Scene fra Jødefejden 1819, gengivet af tegneren Knud Gamborg i 1881. Folkemængden angribes af Den Kgl. Livgarde til hest foran de smadrede glasspejlsruder i brødrene Raphaels silke- og klædekræmmerbutik på Østergade.

JØDEFEJDEN 1819 - 1820

Jødefejden er betegnelsen for de antisemitiske optøjer, som fandt sted i København i 1819 og januar 1820.

Optøjerne var sandsynligvis direkte inspireret af de tyske antisemitiske optøjer i byerne Würzburg (3. august), Frankfurt am Main (10. august), Darmstadt (12. august), Hamburg (20. august), Heidelberg (23. august) og Karlsruhe (27. august) 1819. Der var i København allerede grobund for antisemitiske optøjer efter Jødefejden 1813, som stadig spirede.

Den 3. september hang et opslag på Børsen i København, skrevet med fordrejet hånd. Det indeholdt en opfordring "til alle gode og kristelige Borgere" om at samles for at fordrive jøderne, "denne Samfundets Pest", ud af byen. Desuden betegnedes Østergade (en del af det nuv. Strøget) som det sted, hvor de rige jøders butikker var, og disse burde først destrueres. Opslaget, som straks blev sendt til politidirektøren, justitsråd Otto Himmmelstrup Hvidberg, bekræftede rygter, som allerede i et par dage havde cirkuleret om, at der ville ske optøjer mod jøderne, og at det snarest ville ske. Justitsminister Frederik Julius Kaas sendte følgende brev til politidirektøren:

"Ligesom jeg har modtaget Underretning om, at der skal være talt om, at man iaften vil insultere de Jøder, som promenere i Rosenborg Have, og at man ligeledes vil samle sig udenfor Raphaels Hus paa Østergarde, formodentlig for at ængstige Beboerne, saaledes modtager jeg nu en Skrivelse fra Hs. Maj. Kongen, hvori han behager at underrette mig om, at de samme Rygter ere komne ham for Øre, og han anbefaler mig derfor at henvende Politiets Opmærksomhed paa disse tvende Steder. 

Derhos befaler Hs. Majestæt Opmærksomhed fra Politiets Side med Alt, hvad der i denne Tid udgives i Trykken, at man forekommer, at Intet i offentlige Blade, i noget Skrift, som underkastes Censur, eller i Viser trykkes, som kan enten være til Fornærmelse for Jøderne eller forøge den Stemning, som man søger tilveiebragt mod dem. Det Samme maa ogsaa gjælde alle Karrikaturstykker, stukne i Kobber, malede eller tegnede, som kunde frembydes til Salg eller til Skue.

Jeg maa da meget bede Ds. Vlbhed at holde et vaagent Øie med Rosenborg Have og med Østergade, samt at De ville i eget og mit Navn anmode Assessor Danchell om at være særdeles opmærksom paa Alt, hvad der foreligges ham til Bedømmelse af trykte Sager. Det er meget magtpaaliggende at forekomme nogetsomhelst Optrin her i Byen, da jeg har megen Grund til at tro, at Udlændinge søge, om mulig, i Øieblikket at fremvirke lignende Optrin som de i Hamborg, Frankfurt og andre Stæder. Kaas."

Hedegaarden, 4. september 1819. 

4. september

Det uheldige var, at politidirektør Hvidberg langt fra var opgaven voksen. Han var en nogenlunde anset jurist, men som praktisk ordenshåndhæver manglede han alle forudsætninger. Hvidberg anså ikke selv sandsynligheden for optøjer nærliggende, men lod dog, foruden de sædvanlige politipatruljer, nogle civilt klædte betjente patruljere på de to nævnte steder efter mørkets frembrud.

Der skete intet i Rosenborg Have, men på Østergade begyndte en folkemængde at samle sig foran brødrene Raphaels silke- og klædekræmmerbutik. Mængden bestod af "Sjovere, Læredrenge, Matroser osv., men blandt hvilke der ogsaa saaes nogle velklædte Personer". Disse begyndte, under det antisemitiske råb "Hep! Hep!" at kaste sten mod ruderne af butikken. Butikken var en af de få moderne indrettede, med store spejlglasruder ud til gaden med firmaets navn malet i forgyldte bogstaver, og udgjorde derfor et let mål. 

