the country (there is no sugar, no milk products, no small tress, no fruit), we have to admit that the resolution of the Norwegian Government right after the war to introduce a real help program for the Jewish reconstruction, was a noble act of friendliness. 

I happened to be in Norway one and a half years ago when the program for the refugees from Germany was organized. At that period it was the desire of the government to go through with the program by all means and without delay. And the Government stated at that time what they repeated later on several occasions: “In case the first experiment will turn out favorably, more Jews will be invited to come and settle down there. Norway is a country of great opportunities."

And the first experiment has been successful. As many as 80 percent of the newly arrived people are working and making a good living. They earn 100 or 120 kroner a week and those are good wages for Norwegian workers, giving them a chance to live well. The majority of them are working in fur factories or ready-made clothing production, only those who gave wrong information as to their qualification did not become established. Some people stated professions which they never even saw in their lives. Now those people have to be supported and they themselves are the ones who have to suffer for it most.

There were many difficulties and there are still difficulties in obtaining housing accommodations. There are no apartments available, not only for refugees from Germany, but for local people. However, these difficulties will be overcome. The construction of houses for our refugees started and recently an important agreement was signed in Oslo. Some time will pass yet before the local problems will be solved. 

The Jewish community in Oslo is engaged in solving this case and even contributed funds to some extent. The Community is connected with the “Joint” which supported this undertaking from the very beginning. However, the Norwegian Government alone gave the largest contribution. Until now, the Government did not spare money and is prepared to be of further assistance in order to make the result of their first experiment completely satisfactory. It is a very peculiar experiment for the Government of a small nation which suffered such a great deal from the Germans.

However, the Government did not consider it necessary to make propaganda of their undertaking. They did not want to become involved in an enterprise, which is still far from completed and which still demands a great deal of time and efforts. And since the Government was silent, a Norwegian journalist assumed that the Jews were simply forgotten who were invited into the country.

The issue of the Norwegian newspaper, in which the article in questions was published, fell into the hands of a Jew in Denmark who used if t for a short time in the Jewish Chronicle in London. From there the report came over to the "ITA" and “marched over” the columns of the Jewish press all over the world. 

The Government in Norway was silent, the Jewish community in Oslo was silent, and even the representative of the Joint was silent, who all the time has been engaged in working for the benefit of the refugees. This action certainly was neither for the benefit of the “forgotten” Jews” nor for the benefit of the whole enterprise.

It is good that notwithstanding this irresponsible action, the work continues. There is every reason to believe that the work will truly bring good results.

Translation from Yiddish



Vladimir Grossman, (1884 - 1976) well-known Jewish activist, journalist and historian, was born in Temrulk in the North Caucasus in 1884. After finishing studies in Agronomy at the University of Berlin and Law at the University of St. Petersburg, he took over the publication “The Jewish Immigrant”, sponsored by the Jewish Colonization Association.

He left Russia in 1915 to represent the Jewish Defense Committee of St. Petersburg in Copenhagen. It was at that time that he established his lifelong friendship with the leaders of the Scandinavian Social Democratic movement and also became a correspondent for the Danish daily newspaper “Politiken.” At the end of World War I, Mr. Grossman moved to Paris where he wrote for the Yiddish newspaper “Haint” and headed the Jewish Telegraphic Agency in France.

At the Beginning of World War II, he went to Canada as delegate of the World ORT Union and in this role he developed an important retraining program for European refugees. 

Immediately after the liberation of Europe, he returned to the continent to continue his work in DP camps in the British Occupation Zone and also took up work again for ORT in Scandinavia 1924-1976. He was awarded the Danish Liberation Medal for exceptional services.

Mr. Grossman lived in Geneva for 22 years where he continued to write for major Yiddish language newspapers in France, the U.S.and Argentina. He edited a number of periodicals, including "Der yidisher emigrant", "Parizer haynt", "Zibn teg". He continued his close association with the World ORT Union. The third volume of his major work on world Jewry and world politics, “Old and New Problems,” was published in Paris in the fall of 1975.

Thursday, June 23, 2016


En skamfläck i svensk filmhistoria är onekligen 1933 års filmatisering av Waldemar Hammenhögs "Pettersson & Bendel."

Det fanns ett antisemitiskt drag redan i romanen från 1931, men det förstärktes i den första filmade versionen med Adolf Jahr och Semmy Friedman i titelrollerna. De ene av de två skojarna, Bendel, framstår som penningfixerad och opålitlig, helt enligt den klassiska antisemitiska nidbilden av en jude. Filmen blev en succé både i Sverige och när den så småningom visades i Nazi-Tyskland. Den ska ha varit en av propagandaminister Joseph Goebbels favoritfilmer.

