 |
| Meir Goldschmidt Kilde: KB |
MEIR ARON GOLDSCHMIDT
(1819-87)
0
DEL II
Paa Jubilæumsdagen i 1888 kom der et Brev fra Bjørnstjerne Bjørnson, i hvis Slutningslinier den store norske Digter fint og klart har karakteriseret sin danske Digterfælle med følgende Ord; "
... Vi ser paa dig, der altid var klar og ren, som paa den, der viser Vej. Selv hvor jeg tænker, du ikke naadde det største, - din Maade at være og ville paa, er den, der engang maa blive de manges.
Jeg kjænder nogle som dig; de tilhører ingen særskilt Tro; men den, de har, er bestemmende helt ud. Nu skinner du af din; Gjennemglødningen har været fuldstændig. I din milde Form ejer du noget af den største Styrke; i Fremgangsviljens Tjeneste, i Samfund med dens forskjellige Kræfter staar du smilende af Tro paa Sejer."
... Vi ser paa dig, der altid var klar og ren, som paa den, der viser Vej. Selv hvor jeg tænker, du ikke naadde det største, - din Maade at være og ville paa, er den, der engang maa blive de manges.
Jeg kjænder nogle som dig; de tilhører ingen særskilt Tro; men den, de har, er bestemmende helt ud. Nu skinner du af din; Gjennemglødningen har været fuldstændig. I din milde Form ejer du noget af den største Styrke; i Fremgangsviljens Tjeneste, i Samfund med dens forskjellige Kræfter staar du smilende af Tro paa Sejer."
Goldschmidt har selv karakteriseret “Corsaren” som omhyggelig delt i to Dele, den større, alvorlige, og den mindre, kaldet “Charivari”. I de alvorlige Artikler saa han Bladets Berættigelse: Denne Bladets Deling med kvantitativ Overvægt af det Alvorlige, Stemningsfulde, Følsomme med Stank af Begejstring», hedder det i «Livserindringerne», .. «er, troer jeg, gaaet de Fleste af Erindringen; thi denne holder jo mest fast paa, hvad der var paafaldende og usædvanligt».
Goldschmidt sværmede ideelt for den republikanske Statsforfatning, for kommunistiske og socialistiske Samfundsreformer; han tog begejstret til Orde for Almueoplysning og de lavere Standers Oprejsning; men det store Publikum var langt mindre interesseret for disse Ideer end for den anden Side af Bladets Virksomhed, «Charivari» Afdelingen, der uden at kjende til Persons Anseelse afskød sit Fyrverkeri af vittige og satiriske Brandpile.
Det varede ikke længe, for «Corsaren» talt op imod 3000 Abonnenter – et meget stort Tal i de Dage - men heller ikke Beslaglæggelser, Mulkter og Pressesager kom det til at skorte paa. Bladets svage Punkt var den Omstændighed, at der som Ansvarhavende maatte benyttes en skiftende Række Straamænd, men det gjorde i og for seg ikke Kampen lettere eller mindre spændende for Goldschmidt selv; der var en uafbrudt Legen Blidebuk med Autoriteter og Censur, skjønt alle og enhver vidste, hvem der var Bladets ledende Aand, og da det kom til Stykket, krøb Goldschmidt ikke i Skjul, men tog det fulde Ansvar Undervejs paa Hjemturen fra Studentermødet i Upsala, i Juni 1843 modtog han i Malmø Efterretning om, at Højesterett havde dømt ham som den rette og egentlige Forfatter til fire beslaglagte Artikler i «Corsaren» til 6 Gange 4 Dages Fængsel paa Vand og Brød foruden livsvarig Censur og 200 Rdl Mulkt.
Det var i det første øjeblik som «et Kølleslag» for ham. Begivenheden brød ind over ham «som en umaadelig Ulykke og Uretfærdighed hvorimod han satte en magtesløs Vrede, eller hvorunder Tanke og Hjærteslag stode stille og Personligheden sank sammen.» Men ved nærmere Eftertanke afløstes denne Nedtrykthed snart af en lysere og friere Sindssteming og han tog Sagen endogsaa med helt lyst og frejdigt Humør, ligesom for øvrigt Højesteretsdommen, saa vidt det angik: "Fængsel paa Vand og Brød iværksættes paa den lempeligst mulige Maade."