Desuden angreb mængden også galanterihaver Jacobsens butik på Østergade. Forgæves søgte politimesteren og hans adjudant, vægterløjtnant Boelmann, der nu havde indfundet sig med en anseelig styrke, at skaffe orden tilveje; folkemængden blev bestandig større, den trykkede politibetjentene imellem sig, og nogle af dem blev pryglede. 

Nu begav politidirektøren og Boelmann sig til Hovedvagten på Kongens Nytorv for at rekvirere militær assistance. Men vagtchefen mente ikke at kunne afse mere end et lille antal af sit mandskab, fordi han måtte sikre hovedvagten mod et angreb, og de således afgivne 6 til 8 mand under en underofficers kommando gjorde heller ikke meget nytte. Efter at have bevæget styrken tilbage til Østergade blev den truet til at flygte tilbage mod Kongens Nytorv med folkemængden i hælene. Her blev Hovedvagten belejret af mængden.

Hvidberg så sig nu nødsaget til at sende bud til kommandanten på Kastellet om husarer til at rydde gaden. I mellemtiden hærgede mængden og fik slået flere ruder ind på butikker med jødiske ejere. I det samme indtraf pladsmajoren, kammerherre oberst Stadfeldt, som udvirkede, at der kom assistance fra hovedvagten. Denne gang 20 til 30 mand stærk, der nu i forbindelse med en kommando husarer, der førtes af en officer, ryddede gaden og Kongens Nytorv. 

Soldaterne slog med den flade side af deres sabler, og enkelte af folkemængden blev arresteret af politiet. Folkemængden blev derpå spredt, og omkring kl. 23 var alt roligt. Militæret stod vagt i Østergade til kl. 2 hvorefter det dimitteredes.

En gammel mand reddes fra folkemængden

af soldaterne. Tegning fra 1881 af 

Knud Gamborg, stukket af H.P. Hansen

5. september

Den næste morgen fandtes der på flere steder opslag, som opfordrede befolkningen til at samles for at drive jøderne ud af byen. I disse opslag blev et hvidt bånd om hatten angivet som sammensværgelsestegnet. Dette blev meddelt i en skrivelse fra justitsminister Kaas til Hvidberg, hvor i han omtalte, at kongen havde fået en meddelelse om, at 700 mand havde forenet sig til det øjemed at fordrive jøderne, og at der måtte holdes øje med et par navngivne personer, der ansåes som lederne. Hvidberg opslog en plakat, der advarede mod at deltage i optøjerne og truede med "Lovens Strenghed", hvis denne advarsel ikke blev efterlevet. Samtidig beordredes forskellige dele af Københavns garnison og navnlig en deling af Den Kongelige Livgarde til hest at holde sig parat til at rykke ud, når det gjordes nødvendigt.

Hverken den anførte bekendtgørelse eller de trufne foranstaltninger gjorde imidlertid den tilsigtede virkning. Det var søndag, og en stor mængde mennesker var på benene, der ved de cirkulerende rygter om optøjernes fornyelse flokkedes på de steder, hvor det kunne ventes, at det ville gå løs. Kl. 21 begyndte de samme scener på Østergade som den foregående aften med hujen, skrålen og rudeindslagning hos Raphael, Jacobsen og flere andre steder. 

Det første indgreb af politiet alene var virkningsløst, og militæret måtte igen indkaldes og folkemængden spredt. I Læderstræde, i Hyskenstræde, Vimmelskaftet, Købmagergade, ved Slotholmskanalen, på Gammeltorv, i Gothersgade og flere andre steder blev ruderne slået ind hos jødiske familier. På et par steder trængte nogle personer ind hos pantelånere og søgte med vold at få deres pantsatte genstande tilbage. 

I Læderstræde blev en gammel jødisk mand, der ville gå hjem til sin bopæl, slået til jorden og trampet på, indtil det lykkedes militæret at befri ham fra voldsmændene. Hos vekselerer Erfeldt på hjørnet af Slippen og Gothersgade gik især voldsomt til. Her sønderslog pøbelen først skodderne og vinduerne, brød gadedøren op og trængte ind i Erfeldts bopæl under råbet "at de vilde have fat paa Jøden", og at "de vilde have deres Penge". 

