HENRIK WERGELAND 
OG JØDERNE



17. mai 1914

Ifølge Norges grundlov av 17. mai 1814, var det jøderne forbudt at opholde sig her. Vi må dog ikke fortænke Eidsvoldsmændene i at de ga forbudet, da de under landets daværende forhold og den knappe tid de hadde til at sikre landets frihet og selvstændighet, hadde nok med sig selv, langt mindre med andre.

Men så indtraf det i 30 årene at en jøde ved navn Leja, uvidende om forbudet, kom til landet. Han blev arrestert og dømt til 28 dages vand og brød. Dette blev for meget for den unge ædle digter Henrik Wergeland, og han satte sig fore at dette forbud måtte ophæves. Han begyndte at kjæmpe for vor frihet. 

De som har læst, og vil læse Henrik Wergelands skrifter om «jøden», «jødinden» og Norges konstitution om stortingsforhandlingen av 9. september 1842, hvor hans forslag om at give jøderne adgang til riket, blev behandlet; vil kunne se at han kjæmpet for os jøder, som en hærfører, dog ikke med kanoner, zeppeliner og undervandsbåter med blodsutgydelse; men med sin pen og de ædle følelser som gjennomstrømmet hans årer. Med disse ædle våben har han bevæget Norges storting og det norske folk til at åpne sine porter. 

Men desværre oplevet han selv ikke at se seiren av sin mangeårige, tunge og uegennyttige kamp, da han døde i 1845, og grundlovsforandringen foregik først i 1852; men om Henrik Wergeland er død, bør dog hans minde leve hos os jøder i taknemmelig og kjærlig erindring. 

Utenlandske jøder hædret hans minde ved at reise et monument på hans grav; men vi som nyder frugten av hans seier, hvad skylder vi hans minde? Bør ikke også vi hædre hans minde? og hvorledes?

Henrik Wergeland bar i sin barm grundstenen for alle civilcerte folkeslags religioner og det er: Du skal elske din næste som dig selv; men han har dog ikke elsket noget så helt som sit fædreland, og derfor bør vi jøder også følge hans eksempel, og vise, om vi ere jøder i religion, hindrer det os ikke at være nordmænd i nation. 

Vi bør elske Norge som vort fædreland, istedet for det vi tabte. Vor handel og vandel bør hvile på retfærdighetens grund, imotsat fald heter det chilol hachem , (at bespotte Gud). Vi bør opdrage våre barn til nyttige og tro borgere og agte dets love.

Når vi kan nyte landets goder og glæder, bør vi også delta i landets sorger og ulykker. Vi bør også merke os, at vi er ansvarlige en for alle og alle for en, og at dette er rigtig ser vi ofte. 

Hvis en anden troesbekjender begår en feil eller en forbrydelse, berettes det at N. N i N. N. begik det og det uten angivelse av troesbekjendelse som en almindelig begivenhet; men er vedkommende er jøde, da kritiseres ikke bare gjerningsmanden, men alle jøder under et. 

Et eksempel: For en tid siden læste jeg i avisen at en søn av en skibsreder i Bergen blev arresteret for at han fungerte som tysk spion. Han gav tyskerne underretning om skibe som gik fra Bergen. Hvis vedkommende hadde været en jøde, hvad vilde da pressen si om jøderne og Henrik Wergeland?

I senere tid høres også antisemitiske røster. Om disse kommer fra nordmænd eller utlændinger eller om dette er av patriotisme er tvilsomt, kanske helst misundelse; og disse takker Gud, hvis en jøde begår en feil. Da får de vand på sin mølle. 

Derfor bør vi være dobbelt forsigtige i vor opførsel, og ikke gi stof til den antisemitiske propaganda; men ved vor moralske opførsel gjøre dem tilskamme. Da vil deres røst forstumme og Henrik Wergelands minde vil være hædret.

Leib Levin

17.mai 1914
Rjukan

Med takk til Irene Levin Berman for tilretteleggelse