Goldschmidt fortæller videre i «Livserindingerne»: . . Hver fjerde Dag skulde der efter Loven og Dommen vare en Dags Ophold og den første Gang gik jeg lige fra Fængslet til den italienske Operaa paa Hofteatret. Jeg havde min Plads ved Siden af Giødwad og Ploug; de rejste sig og gave mig Haanden med envis Ostentation, ligesom for at vise, at Absolutismens Domme ikke plettede».
Efter de fire og tyve Dages Fængsel foretog Goldschmidt en kortvarig Rejse til Paris, medens P.L Møller under hans Fraværelse besørgede Redaktionen af «Corsaren» med det Forbehold at Bladet under hans Ledelse vilde angribe Regeringen.
Det er ovenfor berørt hvorledes Bekjendskapet med P.J Møller kom til at gribe ind i Goldschmidt Livsførelse. Det var under en Samtale mellem de To at Goldschmidt fik Ideen til at skrive «En jøde». Det lod til at være som en ny Verden for ham (P.L. Møller) fortæller Goldschmidt at nogne, der ved tilsyneladende frit Valg ikke havde anden Opgave og Fremtid end en literær eller æsthetisk for Alvor led under at være ved Fødselen udelukket fra Embeder, fra Valg til Stænderne, fra Hær og Flaade, fra Borgervæbningen ud over Lieutenenant osv.
Og endnu mere lyttede han, da jeg klagede over det Tilsvarende og Værre, at samme Tilsidesættelse og Fjendlighed var i Samfundet, i Husene og paa Gaderne, og da jeg med stigende Lidenskab rørte op i gamle Ting af den Slags og mere og mere fremhævede, at en Jøde stod udenfor Lov og Ret i Tilværelsen, fordømt til at blive sønderrevet og gaa til Grunde. Han gjorde ingen Indsigelse og afbrød mig ikke; kun engang imellem indkastede han et enkelt Ord eller Udraab, som man rager op i en Kulild for at faa den til at blusse paany.
Endelig tog han Hat og Stok og sagde idet han gik: "Med saadanne Følelser skriver man en Roman .." Samme Nat skrev jeg Slutningskapitelet af «En Jøde» ikke fuldstændig og nøjaktigt som det senere blev tykt, men temmelig nær.
1845 udkom «En Jøde, Novelle af Adolf Meyer.» Det er en Roman, som for en væsentlig Del har det peronligt føltes og oplevedes Karakter og det er ogsaa det, der gjør den i særlig Grad fængslende Goldschmith betoner stærkt Datidens urettfærdig og forkerte Syn paa Jøderne, Skabheden i disses Stilling overfor de øvrige Samfundsmedlemmer, og han lader det fremgaa af Hovedpersonen Joacob Bendizens Sk æbne og Oplever fra hans Færdne i den kjøbenhavnske Drengeskole gjennem Forlovelsen med en kristen Pige, til Samlivet med de franske Officere i Algier, hans Deltagelse i en polske Frihedskrig og tilsidst hans Undergang efter Tilbakekomsten til Danmark.
I Henseende til Handingen Udvikling og Agthed har den sidste Halvdel af Bogen sine svage Punkter og Heltens Oplevelse fremmede Lande er ikke uden et vist banalt romanagtigt Tilsnit men til Gjengjæld er der store Partier i «En Jøde» som røber den allerede modne og fuldt udviklede Digter.
Dette gjælder saaledes overalt, hvor Jødernes Særstilling i Samfundet deres særegne Personlighedspræg og Følelsesliv gjøres til Gjenstand for Fremstillingen og af enkelte Optrin og Skildringer kan f.Ex erindres om saa ypperlige Momenter som Sammenstødet mellem Jacob Bendixen og hans Kammerater, hans Afsked fra sit jødiske Hjem, da han har aabenbaret, at han ikke længer deler sine Fædres Tro, og henimod Bogens Slutning det rørende og fine Brev til Thora.