I hjemmet befandt sig kun hans ikke-jødiske tjenestefolk, da han selv havde fået mulighed for at slippe bort. I stedet røvede hærværksfolkene alle værdigenstande og smadrede resten af indboet. På dette sted gjorde, efter det senere retsopgørs fortegnelse, en slagtersvend Johan Conrad Schiller sig især bemærket ved sin voldsomhed og opførte sig i det hele taget som en anfører af denne flok. Dagen efter blev han anholdt, da han var blevet genkendt aftenen før, og han fandtes at være i besiddelse af Erfeldts kanariefugl. Han blev efterfølgende dømt til 2 års fængsel og tvangsarbejde i Rasphuset.

6. september

Urolighederne havde fået udseende af en revolte, og regeringen indså nødvendigheden af, at der optrådtes med alvor og energi, så bevægelsen ikke skulle få et omfang, hvis følger ikke kunne overskues. Kongen udsendte derfor en plakat af 6. september, der forbød forsamlinger på mere end 2 eller 3 personer, og bekendtgjorde, at personer arresteret i forbindelse med optøjer ville blive dømt af en af kongen "anordnet Komission, som er bemyndiget til at kjende uden Appel" og dømme "med streng korporlig Straf, eller, efter Sagens Beskaffenhed, endog med Livsstraf (Dødstraf)".

Desuden blev der udlovet en dusør på 4000 rigsdaler for opdagelsen af de personer, der havde forfattet eller opslået de skrifter, hvori der opfordredes til voldsom adfærd, eller de folk der som hovedmænd havde anført folkemængden ved de foregående optøjer, samt en belønning efter omstændighederne, fra 200 til 1000 rigsdaler, for bevislig angivelse af nogen anden, der havde taget del i de foregående voldelige handlinger. 

Endvidere udstedtes der den 6. september en parolbefaling, hvori Københavns kommandant, general Georg Ludvig von der Schulenburg, bemyndigedes til at træffe de fornødne foranstaltninger til ordenens opretholdelse ved at udsende patruljer eller hele kommandoer, lade urostiftere pågribe og arrestere samt, hvis disse skulle sætte sig til modværge, "lade dem nedstøde eller nedskyde". 

Militæret blev således fra kl. 20 om aftenen holdt i fuldt beredskab, og desuden kunne frifolkene som havde bolig i forstæderne og omegnen indkaldes med kort varsel. På hovedvagten forstærkedes bemandingen til 200 mand infanteri. Desuden blev Borgervæbningen fordelt på gader og torve og kunne derfra udsende patruljer. 2.husareskadron holdt opsadlet fra kl. 20, klar til udrykning. Alle de udsendte militære var bevæbnet med skarpladte geværer.

Endelig blev der samme dag udfærdiget et kongeligt kommissorium til justitiarius i Københavns Søret, justitsråd Andreas Aagesen, hof- og stadsretsassessor Hans Jacob Koefoed og overauditør, byfoged i Nexø F.E.W. Knudsen til uopholdelig at sammentræde for at undersøge de urolige optrin, der var foregåede og fremdeles måtte foregå, samt at straffe enhver skyldig uden hensyn til vedkommendes navn og rang.

Trods alle disse foranstaltninger fornyedes tumulterne den 6. september, og de begyndte endda tidligere på eftermiddagen end de forrige dage. Atter drog store skarer igennem gaderne og slog ruderne ind hos en stor mængde jødiske familier, men også hos mange ikke-jøder. Politiet samledes først kl. 20.30 for at imødegå uromagerne. Desuden var koordinationen mellem militær og politi yderst mangelfuld, hvilket besværliggjorde operationen beydeligt. Flere steder blev allerede arresterede uromagere med magt befriet af deres venner. 

Også hos borgervæbningen var indsatsen mangelfuld, der var endog rapporter om at visse patruljer sluttede sig til uromagerne og deltog i hærværket, således på Store Købmagergade og i Ulkegade (Holmensgade), hvor ruderne hos en del kendte prostituerede blev slået ind, da en patrulje af borgervæbningen marcherede igennem gaden. På Kultorvet kom det endda til en kamp mellem borgervæbningen og politiet, da politiet ville stoppe en del af borgervæbningen, som var gået ned i en værtshuskælder for at drikke. I de efterfølgende undersøgelser blev politiets indgriben på Kultorvet misbilligende påtalt.