Jag lyckades för något år sedan äntligen få tag i en kopia av denna fram tills nu utomordentligt svåråtkomliga film (tack Peter på Klubb Nostalgia), och fann det mycket intressant att den kunnat passera i stort sett utan allvarlig kritik, trots att den hade premiär samma år som nazisterna tog makten i Tyskland. Många recensenter lade förstås märke till skildringen av juden, men tyckte ofta inte att den var särskilt anmärkningsvärd. Så här skrev t ex signaturen Moje i Socialdemokraten:

”Och hur skulle man nöjaktigt kunna beskriva en kurre som Bendel, den strykrädde lille halvjuden med de kattlika gesterna, det strålande affärsgeniet, den otroliga närigheten och den utsökta fräckheten, som trots allt inte är osympatisk. 

Han är värd att studeras med ögon, öron och alla sinnen. Det är inte en romanfigur, utan en livs levande inkarnation av sitt släkte. Waldemar Hammenhög säger i en intervju på annat ställe, att Semmy Friedmann i denna roll fullständigt täcker begreppet Bendel, och det kan man nog knappast förneka.” (Citat från Svensk Filmdatabas)

Nu har Studio S gett ut denna film pa DVD, och den är klart värd att se. Inte för att det är särskilt bra, utan för att den säger något om sin tid. Jag anbefaller dock alla att börja med den utmärkta introduktionen av filmprofessor Rochelle Wright, författare till ”The Visible Wall: Jews and Other Ethnic Outsiders in Swedish Film”, som sätter in filmen i sitt sammanhang.

Det är också intressant att höra Nils Petter Sundgrens intervju med filmens regissör, Per-Axel Brenner, som kallar sig själv aningslös utan avsikt att sprida antisemitism. Just så tror jag många tänker, både då och nu, att de inte är så påverkade av de fördomar som finns i tiden som de faktiskt är.

Som så ofta när det gäller Studio S-filmer är bonusmaterialet minst lika intressant. Vi får också uppföljaren ”Pettersson & Bendels nya affärer” från 1945, året då andra världskriget tog slut och nazismen föll, som har varit om möjligt ännu mer svåråtkomlig. Här ser vi den folkkäre Thor Modén som Pettersson och Arne Lindblad som juden Bendel. 

Tiden var nu en annan, kritikerna var medvetna om hur positivt den förra filmen mottagits i Nazi-Tyskland. De noterade att bilden av juden även denna gång var full av klichéer. Trots allt som hänt och kunskapen om förföljelserna av judarna serveras många av de stereotyper om giriga penningfixerade judar som fanns i den tidigare filmen. Men filmen är mer motsägelsefull, och här finns också hänvisningar till att Bendel gått igenom svårigheter som märkt honom vilket gjort honom givmild mot personer i samma situation.

Långt senare, 1983, kom Hasse Alfredssons ”P&B”, vars handling faktiskt ligger närmare boken än i de tidigare filmerna, trots att det rör sig om en i högsta grad uppdaterad version. Hasse Alfredsson var förstås medveten om kritiken mot tidigare filmatiseringar och valde att göra Bendel (Allan Edwall) till en invandrare av oklart ursprung. Pettersson (Stellan Skarsgård) blir här en ranglig haschrökare av 70-talssnitt som åtminstone inledningsvis drar runt i fett långt år och jeanskläder. 

Jag såg faktiskt inte ”P&B” förrän nu i veckan (fattar inte varför jag dröjt så länge), och jag uppskattade framför allt samspelet mellan huvudpersonerna. Hasses underbara humor i scener som konserten med den falska Rod Stewart varvas med en del svärta och tragik, som så ofta i både hans och Tages filmer. Många bra biroller som t ex Lill Lindfors kärlekstörstande parfymbutiksägare.

Med takk til journalist och författar Anna-Lena Lodenius

Published by Scandinavian Jewish Forum

Wednesday, June 15, 2016

Meir Goldschmidt Kilde: KB




Paa Jubilæumsdagen i 1888 kom der et Brev fra Bjørnstjerne Bjørnson, i hvis Slutningslinier den store norske Digter fint og klart har karakteriseret sin danske Digterfælle med følgende Ord; " 

... Vi ser paa dig, der altid var klar og ren, som paa den, der viser Vej. Selv hvor jeg tænker, du ikke naadde det største, - din Maade at være og ville paa, er den, der engang maa blive de manges. 

Jeg kjænder nogle som dig; de tilhører ingen særskilt Tro; men den, de har, er bestemmende helt ud. Nu skinner du af din; Gjennemglødningen har været fuldstændig. I din milde Form ejer du noget af den største Styrke; i Fremgangsviljens Tjeneste, i Samfund med dens forskjellige Kræfter staar du smilende af Tro paa Sejer."