I jødiske Kredse blev denne Novelle modtagen med Uvilje, men der var mangfoldige andre, der mente – ligesom S. Kierkegaard – at Goldschmidt havde skrevet en god Bog.
Aaret efter udkom «Fortællinger’, ligeledes under Pseudonumet «Adolf Meyer» og udgivne af M. Goldschmidt». Bogen indeholder de fire «Erindringer fra min Onkels Huus»:
I dette Arbejde aabenbarer Goldschmidt for første Gang begge Hovedelementerne i sin Digtning: det dansk-nationale og det jødiske. I «Erindringer fra min Onkels Huus» er han allerede den ypperlige, fint karakteriserende Skildrer af Livet i en lille dansk Kjøbstad, medens han i «Aron og Esther» giver en overodentlig fin og yndefuld Fortælling paa Baggrund af det patriarkalske Liv i en danks-jødisk Familie.
«For otte Skilling Hvedebrød» og «En Majfest» er vel mindre betydelige i Indhold og Motiv, men der er nu kommet et Herredømme over Stof og Form, der allerede paa dette Tidspunkt giver Bogens Forfatter en fremragende Plads som Novellist.
Medens Goldschmidt stadig holdt sig tilbage fra al Deltagelse i den nyere Tids politiske og literære Bevægelser - og nærmest fulgte dem som den kølige Iagttager - fortsatte han sin poetiske Produktion, om end sparsommere end før og uden at tage ny Jord i Besiddelse for sin Digtning.
1877 udkom "Fortællinger og Virkelighedsbilleder", ældre og nye, I-II der i 1883 efterfulgtes af en ny Samling, og det førstnævnte Aar udsendte han desuden "Livs Erindringer og Resultater", (II Del: Nemesis), som langt mindre er en Selvbiografi i almindelig Forstand end et tilbageskuende, filosoferende Overblik paa hans Liv og Digtning, gjennemstrømmet af den Livsidé, der har fundet sit Udtryk i hans Nemesis-Betragtning, og som man momentvis kan se fremskinne allerede i hans tidligste Arbejder.
I sin Undersøgelse tager Goldschmidt Udgangspunktet fra den ægyptiske Gudsdyrkelse og vil paavise Nemesis-Tankens videnskabelige og ethiske Begrundelse, medens han følger den op igjennem Tiderne og fastholder den som Udtryk for den paa én Gang skjønne og strænge, lovbundne Orden i hele Tilværelsen.
Georg Brandes udtaler, at Goldschmidts Bog om Nemesis mest af alt ligner en daarlig Doktordisputats, og Lærens Begrundelse, med de Følgeslutninger, Goldschm. har givet den, er ogsaa bleven bestridt fra anden, videnskabelig Side. Men sin store Interesse har denne Nemesisundersøgelse ved det Lys, den kaster over Forfatterens Livsanskuelse og Stemninger, ikke blot som de ere komne til Orde indenfor selve Afhandlingen, men paa saa mange Steder i hans Skrifter. Goldschmidt føler sig urokkelig overbevist om, at alt i Tilværelsen, ogsaa det enkelte Menneske, er underkastet Nemesisloven. Nemesis er efter hans Betragtning "den alvorsfulde Orden, hvorefter alt bevæger sig, eller endnu nærmere betegnet: Nemesis er Livet i denne Orden, Nemesis er, som vi ville finde det udtrykt i et Billede: den hellige Aande i Tilværelsen."
Han slutter med disse Ord, idet han peger hen paa selve den Bog, han har skrevet om Nemesis: "Den vil blive mødt af de Kræfter, der røre sig i Samfundet, sympathiske og antipathiske, og Stemninger af denne Art kunne gjælde saavel det Skrevne som Forfatterens Person og have deres Ret.