Mest effektive var de militære, især kavaleriet, der kommanderedes af ritmester Sperling og premierløjtnant Funck. Overalt, hvor rytteriet viste sig, opløstes mængden uden kamp. Kun én gang prøvede hoben at sætte sig til modværge, det skete i Læderstræde, men da de opdagede at militæret angreb med blanke sabler, dvs den skarpe kant, flygtede de panisk.

7. september

De følgende dage skete der også overfald ved højlys dag. Således den 8. september hvor en person ved navn Jelstrup tilsyneladende uden grund begyndte at slå på en ældre jødisk mand. Voldsmanden blev anholdt af 3 civile personer, men pludselig samledes en folkemængde og befriede Jelstrup. De 3 mænd måtte flygte ind i Salomons Apotek på Østergade, hvorfra de først slap ud, da det tilkaldte politi ankom til stedet. 

Ligeledes blev den omtalte vekselerer Erfeldt hårdt medtaget. Han blev angrebet på gaden, men flygtede til Hovedvagten, som til gengæld blev belejret af en folkemasse. Da disse vedholdt belejringen, valgte Erfeldt at flygte ud af en bagdør, med 2 soldater som eskorte, men i Gothersgade blev han angrebet. Det lykkedes ham at flygte til Kongens Nytorv, hvor han fik fat i en hyrevogn til at køre ham på hospitalet. 

Men folkemængden vedblev forfølgelsen, og først da Erfeldt trak en pistol, som ikke var ladt, kunne han komme af sted. Ved hospitalet blev han igen angrebet og kun reddet fra folkemængden ved hospitalsfolkenes hjælp. Under resten af urolighederne boede han på Kastellet, hvor militæret lånte ham en bolig.

Om aftenen den 7. september fortsatte urolighederne. Endog med fornyet kraft. Størstedelen af ruderne i husene på Østergade og en lang række andre gader blev slået ind. På grund af de mange byggeprojekter i perioden var der masser af projektiler i form af murbrokker, tagsten og lignende til stede i gaderne. En ung pige, som havde nærmet sig for tæt på et vindue, blev ramt af en sten i panden og med et dybt blødende sår i panden måtte hun indlægges og blev ikke udskrevet før lang tid, efter at optøjerne var ophørt.

Men samtidig udfoldede politi og militær også en større virksomhed denne aften, over 30 personer blev arresteret, deriblandt en skriver Paarup, som havde optrådt som en slags leder for en af hærværksgrupperne. Mængden forsøgte bl.a. at angribe handelshuset Meyer & Trier ved Slotsholms Kanal, men det posterede militær og politi forhindrede dem i at udøve noget hærværk der.

Urolighederne aftager

Da optøjerne fortsatte indførte politiet udgangsforbud om aftenen den 8. september. Desuden begyndte man at mærke en tiltagende svækkelse i optøjerne. Selv om der stadig fandt optøjer sted, også de følgende aftener frem til 12. september, havde politi og militær lettere ved at drive mængden bort, og der blev ikke noteret nævneværdig modstand. Desuden var virkningerne af den nedkaldte kommission, som med stor hast dømte de arresterede begyndt at mærkes. Derudover blev udstedt cirkulærer til oldermændene og formændene for de vigtigste håndværkerlaug. Disse blev gjort ansvarlige for eventuelle medlemmers deltagelse i optøjerne.

Nætterne mellem 12. september til 14. september kunne stadig udvise sporadiske eksempler, men i det store hele havde roen igen sænket sig over byen. Alligevel vedblev der at gå rygter om fornyelse af optøjerne og den antisemitiske tone, som havde foranlediget dem, var stadig fremherskende. Foruden denne syntes også en generel oprørsånd at være tilstede. 

