Hanna Skop © FOTO: privat. Bildet er taget dagen efter at han ankom til Høganæs, Sverige. Billedet skulle bruges til hennes identifikations papirer
LIVET I SVERIGE
1943
av Hanna (Posner) Skop
Min familie og jeg er ikke oprindelige danske jøder. Min far ankom til Danmark i februar 1939 efter at han blev taget i forbindelse med Krystalnatten og sendt til Buchenwald, og min mor og mine søskende og jeg ankom midt november 1939, altså efter at krigen var begyndt.
Min familie d.v.s. min mor og mine to brødre og jeg ankom til Sverige midt i oktober 1943.
Min far var kommet over sundet én af de første dage i oktober. Ved ankomsten til Sverige var jeg 11år gammel, min ældre bror 15 år og min yngre bror 8 år gammel. Mange af de danske flygtninge blev anbragt i såkaldte forlægninger, d.v.s. de blev samlet på pensionater, nedlagte skoler o.s.v.
Min far, der havde et ophold i koncentrationslejren Buchenwald bag sig, havde fået nok af lejrlivets ”lyksaligheder” så for ham gjaldt det på alle måder at undgå at blive anbragt i en forlægning.
Hvordan det lykkedes mine forældre at nærme sig Stockholm, ved jeg ikke, for vi har siden aldrig talt om dette. Under alle omstændigheder efter et kort ophold i vor ankomst by Höganäs, hvor vi boede på i en slags hotellejlighed, rejste vi nordpå.
Vi ankom til Stockholms skærgård på øen Lidingø. Der var vi kun en dag eller to. Jeg blev sat i skole, mine forældre tog til Stockholm og skulle ordne noget. Da vi nåede middagspausen, var det skik og brug, at børnene gik hjem og fik varm middagsmad.
Hannas bror, Joachim Posner ©
FOTO: Privat. Bildet er taget dagen efter
at han ankom til Høganæs, Sverige
Billedet skulle bruges til hans identifikations papirer
Billedet skulle bruges til hans identifikations papirer
blev inviteret af en pige. Hun var meget interesseret i at få at vide, hvordan vi var flygtet og hvorfra. Jeg udpegede på et kort, hvorledes vi fra Holbæk var sejlet gennem hele Isefjorden, en tur på 13 timer til Höganäs. Bagefter havde jeg en frygtelig dårlig samvittighed. Havde jeg nu røbet noget, jeg burde have fortiet?
Efter det korte ophold på Lidingø gik turen til Rönninge, en lille landsby 30 kilometer syd for Stockholm.
Selve Stockholm var lukket for de danske flygtninge. Min onkel havde lånt et sommerhus af en Stockholmer jøde, formentlig en broder i Bnei Brith.
I denne sommerbolig opholdt sig 11 personer. Min onkels familie bestående af 5 personer, min familie på 4 personer, min ældre broder var sat i pleje hos et ældre stockholmer par uden børn og det unge par, vi
var flygtet med.
Da dette oversteg huset kapacitet, blev min lillebror og jeg sat i pleje hos hver sin svenske familie på Norra Värmdö. Her blev vi sat i skole og jeg blev sat en klasse ned for at kunne følges med pigen fra den familie, hvor min bror var sat i pleje. Der boede vi omkring små 2 måneder.
Da vi kom hjem til vore forældre havde de fundet en lille bolig i Rönninge, hvorfra de kunne rejse til Stockholm hver dag for at arbejde. Min far havde fået arbejde på en hattefabrik og min mor på en slipsefabrik, som bogholder.
Boligen bestod af et køkken og et værelse. Min bror og jeg sov i værelset og vore forældre havde en slagbænk, der om natten kunne slås ud som seng. Lejligheden var ikke forsynet med vand, som måtte hentes fra en brønd ude i haven.
Lejligheden stod kun til vor disposition indtil 1.maj, fordi skomageren og postbuddet, som ejede huset og boede i stue etagen plejede at leje lejligheden ud til sommergæster fra Stockholm.
Jagten på et ophold for familien over sommeren gik ind og det lykkedes at finde et endnu mere primitivt hus, idet der ikke var afløb inde i huset, langt væk fra den lokale togstation.
Så ud over den 8 timers arbejdsdag, togrejsen til Stockholm kom der nu også en lang gåtur til toget. Jeg husker, at min far måtte stå op klokken 4 om morgenen. Vi børn trivedes i det svenske landskab.
Der var skov og klipper og sommeren igennem badede vi i den stedlige sø. Dette var en god ting. For da alt vand skulle bæres såvel ind som ud, var det nok småt med den personlige hygiejne. Sligt generede ikke os børn.
Vi gik i den stedlige skole, men jeg blev efter kort tid på 1.lærerens opfodring flyttet til Södertälje kommunala Flickskola, som hans døtre frekventerede.