Men Alt tilsammen vil i Tidens Løb ikke forhindre, at det Brugbare i Bogen skal staa og det Ubrugelige eller Urigtige falde. Paa denne Maade er mit Skrift som mit Liv og som al Leven og Virken i Verden under Nemesis, Tingenes Natur, Fornuft- og Ordensmagten indenfor Tilværelsens Horizont."
Goldschmidt levede de senere Aar af sit Liv meget tilbagetrukkent og stille, væsentlig sysselsat med filosofiske og ægyptologiske Studier og med engelsk Literatur, der altid varmt havde interesseret ham. Han boede flere Aar paa Gl. Kongevej i en hyggelig, beskeden Lejlighed, hvor hans Søster, Ragnhild Goldschmidt (der 1875 var optraadt som Forfatterinde med den anonymt udgivne Fortælling "En Kvindehistorie"), styrede Huset for ham. Over hans Udseende og Væremaade var der noget udpræget soigneret, ogsaa en naturlig Fornemhed, der undertiden kunde give hans Optræden en vis Kølighed overfor fremmede; men dem, han kjendte nøjere, eller som havde vundet hans Velvilje, kunde han vise den største personlige Elskværdighed og Tjenstvillighed.
Det var kun officielt, at han i sine senere Aar holdt sig i saa fjærn Afstand fra politiske og literære Begivenheder; thi han fulgte med den livligste Interesse alt, hvad der foregik, og var han under Samtalen kommet i Aande, lod han sig let rive helt med.
Goldschmidt talte forøvrigt aldrig bedre, end naar han spadserede. Han plejede hver Dag at foretage den lange Spadseretur fra sin Bolig rundt omkring Søerne over mod Østerbro, og mødte han paa denne Tur en Bekjendt, som han holdt af at tale med, var han uudtømmelig i sine Fortællinger og Betragtninger, vedrørende baade Fortid og Nutid. Der var noget ridderligt over hans lille, fastbyggede Skikkelse med det smukke Hoved og de mørke, kloge Øjne, og han indgød absolut Tillid.
Man havde Indtrykket af, at han var en af Literaturens Riddersmænd, og at han havde vænnet sig til selv i de ubetydeligste Ting at handle med Tanken paa den strænge Nemesislov, hvorefter han havde dannet sig sin Livsanskuelse.
Uden nogen videre forudgaaende Sygdom døde Goldschmidt den 15de August 1887. Hans Begravelse foregik mærkeligt stille, næsten ubemærket, fra det lille Mosaiske Kapel i Møllegade paa Nørrebro. Der saas ingen af de efterlevende, som havde delt Kampens Aar med ham, eller fulgt med ham i hans Sejrsløb som dansk Digter.
Men egentlig havde han jo altid været ene og gaaet sine egne Veje, lige fra de unge, fyrige Corsardage indtil hans sidste frivillige Ensomhed, efter at den almindelige Hyldest og Anerkjendelse, der i saa rigeligt Maal tilkom ham, for længst var vundet.
Goldschmidt sværmede ideelt for den republikanske Statsforfatning, for kommunistiske og socialistiske Samfundsreformer; han tog begejstret til Orde for Almueoplysning og de lavere Standers Oprejsning; men det store Publikum var langt mindre interesseret for disse Ideer end for den anden Side af Bladets Virksomhed, «Charivari» Afdelingen, der uden at kjende til Persons Anseelse afskød sit Fyrverkeri af vittige og satiriske Brandpile.
Det varede ikke længe, for «Corsaren» talt op imod 3000 Abonnenter – et meget stort Tal i de Dage - men heller ikke Beslaglæggelser, Mulkter og Pressesager kom det til at skorte paa. Bladets svage Punkt var den Omstændighed, at der som Ansvarhavende maatte benyttes en skiftende Række Straamænd, men det gjorde i og for seg ikke Kampen lettere eller mindre spændende for Goldschmidt selv; der var en uafbrudt Legen Blidebuk med Autoriteter og Censur, skjønt alle og enhver vidste, hvem der var Bladets ledende Aand, og da det kom til Stykket, krøb Goldschmidt ikke i Skjul, men tog det fulde Ansvar Undervejs paa Hjemturen fra Studentermødet i Upsala, i Juni 1843 modtog han i Malmø Efterretning om, at Højesterett havde dømt ham som den rette og egentlige Forfatter til fire beslaglagte Artikler i «Corsaren» til 6 Gange 4 Dages Fængsel paa Vand og Brød foruden livsvarig Censur og 200 Rdl Mulkt.