Goldschmidt har selv karakteriseret “Corsaren” som omhyggelig delt i to Dele, den større, alvorlige, og den mindre, kaldet “Charivari”. I de alvorlige Artikler saa han Bladets Berættigelse: Denne Bladets Deling med kvantitativ Overvægt af det Alvorlige, Stemningsfulde, Følsomme med Stank af Begejstring», hedder det i «Livserindringerne», .. «er, troer jeg, gaaet de Fleste af Erindringen; thi denne holder jo mest fast paa, hvad der var paafaldende og usædvanligt». 

Goldschmidt sværmede ideelt for den republikanske Statsforfatning, for kommunistiske og socialistiske Samfundsreformer; han tog begejstret til Orde for Almueoplysning og de lavere Standers Oprejsning; men det store Publikum var langt mindre interesseret for disse Ideer end for den anden Side af Bladets Virksomhed, «Charivari» Afdelingen, der uden at kjende til Persons Anseelse afskød sit Fyrverkeri af vittige og satiriske Brandpile. 

Det varede ikke længe, for «Corsaren» talt op imod 3000 Abonnenter – et meget stort Tal i de Dage - men heller ikke Beslaglæggelser, Mulkter og Pressesager kom det til at skorte paa. Bladets svage Punkt var den Omstændighed, at der som Ansvarhavende maatte benyttes en skiftende Række Straamænd, men det gjorde i og for seg ikke Kampen lettere eller mindre spændende for Goldschmidt selv; der var en uafbrudt Legen Blidebuk med Autoriteter og Censur, skjønt alle og enhver vidste, hvem der var Bladets ledende Aand, og da det kom til Stykket, krøb Goldschmidt ikke i Skjul, men tog det fulde Ansvar Undervejs paa Hjemturen fra Studentermødet i Upsala, i Juni 1843 modtog han i Malmø Efterretning om, at Højesterett havde dømt ham som den rette og egentlige Forfatter til fire beslaglagte Artikler i «Corsaren» til 6 Gange 4 Dages Fængsel paa Vand og Brød foruden livsvarig Censur og 200 Rdl Mulkt.

Det var i det første øjeblik som «et Kølleslag» for ham. Begivenheden brød ind over ham «som en umaadelig Ulykke og Uretfærdighed hvorimod han satte en magtesløs Vrede, eller hvorunder Tanke og Hjærteslag stode stille og Personligheden sank sammen.» Men ved nærmere Eftertanke afløstes denne Nedtrykthed snart af en lysere og friere Sindssteming og han tog Sagen endogsaa med helt lyst og frejdigt Humør, ligesom for øvrigt Højesteretsdommen, saa vidt det angik: "Fængsel paa Vand og Brød iværksættes paa den lempeligst mulige Maade." 

Goldschmidt fortæller videre i «Livserindingerne»: . . Hver fjerde Dag skulde der efter Loven og Dommen vare en Dags Ophold og den første Gang gik jeg lige fra Fængslet til den italienske Operaa paa Hofteatret. Jeg havde min Plads ved Siden af Giødwad og Ploug; de rejste sig og gave mig Haanden med envis Ostentation, ligesom for at vise, at Absolutismens Domme ikke plettede».

Efter de fire og tyve Dages Fængsel foretog Goldschmidt en kortvarig Rejse til Paris, medens P.L Møller under hans Fraværelse besørgede Redaktionen af «Corsaren» med det Forbehold at Bladet under hans Ledelse vilde angribe Regeringen.

Det er ovenfor berørt hvorledes Bekjendskapet med P.J Møller kom til at gribe ind i Goldschmidt Livsførelse. Det var under en Samtale mellem de To at Goldschmidt fik Ideen til at skrive «En jøde». Det lod til at være som en ny Verden for ham (P.L. Møller) fortæller Goldschmidt at nogne, der ved tilsyneladende frit Valg ikke havde anden Opgave og Fremtid end en literær eller æsthetisk for Alvor led under at være ved Fødselen udelukket fra Embeder, fra Valg til Stænderne, fra Hær og Flaade, fra Borgervæbningen ud over Lieutenenant osv. 

Og endnu mere lyttede han, da jeg klagede over det Tilsvarende og Værre, at samme Tilsidesættelse og Fjendlighed var i Samfundet, i Husene og paa Gaderne, og da jeg med stigende Lidenskab rørte op i gamle Ting af den Slags og mere og mere fremhævede, at en Jøde stod udenfor Lov og Ret i Tilværelsen, fordømt til at blive sønderrevet og gaa til Grunde. Han gjorde ingen Indsigelse og afbrød mig ikke; kun engang imellem indkastede han et enkelt Ord eller Udraab, som man rager op i en Kulild for at faa den til at blusse paany. 

Endelig tog han Hat og Stok og sagde idet han gik: "Med saadanne Følelser skriver man en Roman .." Samme Nat skrev jeg Slutningskapitelet af «En Jøde» ikke fuldstændig og nøjaktigt som det senere blev tykt, men temmelig nær.