Så kørte også jeg dagligt med tog, og jeg erindrer, at jeg tog toget kl. 7.10 hver morgen. Jeg blev meget vel modtaget på pigeskolen, og fik mange veninder, som inviterede mig hjem til sig. Da mange af pigerne kom fra Södertäljes omegn betød det, at jeg overnattede i deres hjem.
Lejligheden stod kun til vor disposition indtil 1.maj, fordi skomageren og postbuddet, som ejede huset og boede i stue etagen plejede at leje lejligheden ud til sommergæster fra Stockholm.
Jagten på et ophold for familien over sommeren gik ind og det lykkedes at finde et endnu mere primitivt hus, idet der ikke var afløb inde i huset, langt væk fra den lokale togstation.
Så ud over den 8 timers arbejdsdag, togrejsen til Stockholm kom der nu også en lang gåtur til toget. Jeg husker, at min far måtte stå op klokken 4 om morgenen. Vi børn trivedes i det svenske landskab.
Der var skov og klipper og sommeren igennem badede vi i den stedlige sø. Dette var en god ting. For da alt vand skulle bæres såvel ind som ud, var det nok småt med den personlige hygiejne. Sligt generede ikke os børn.
Vi gik i den stedlige skole, men jeg blev efter kort tid på 1.lærerens opfodring flyttet til Södertälje kommunala Flickskola, som hans døtre frekventerede.
Så kørte også jeg dagligt med tog, og jeg erindrer, at jeg tog toget kl. 7.10 hver morgen. Jeg blev meget vel modtaget på pigeskolen, og fik mange veninder, som inviterede mig hjem til sig. Da mange af pigerne kom fra Södertäljes omegn betød det, at jeg overnattede i deres hjem.
 |
| Södertälje Flickskola |
Tiden i Sverige erindrer jeg som en meget god tid. Der var en frihed på alle led, og selv om min bror og jeg var alene i mange af døgnets timer, var det mest dramatiske, der skete, at han, da han skulle hugge brænde til at fyre op i komfuret med, kom til at hugge sig i fingeren. Det turde vi ikke sige til vore forældre, så jeg forbandt den, det bedste jeg havde lært, og håbede på, at fingeren vil hele uden me ́n. Da vore forældre i sagens natur var meget trætte, når de kom hjem, opdagede de intet, og jeg var heldig at fingeren helede.
Da budskabet om Danmarks befrielse kom, blev der hejst flag på min skole og elever og lærere kom hen til mig og gratulerede mig med befrielsen.
Selvfølgelig var også jeg glad, men det var en ikke udelt glæde. Jeg vidste, at jeg snart skulle forlade Sverige. Jeg var så velintegreret, og havde end og fået en svensk skolehue, som jeg var uendelig stolt over. Hvorfra jeg fik den, husker jeg ikke. Den var ikke ny, med den sad som klistret fast på mit hoved.
Det blev en rørende afsked med skolen. Jeg fik gaver af eleverne og lærerne og mange smukke ord i min poesibog. Det blev i det hele taget en svær afsked med Sverige.
Mine forældre, som ikke vidste, hvad de vendte hjem til, aftalte med det svenske ægtepar, som min ældre broder boede hos, at han, som nu gik i gymnasiet, skulle forblive hos dem. Dette var jeg meget ked af, og hvis nogen havde spurgt mig om jeg ville blive i Sverige sammen med ham, havde jeg utvivlsomt sagt ja. Så det var der ingen, der gjorde.
Da vi som nævnt tidligere ikke talte om disse ting, forblev afskeden med Sverige og min bror et stort savn for mig. Jeg forstod måske nok på et intellektuelt plan mine forældres beslutning, men aldrig på det følelsesmæssige.
 |
| Bildet tat lige inden Hanna forlader Sverige. Fotograferet uden for det sted, de boede. Hanna har en spadseredragt på, der var syet om af een af hennes fars habitter. Hun bærer din svenske skolehue. FOTO: Hanna Skop @ |
Da vi kom hjem fra Sverige fandt vi vor lejlighed mere eller mindre, som vi havde forladt den. Det blev nu tilladt for vore forældre at arbejde i Danmark, således at hverdagen mere eller mindre indfandt sig. Tanken om at udvandre til U.S.A. blev nu skrinlagt en gang for alle.
Der havde været flytninger nok i mine forældres liv. Ved hjemkomsten og overgang til det danske skolesystem blev jeg atter sat en klasse ned, fordi jeg i pigeskolen hade haft tysk som første fremmedsprog, medens man i Danmark havde engelsk.
Det var absolut ikke morsomt at gå i klasse med elever, der var indtil 2 år yngre, end jeg selv, og jeg oplevede for første og sidste gang i mit liv, at jeg ikke hørte til i klassen.
Med takk til forfatter