Det var i det første øjeblik som «et Kølleslag» for ham. Begivenheden brød ind over ham «som en umaadelig Ulykke og Uretfærdighed hvorimod han satte en magtesløs Vrede, eller hvorunder Tanke og Hjærteslag stode stille og Personligheden sank sammen.» Men ved nærmere Eftertanke afløstes denne Nedtrykthed snart af en lysere og friere Sindssteming og han tog Sagen endogsaa med helt lyst og frejdigt Humør, ligesom for øvrigt Højesteretsdommen, saa vidt det angik: "Fængsel paa Vand og Brød iværksættes paa den lempeligst mulige Maade."
Goldschmidt fortæller videre i «Livserindingerne»: . . Hver fjerde Dag skulde der efter Loven og Dommen vare en Dags Ophold og den første Gang gik jeg lige fra Fængslet til den italienske Operaa paa Hofteatret. Jeg havde min Plads ved Siden af Giødwad og Ploug; de rejste sig og gave mig Haanden med envis Ostentation, ligesom for at vise, at Absolutismens Domme ikke plettede».
Efter de fire og tyve Dages Fængsel foretog Goldschmidt en kortvarig Rejse til Paris, medens P.L Møller under hans Fraværelse besørgede Redaktionen af «Corsaren» med det Forbehold at Bladet under hans Ledelse vilde angribe Regeringen.
Det er ovenfor berørt hvorledes Bekjendskapet med P.J Møller kom til at gribe ind i Goldschmidt Livsførelse. Det var under en Samtale mellem de To at Goldschmidt fik Ideen til at skrive «En jøde». Det lod til at være som en ny Verden for ham (P.L. Møller) fortæller Goldschmidt at nogne, der ved tilsyneladende frit Valg ikke havde anden Opgave og Fremtid end en literær eller æsthetisk for Alvor led under at være ved Fødselen udelukket fra Embeder, fra Valg til Stænderne, fra Hær og Flaade, fra Borgervæbningen ud over Lieutenenant osv.
Og endnu mere lyttede han, da jeg klagede over det Tilsvarende og Værre, at samme Tilsidesættelse og Fjendlighed var i Samfundet, i Husene og paa Gaderne, og da jeg med stigende Lidenskab rørte op i gamle Ting af den Slags og mere og mere fremhævede, at en Jøde stod udenfor Lov og Ret i Tilværelsen, fordømt til at blive sønderrevet og gaa til Grunde. Han gjorde ingen Indsigelse og afbrød mig ikke; kun engang imellem indkastede han et enkelt Ord eller Udraab, som man rager op i en Kulild for at faa den til at blusse paany.
Endelig tog han Hat og Stok og sagde idet han gik: "Med saadanne Følelser skriver man en Roman .." Samme Nat skrev jeg Slutningskapitelet af «En Jøde» ikke fuldstændig og nøjaktigt som det senere blev tykt, men temmelig nær.
1845 udkom «En Jøde, Novelle af Adolf Meyer.» Det er en Roman, som for en væsentlig Del har det peronligt føltes og oplevedes Karakter og det er ogsaa det, der gjør den i særlig Grad fængslende Goldschmith betoner stærkt Datidens urettfærdig og forkerte Syn paa Jøderne, Skabheden i disses Stilling overfor de øvrige Samfundsmedlemmer, og han lader det fremgaa af Hovedpersonen Joacob Bendizens Sk æbne og Oplever fra hans Færdne i den kjøbenhavnske Drengeskole gjennem Forlovelsen med en kristen Pige, til Samlivet med de franske Officere i Algier, hans Deltagelse i en polske Frihedskrig og tilsidst hans Undergang efter Tilbakekomsten til Danmark.