1845 udkom «En Jøde, Novelle af Adolf Meyer.» Det er en Roman, som for en væsentlig Del har det peronligt føltes og oplevedes Karakter og det er ogsaa det, der gjør den i særlig Grad fængslende Goldschmith betoner stærkt Datidens urettfærdig og forkerte Syn paa Jøderne, Skabheden i disses Stilling overfor de øvrige Samfundsmedlemmer, og han lader det fremgaa af Hovedpersonen Joacob Bendizens Sk æbne og Oplever fra hans Færdne i den kjøbenhavnske Drengeskole gjennem Forlovelsen med en kristen Pige, til Samlivet med de franske Officere i Algier, hans Deltagelse i en polske Frihedskrig og tilsidst hans Undergang efter Tilbakekomsten til Danmark. 

I Henseende til Handingen Udvikling og Agthed har den sidste Halvdel af Bogen sine svage Punkter og Heltens Oplevelse fremmede Lande er ikke uden et vist banalt romanagtigt Tilsnit men til Gjengjæld er der store Partier i «En Jøde» som røber den allerede modne og fuldt udviklede Digter.

Dette gjælder saaledes overalt, hvor Jødernes Særstilling i Samfundet deres særegne Personlighedspræg og Følelsesliv gjøres til Gjenstand for Fremstillingen og af enkelte Optrin og Skildringer kan f.Ex erindres om saa ypperlige Momenter som Sammenstødet mellem Jacob Bendixen og hans Kammerater, hans Afsked fra sit jødiske Hjem, da han har aabenbaret, at han ikke længer deler sine Fædres Tro, og henimod Bogens Slutning det rørende og fine Brev til Thora.

I jødiske Kredse blev denne Novelle modtagen med Uvilje, men der var mangfoldige andre, der mente – ligesom S. Kierkegaard – at Goldschmidt havde skrevet en god Bog.

Aaret efter udkom «Fortællinger’, ligeledes under Pseudonumet «Adolf Meyer» og udgivne af M. Goldschmidt». Bogen indeholder de fire «Erindringer fra min Onkels Huus»: 

I dette Arbejde aabenbarer Goldschmidt for første Gang begge Hovedelementerne i sin Digtning: det dansk-nationale og det jødiske. I «Erindringer fra min Onkels Huus» er han allerede den ypperlige, fint karakteriserende Skildrer af Livet i en lille dansk Kjøbstad, medens han i «Aron og Esther» giver en overodentlig fin og yndefuld Fortælling paa Baggrund af det patriarkalske Liv i en danks-jødisk Familie.

«For otte Skilling Hvedebrød» og «En Majfest» er vel mindre betydelige i Indhold og Motiv, men der er nu kommet et Herredømme over Stof og Form, der allerede paa dette Tidspunkt giver Bogens Forfatter en fremragende Plads som Novellist.

Medens Goldschmidt stadig holdt sig tilbage fra al Deltagelse i den nyere Tids politiske og literære Bevægelser - og nærmest fulgte dem som den kølige Iagttager - fortsatte han sin poetiske Produktion, om end sparsommere end før og uden at tage ny Jord i Besiddelse for sin Digtning. 

1877 udkom "Fortællinger og Virkelighedsbilleder", ældre og nye, I-II der i 1883 efterfulgtes af en ny Samling, og det førstnævnte Aar udsendte han desuden "Livs Erindringer og Resultater", (II Del: Nemesis), som langt mindre er en Selvbiografi i almindelig Forstand end et tilbageskuende, filosoferende Overblik paa hans Liv og Digtning, gjennemstrømmet af den Livsidé, der har fundet sit Udtryk i hans Nemesis-Betragtning, og som man momentvis kan se fremskinne allerede i hans tidligste Arbejder. 

I sin Undersøgelse tager Goldschmidt Udgangspunktet fra den ægyptiske Gudsdyrkelse og vil paavise Nemesis-Tankens videnskabelige og ethiske Begrundelse, medens han følger den op igjennem Tiderne og fastholder den som Udtryk for den paa én Gang skjønne og strænge, lovbundne Orden i hele Tilværelsen. 

Georg Brandes udtaler, at Goldschmidts Bog om Nemesis mest af alt ligner en daarlig Doktordisputats, og Lærens Begrundelse, med de Følgeslutninger, Goldschm. har givet den, er ogsaa bleven bestridt fra anden, videnskabelig Side. Men sin store Interesse har denne Nemesisundersøgelse ved det Lys, den kaster over Forfatterens Livsanskuelse og Stemninger, ikke blot som de ere komne til Orde indenfor selve Afhandlingen, men paa saa mange Steder i hans Skrifter. Goldschmidt føler sig urokkelig overbevist om, at alt i Tilværelsen, ogsaa det enkelte Menneske, er underkastet Nemesisloven. Nemesis er efter hans Betragtning "den alvorsfulde Orden, hvorefter alt bevæger sig, eller endnu nærmere betegnet: Nemesis er Livet i denne Orden, Nemesis er, som vi ville finde det udtrykt i et Billede: den hellige Aande i Tilværelsen." 