I Henseende til Handingen Udvikling og Agthed har den sidste Halvdel af Bogen sine svage Punkter og Heltens Oplevelse fremmede Lande er ikke uden et vist banalt romanagtigt Tilsnit men til Gjengjæld er der store Partier i «En Jøde» som røber den allerede modne og fuldt udviklede Digter.
Dette gjælder saaledes overalt, hvor Jødernes Særstilling i Samfundet deres særegne Personlighedspræg og Følelsesliv gjøres til Gjenstand for Fremstillingen og af enkelte Optrin og Skildringer kan f.Ex erindres om saa ypperlige Momenter som Sammenstødet mellem Jacob Bendixen og hans Kammerater, hans Afsked fra sit jødiske Hjem, da han har aabenbaret, at han ikke længer deler sine Fædres Tro, og henimod Bogens Slutning det rørende og fine Brev til Thora.
I jødiske Kredse blev denne Novelle modtagen med Uvilje, men der var mangfoldige andre, der mente – ligesom S. Kierkegaard – at Goldschmidt havde skrevet en god Bog.
Aaret efter udkom «Fortællinger’, ligeledes under Pseudonumet «Adolf Meyer» og udgivne af M. Goldschmidt». Bogen indeholder de fire «Erindringer fra min Onkels Huus»:
I dette Arbejde aabenbarer Goldschmidt for første Gang begge Hovedelementerne i sin Digtning: det dansk-nationale og det jødiske. I «Erindringer fra min Onkels Huus» er han allerede den ypperlige, fint karakteriserende Skildrer af Livet i en lille dansk Kjøbstad, medens han i «Aron og Esther» giver en overodentlig fin og yndefuld Fortælling paa Baggrund af det patriarkalske Liv i en danks-jødisk Familie.
«For otte Skilling Hvedebrød» og «En Majfest» er vel mindre betydelige i Indhold og Motiv, men der er nu kommet et Herredømme over Stof og Form, der allerede paa dette Tidspunkt giver Bogens Forfatter en fremragende Plads som Novellist.
Medens Goldschmidt stadig holdt sig tilbage fra al Deltagelse i den nyere Tids politiske og literære Bevægelser - og nærmest fulgte dem som den kølige Iagttager - fortsatte han sin poetiske Produktion, om end sparsommere end før og uden at tage ny Jord i Besiddelse for sin Digtning.
1877 udkom "Fortællinger og Virkelighedsbilleder", ældre og nye, I-II der i 1883 efterfulgtes af en ny Samling, og det førstnævnte Aar udsendte han desuden "Livs Erindringer og Resultater", (II Del: Nemesis), som langt mindre er en Selvbiografi i almindelig Forstand end et tilbageskuende, filosoferende Overblik paa hans Liv og Digtning, gjennemstrømmet af den Livsidé, der har fundet sit Udtryk i hans Nemesis-Betragtning, og som man momentvis kan se fremskinne allerede i hans tidligste Arbejder.
I sin Undersøgelse tager Goldschmidt Udgangspunktet fra den ægyptiske Gudsdyrkelse og vil paavise Nemesis-Tankens videnskabelige og ethiske Begrundelse, medens han følger den op igjennem Tiderne og fastholder den som Udtryk for den paa én Gang skjønne og strænge, lovbundne Orden i hele Tilværelsen.
Georg Brandes udtaler, at Goldschmidts Bog om Nemesis mest af alt ligner en daarlig Doktordisputats, og Lærens Begrundelse, med de Følgeslutninger, Goldschm. har givet den, er ogsaa bleven bestridt fra anden, videnskabelig Side. Men sin store Interesse har denne Nemesisundersøgelse ved det Lys, den kaster over Forfatterens Livsanskuelse og Stemninger, ikke blot som de ere komne til Orde indenfor selve Afhandlingen, men paa saa mange Steder i hans Skrifter. Goldschmidt føler sig urokkelig overbevist om, at alt i Tilværelsen, ogsaa det enkelte Menneske, er underkastet Nemesisloven. Nemesis er efter hans Betragtning "den alvorsfulde Orden, hvorefter alt bevæger sig, eller endnu nærmere betegnet: Nemesis er Livet i denne Orden, Nemesis er, som vi ville finde det udtrykt i et Billede: den hellige Aande i Tilværelsen."