Han slutter med disse Ord, idet han peger hen paa selve den Bog, han har skrevet om Nemesis: "Den vil blive mødt af de Kræfter, der røre sig i Samfundet, sympathiske og antipathiske, og Stemninger af denne Art kunne gjælde saavel det Skrevne som Forfatterens Person og have deres Ret.

Men Alt tilsammen vil i Tidens Løb ikke forhindre, at det Brugbare i Bogen skal staa og det Ubrugelige eller Urigtige falde. Paa denne Maade er mit Skrift som mit Liv og som al Leven og Virken i Verden under Nemesis, Tingenes Natur, Fornuft- og Ordensmagten indenfor Tilværelsens Horizont." 

Goldschmidt levede de senere Aar af sit Liv meget tilbagetrukkent og stille, væsentlig sysselsat med filosofiske og ægyptologiske Studier og med engelsk Literatur, der altid varmt havde interesseret ham. Han boede flere Aar paa Gl. Kongevej i en hyggelig, beskeden Lejlighed, hvor hans Søster, Ragnhild Goldschmidt (der 1875 var optraadt som Forfatterinde med den anonymt udgivne Fortælling "En Kvindehistorie"), styrede Huset for ham. Over hans Udseende og Væremaade var der noget udpræget soigneret, ogsaa en naturlig Fornemhed, der undertiden kunde give hans Optræden en vis Kølighed overfor fremmede; men dem, han kjendte nøjere, eller som havde vundet hans Velvilje, kunde han vise den største personlige Elskværdighed og Tjenstvillighed. 

Det var kun officielt, at han i sine senere Aar holdt sig i saa fjærn Afstand fra politiske og literære Begivenheder; thi han fulgte med den livligste Interesse alt, hvad der foregik, og var han under Samtalen kommet i Aande, lod han sig let rive helt med. 

Goldschmidt talte forøvrigt aldrig bedre, end naar han spadserede. Han plejede hver Dag at foretage den lange Spadseretur fra sin Bolig rundt omkring Søerne over mod Østerbro, og mødte han paa denne Tur en Bekjendt, som han holdt af at tale med, var han uudtømmelig i sine Fortællinger og Betragtninger, vedrørende baade Fortid og Nutid. Der var noget ridderligt over hans lille, fastbyggede Skikkelse med det smukke Hoved og de mørke, kloge Øjne, og han indgød absolut Tillid. 

Man havde Indtrykket af, at han var en af Literaturens Riddersmænd, og at han havde vænnet sig til selv i de ubetydeligste Ting at handle med Tanken paa den strænge Nemesislov, hvorefter han havde dannet sig sin Livsanskuelse. 

Uden nogen videre forudgaaende Sygdom døde Goldschmidt den 15de August 1887. Hans Begravelse foregik mærkeligt stille, næsten ubemærket, fra det lille Mosaiske Kapel i Møllegade paa Nørrebro. Der saas ingen af de efterlevende, som havde delt Kampens Aar med ham, eller fulgt med ham i hans Sejrsløb som dansk Digter. 

Men egentlig havde han jo altid været ene og gaaet sine egne Veje, lige fra de unge, fyrige Corsardage indtil hans sidste frivillige Ensomhed, efter at den almindelige Hyldest og Anerkjendelse, der i saa rigeligt Maal tilkom ham, for længst var vundet. 

Efter Goldschmidts Død udkom "Smaa Skildringer fra Fantasi og Virkelighed", udgivne af hans Søn, (1887), og 1896-98 M. Goldschmidts "Poetiske Skrifter" I-VIII Bd.

Tuesday, June 14, 2016




"Goldschmidt hørte til den generation af yngre intellektuelle, for hvem Enten - Eller var en veritabel åbenbaring."

Da Goldschmidt som Deltager i Folkefesten paa Skamlingsbanke, i Maj 1844, skulde tale til den store Forsamling, begyndte han med de Ord: Jeg er en Jøde, hvad vil jeg imellem jer?

I sine «Livs Erindringer og Resultater» siger han: «Det var mit Livs store Spørgsmaal, som jeg paa begrænset, omhyllet, dunkel Maade bar i mig og kastede ud.» Og han tilføjer: «Det blev mødt med et umaadeligt Raab: Jo, jo! Velkommen! og de nærmeste rakte Hænderne op imod mig.»