Han slutter med disse Ord, idet han peger hen paa selve den Bog, han har skrevet om Nemesis: "Den vil blive mødt af de Kræfter, der røre sig i Samfundet, sympathiske og antipathiske, og Stemninger af denne Art kunne gjælde saavel det Skrevne som Forfatterens Person og have deres Ret.
Men Alt tilsammen vil i Tidens Løb ikke forhindre, at det Brugbare i Bogen skal staa og det Ubrugelige eller Urigtige falde. Paa denne Maade er mit Skrift som mit Liv og som al Leven og Virken i Verden under Nemesis, Tingenes Natur, Fornuft- og Ordensmagten indenfor Tilværelsens Horizont."
Goldschmidt levede de senere Aar af sit Liv meget tilbagetrukkent og stille, væsentlig sysselsat med filosofiske og ægyptologiske Studier og med engelsk Literatur, der altid varmt havde interesseret ham. Han boede flere Aar paa Gl. Kongevej i en hyggelig, beskeden Lejlighed, hvor hans Søster, Ragnhild Goldschmidt (der 1875 var optraadt som Forfatterinde med den anonymt udgivne Fortælling "En Kvindehistorie"), styrede Huset for ham. Over hans Udseende og Væremaade var der noget udpræget soigneret, ogsaa en naturlig Fornemhed, der undertiden kunde give hans Optræden en vis Kølighed overfor fremmede; men dem, han kjendte nøjere, eller som havde vundet hans Velvilje, kunde han vise den største personlige Elskværdighed og Tjenstvillighed.
Det var kun officielt, at han i sine senere Aar holdt sig i saa fjærn Afstand fra politiske og literære Begivenheder; thi han fulgte med den livligste Interesse alt, hvad der foregik, og var han under Samtalen kommet i Aande, lod han sig let rive helt med.
Goldschmidt talte forøvrigt aldrig bedre, end naar han spadserede. Han plejede hver Dag at foretage den lange Spadseretur fra sin Bolig rundt omkring Søerne over mod Østerbro, og mødte han paa denne Tur en Bekjendt, som han holdt af at tale med, var han uudtømmelig i sine Fortællinger og Betragtninger, vedrørende baade Fortid og Nutid. Der var noget ridderligt over hans lille, fastbyggede Skikkelse med det smukke Hoved og de mørke, kloge Øjne, og han indgød absolut Tillid.
Man havde Indtrykket af, at han var en af Literaturens Riddersmænd, og at han havde vænnet sig til selv i de ubetydeligste Ting at handle med Tanken paa den strænge Nemesislov, hvorefter han havde dannet sig sin Livsanskuelse.
Uden nogen videre forudgaaende Sygdom døde Goldschmidt den 15de August 1887. Hans Begravelse foregik mærkeligt stille, næsten ubemærket, fra det lille Mosaiske Kapel i Møllegade paa Nørrebro. Der saas ingen af de efterlevende, som havde delt Kampens Aar med ham, eller fulgt med ham i hans Sejrsløb som dansk Digter.
Men egentlig havde han jo altid været ene og gaaet sine egne Veje, lige fra de unge, fyrige Corsardage indtil hans sidste frivillige Ensomhed, efter at den almindelige Hyldest og Anerkjendelse, der i saa rigeligt Maal tilkom ham, for længst var vundet.
Efter Goldschmidts Død udkom "Smaa Skildringer fra Fantasi og Virkelighed", udgivne af hans Søn, (1887), og 1896-98 M. Goldschmidts "Poetiske Skrifter" I-VIII Bd.