I dette Optrin er der noget symbolsk for Goldschmidts Forfatterskab. Nutildags behøver ganske vist en jødisk Forfatter indenfor dansk Nationalitet vel næppe paa nogen Maade at adskille sig fra alle andre danske Skribenter; kun hans særegne Individualitet, ikke Afstamningen har afgjørende Betydning for ham. Men for Goldschmidts Vedkommende gjælder denne Betragtning ikke. Det er den røde Traad i saa godt som alt, hvad han har skrevet: han var dansk, og han var Jøde. Han udtrykker det selv saaledes i «Livserindringerne»: . . .min hele Livsskæbne er gjennempræget af de to Faktorer: min danske Fødsel og mit jødiske Blod, der strides om Hjemstedsret.»

Jødefejden i Kjøbenhavn foregik faa Uger før hans Fødsel, og til Trods for Fr. VI’s Forordning af 1814 om Jødernes retslige Stilling, hengik der lange Tider, før Jøderne i Danmark kom til at leve under samme Vilkaar som alle andre danske Statsborgere.

Fra sine tidligste Aar led Goldscmidt under dette som under en personlig Uret, der vederfaredes ham. Og det maa have bidraget til at skærpe hans Retfærdighedsfølelse, opildne hans Begejstring for menneskelig og borgerlig Frihed og hans Sympati for de smaa og undertrykte i Samfundet.

Men langt mere end det sociale kom det religiøse og nationale Moment til at virke paa ham; han følte langt op igjennem Ungdoms- og Manddomsaarene Modsætningen mellem sig og «de andre» og han vilde forene denne tilsyneladende Modsætning: paa en Gang at være jødisk og dansk.

Det lykkedes ham jo ogsaa: thi ligesom Forsamlingen paa Skamlingsbanke hin Dag rakte Hænderne op imod ham og bød ham velkommen, saaledes blev han i langt videre Forstand optagen som en af Folkets egne. Men det dobbelte Forhold, at være jødisk og dansk, gennemsyrer ikke dessmindre fra først til sidst hans Forfatterskab og giver det nogle af dets værdifuldeste Egenskaber. 

Som Jøde har Goldschmidt beriget Literaturen med Skildringer fra et Felt, der hidtil havde været uopdyrket; fra jødiske Hjem har han hentet Typer og Optrin og tenger dem med en nænsom Forstaaelse, en levende Klarhed, som kun en jødisk Forfatter kunde gjære det. 

Som Dansk har han behandlet Sproget som en Mester og givet Skildringer af dansk Natur, Folke og Samfundsliv, saa ægte i stemning og Karakter, at de nu hører til de klassiske Værker i dansk Prosadigning. Og endelig har Tilstedeværelsen af dette Dobbeltforhold maattet virke æggende og inspirerende paa hans Følelsesliv og er derved kommet hans digteriske Produktion til gode.

Meir Goldschmidt er født den 26de Oktober 1819 i Vordingborg. «Jeg er af Levi Stamme», siger han og han lægger Vægt derpaa, ikke fordi der er forenet nogen Rang eller Ophøjelse med et saadant Stamtræ, men fordi det for ham har havt en symbolsk Betydning: «Ved alle Lejligheder, hvor jeg skulde kæmpe, er jeg gaaet til Kampen med instinktmæssig Fordring paa at blive Nr. 1.»

Paa fædrene Side var Slægten indvandret fra Tyskland og havde i Aaret 1684 faaet Lejdebrev paa at turde nedsætte sig i Kjøbenhavn; paa mødrene Side antages den at stamme fra Ostpreussen eller Polen, og den tog fra først af Ophold i Fredericia. Morfaderen hed Israel og boede i Roskilde, efter hvilken by han tog sit Efternavn (senere forandret til Rothschild); han nævnes som en meget liberal Mand – skjønt han nøje iagttog de jødiske Skikke – hvorimot hans Hustru var strængt ortodox og havde et myndigt og strix Væsen. 

Goldschmidts Fader, Aron G, var Kjøbmand, havde rejst meget i sin Ungdom som Handelskommis og giftede sig i januar 1819 med Lea Rothschild fra Roskilde, hvorefter han bosatte sig i Vordingborg. I 1826 købte han en Bondegaard i Valby, men da han mistede sin Formue, maatte han flytte til Kjøbenhavn og her levede Familien nogle Aar i meget smaa Kaar, indtil der tilfaldt dem en Arv, der satte Faderen i Stand til at kjøbe et Bryggeri og Brænderi i Næstved, hvor Familien tog Ophold i Aaret 1833. 

M. Goldschmidt tilbragte altsaa sine første Barndomsaar i det hyggelige Vordingborg, i lyse og friske Omgivelser. Faderens Gaard laa, med vid, lys Udsigt ned til Stranden, i landlige Forhold, med Kostalde, Udhuse, Have og med mange Tjenestefolk, som det i de Tider hørte med til en stor Kjøbmandsforretning. Herfra modtog M. Goldschmidt sine første Indtryk; men han var kun sex Aar, da han blev sendt hjemmefra. 

Hans Forældre havde allerede før hans Fødsel havet Tro paa, at der skulde blive noget ualmindelig af deres førstefødte; det var blevet spaaet, at han skulde blive den største og lykkeligste i Familien, og de tænkte sig, at han skulde studere Medicin for at blive en stor og navnkundig Læge som Rabbi Meir ben Maimon). I dette øjemed sendtes han saa tidlig til Kjøbenhavn for at komme i en Skile, hvor han kunde lære Latin – Vordingborg lærde Skole maa altsaa ikke have forekommet dem god nok – og inde i Hovedstaden kom han i huset hos en Onkel, der var gift med hans Faders Søster. 

Det var – i Modsætning til hans Fædrenehjem - et stærkt udpræget jødisk Hus, og det gammeldags patriarkalske Liv, som levedes der, fik stor Magt over hans Sind. «Det var en Jødedom», siger Goldscmidt i «Livsendringerne», «der ved at gaa igjennem trange Tider havde tabt de store Skolers Præg og var bleven forvandlet til noget besynderligt Nationalt-Religiøst-Stemningsfuldt, lidet opbyggende for Forstanden, men tiltalende og vækkende for Fantasien, i højeste Grad egnet til at grive et Barn.»

Men derved kom allerede tidligt Modsætningen mellem ham og «de andre» til at træde stærkt frem for ham. Thi samtidig med Opholdet hos sine ortodoxe jødiske Paarørende gik han i en kristen Skole. Efter midlertidig at have besøgt en Forberedelsesskole og senere det Schouboeske Institut, kom han i Foraaret 1833 i det v. Westen’ske Institut, hvor han trivedes udmærket, var afholdt af Lærerne og snart regnedes for Skolens mest lovende Discipel. 

Da Artiumstiden nærmede sig, stod han som en selvskreven Nr. 1, fuldt overbevist om, at han vilde blive «indkaldt», dvs. faa Udmærkelse til sin Studenterexamen, og alle hans Lærere var af samme Mening. Men da hændte der noget, som vel nok kunde faa ham til at tro paa et underligt Skæbnens Spil. Paa Examens næstsidste Dag havde han 8 Præer og 3 Lauder, med andre Ord et Præ mere, end der behøvedes for at faa Udmærkelse. Der var kun et Fag tilbage, hvori han skulde examineres, nemlig Religon og heri var han sikker paa at faa i det mindste Laud. 

Men som jødisk Discipel havde han ikke deltaget i Lærebogsundervisningen, kun læst Bibelhistorie, og til alt Uheld gav Professor H.N Clausen, der examinerede, ham netop et Spørgsmaal af Lærebogen. Goldschmidt indvendte, at han ikke kunde svare derpaa, fordi han var Jøde. Clausen gav ham da et Spørgsmaal af Bibelhistorien: hvad Aar en lille Konge af Juda Rige havde levet; men i den oprevne Sindsstemning, hvori han befandt sig, svarede han famlende og fik et Haud. Resultatet blev, at hans sikre Haab om at faa Udmærkelse bristede, og han følte det som et knusende Slag, der paa en Gang omstyrtede alle hans Planer for Fremtiden. Goldschmidt fortaller derom i Livserindringerne»: . . 

«Jeg gik hen ad Gaderne uden at vide, hvor jeg skulde hen. Saavidt jeg ved og kan huske, var jeg ikke vred; der var i det Kolde, Korrekte, jeg havde mødt, intet bestemt Punkt at faste Vreden paa; men jeg var som knust, som et Hus, hvis Loft var styrktet gjennem alle Etager ned i Kjælderen. .Fader kom fra Næstved og traf mig paa Kongens Nytorv. Han gjorde mig ingen Bebrejdelser, men sagde sørgmodig trøstende, at vi maatte finde os deri. Men jeg markede eller troede at mærke, at hans Tro paa mig var gaaet af, og at han heller ikke troede paa sin egen Skæbne, men gjorde en Afregning med sin Barndom og sin Gud. Det var, som om han, medens vi gik der paa Gaden, i Tanken slog sig for Brystet og sagde: Baavaunauseinu horabim, for vore store Synders Skyld.»

Goldschmidt tog senere (i 1839) den saakaldte anden Examen, men opgav derefter alle videre akademiske Studier. I Datidens lystige og begejstrede Studenterliv tog han heller ikke Del. «I Ordets frie, glade Betydning har jeg aldrig været Student», siger han selv. En Gang i Tusmørket sneg han sig ind ad Porten for at se det besungne Træ i Regensgaarden. Det er utvivlsomt, at den store Skuffelse ved Examensbordet, der virkede saa stærkt paa hans i Forvejen yderst følsomme Sind, har været Aarsagen til, at han saaledes selv stillede sig udenfor og valgte helt at gaa sine egne Veje.

Hans Sind var oprevet ikke blot ved den Skuffelse, hans Ærgjerrighed havde lidt, men ogsaa af Kjærlighedssorg, og i denne Stemning var der jo god Jordbund for det første Gjennembrud af hans digteriske Evner. Han forsøgte sig med at skrive en Novelle. «Det var en rædsom Poesi, en forfærdelig Novelle,» siger han, «mere et lyrisk-hysterisk Udbrud uden Sang end en Skildring af Personer, Karakterer, virkelige Forhold – dertil havde jeg endnu ingen Magt, var for umoden, stod mig selv for nær». Men Novellen hjalp ham til at faa sin Hjærtesorg paa Afstand, og den vakte Lyst hos ham til at skrive flere Fortællinger, som ogsaa efterhaanden fik fastere Form. 

Der var imidlertid ingen, som brød sig om at trykke disse umodne Forsøg, og for at faa Novellerne offentliggjorte besluttede Goldschmidt – han var den Gang 18 Aar gammel – selv at udgive et Ugeblad. I Oktober 1837 udsendte han det første Nummer af «Nestved Ugeblad». Der blev skrevet og trykt i Kjøbenhavn, hvor den ungdommelige Redaktør og Udgiver boede, men Bladet sysselsatte sig væsentlig med Anliggender, vedrørende Præsto Amt, en enkel Artikel skaffede Redaktøren en Domfældelse, der medførte Mulkt og et Aars Censur, og ved Udgangen af 1839 afstod han Bladet for 200 Rdl, der paa det Tidspunkt forekom ham at være en umaadelig Sum.

Dette var Begyndelsen til Goldschmidts journalistiske Løbebane, der snart efter skulde tage helt anderledes Fart. I en Kreds af ligesindede unge Mænd blev Planen lagt til at stifte et Blad, der skulde opponere «paa en ganske anden Maade end den øvrige, kjedelige Oppositionspresse.» Det blev foreslaet, at det skulde være «et Satans Blad, saadan en rigtig Corsaire-Satan, som de har i Paris!»

Af denne hastig grebne Titel blev den første Halvdel beholdt, og den 8de Oktober 1840 udkom det første Nummer af Goldschmidts navnkundige Ugeblad «Corsaren». Det var tre Fjerdingaar efter Christian den Ottendes Regeringstiltrædelse, da der laa meget Sprængstof i Luften, medens Dagens Spørgsmaal var, om Kongen vilde give en «Konstitution».

Den politiske Situation, med Absolutisme, Politistokregimente og al Slags gammel Slendrian indbød saa stærkt som vel muligt til Udgivelsen af et Satirisk Ugeblad, men Censurreglement og Mulktsystem gjorde ogsaa Legen saare vanskelig, for ikke at sige farlig for den, der førte an.

Goldschmidt viste sig at være Opgaven voxen, og de sex Aar, hvori han udgav «Corsaren», omfatter ikke alene et betydningsfuldt Afsnit af hans Liv, men selve Bladet «Corsaren» maa endnu den Dag i Dag betragtes som et særegent og interessant Fænomen i den danske Presses historie. Med ungdommelig Enthusiame og aldrig trættet Mod og Vid førte Goldschmidt Kampen i disse sex Aar. 

Satiriske tegninger over H.C. Andersens 

berømmelse fra ugebladet "Corsaren" 
10. september 1847. Nr. 864

«Corsaren» blev under hans Ledelse paa en Gang Landets mest læste og megt frygtede Blad. Det stillede sig udenfor eller, om man vil, over Partierne, satiriserede over de fremstormende Nationalliberale – naar Lejlighed gaves – ligesaa vel som over de Konservative; ingen stod for højit eller for lavt til at rammes af «Corsarens» Pile.

Goldschmidt havde fra første Færd af fremhævet som sin Hensigt: at danne et Forbund, «hvis Standpunkt var, hvor de forskjellige Anskuelser modtes for at frembringe Sandheden, ligesom Regnbuens syv Farver, naar de mødes i et Punkt, danne det klare hvide Sollys.» Det laa i Forholdenes Natur, at «Sandhederne» ikke kunde siges lige ud, men maatte komme frem ad Omveje og som oftest læses mellem Linierne, skjult og underforstaaet, ligesom det ogsaa handte, at Censuren undertiden fandt det tjenligt at lade, som den ikke havde forstaaet, hvad der mentes. 

Danske digtere i det l9de aarhundrede
av Vilhelm Østergaard, 1907