Ligesom antisemitismen var denne sandsynligvis tyskinspireret. Således udkom 14. september en anonym (og derfor ulovlig) skrivelse, der opfordrede til, at Frederik 6. indførte et parlament. Med trykkestedsangivelsen "Germania" og brugen af "ä" i stedet for "æ" tydede det på en tysksproget oprindelse. Først i december samme år fandt man frem til, at det sandsynligvis var skribenten Blok Tøxen og en Iver Beck, som var forfatterne til dette skrift. Der var dog intet, der kunne sætte dem i forbindelse med hverken skriftet eller optøjerne, så sagen blev henlagt.

Mange andre anonyme smædeskrifter florerede i tiden for optøjerne, og de var særdeles hadske. Selv den enevældige konge blev angrebet, han blev således betegnet "Jødekongen" og justitsminister Kaas "en Erkeskurk", Alle disse opslag var håndskrevne og fandtes som regel opslåede tidligt om morgenen på et gadehjørne eller et hus. Men i langt de fleste tilfælde eksisterede de kun i en enkelt afskrift, og det er således ikke sandsynligt, at de var en del af et større komplot. De var snarere et udtryk for, at enkelte personer udnyttede situationen til at komme frem med ytringer, som man førhen måtte holde skjult.

Der vedblev at gå rygter om, at tumulterne skulle genoptages, men først den 28. september, som var Dronning Marie Sophie Frederikkes fødselsdag, kom disse til udtryk. Regeringen havde dog frygtet, at dette ville ske, da der i forbindelse med festligholdelsen naturligt ville sammenstimle folkemasser, og militæret var udposteret. Folkemængden samledes på Kongens Nytorv og bevægede sig til Meyer & Triers Handelshus ved Slotsholms Kanal. På grund af dårlig ledelse i politiet nåede folkemængden at slå 43 ruder ind og give en portner prygl, før politiet greb ind.

Januar 1820

På grund af politidirektør Hvidbergs mangelfulde optræden blev han afskediget 1. januar 1820. Det skete dog i nåde og med fuld pension.

Efter denne aften stilnede uroen igen af, og der gik mange måneder, før de pludselig flammede op. Årsagen var, at det den 28. januar 1820 var kongens fødselsdag. Og igen var man klar over, at den sammenstimlede folkemasse ville forøge risikoen for optøjer. Men den nye politidirektør, etatsråd Andreas Christian Kierulff, viste sig anderledes handlekraftig end sin forgænger, og han udfærdigede en effektiv plan til at imødegå optøjerne. 

Politistyrken blev inddelt i forskellige grupper, hver med sin anfører, og den blev desuden forøget med en del håndfaste af Holmens matroser, der blev iført politiuniformer og ligesom de øvrige forsynede med bambusstokke, der i et antal af 200 af en dertil afsendt betjent i stilhed var blevet indkøbt i Hamborg. Militærets vagter, især husarerne, blev forstærket med ekstra delinger og stod klar til udrykning. 

Ganske rigtigt samledes en mængde om aftenen på Kongens Nytorv, og den prøvede at trænge ned ad Østergade. Men her blev deltagerne mødt frontalt af opstillet politi, der straks løb ind på dem og tildelte dem slag med bambusstokkene. I det samme angreb andre politidelinger fra sidegaderne, og mængden opløste sig i panisk flugt. Uromagerne prøvede at samle sig flere steder i byen, især prøvede en flok at gentage angrebet på Meyer & Triers handelshus, men overalt var politiet og kaveleriet over dem, og især bambusstokkene gjorde deres virkning. Allerede kl. 22 kunne Kjærulff meddele justitsministeren, at alt var roligt.

Dette var bortset fra et enkelt spædt forsøg om aftenen d. 30 september de sidste optøjer, som skete i forbindelse med jødefejden.

Det er ikke oplyst, hvem der var de egentlige ledere af optøjerne, eller om der overhovedet var sådanne. Nogen egentlig plan synes i hvert tilfælde ikke at have eksisteret. De officielle dokumenter indeholder antydninger, der går ud på, at tumulterne skulle være anstiftede af indvandrede tyskere, men det var åbenbart et af de tomme rygter, som cirkulerede. 

I en skrivelse fra justistministeren til Hvidberg den 7. september betegnes en høj person med sort hår og kraftige, korte bakkenbarter, iført en mørkeblå dragt, som en af de vigtigste ledere, men han blev aldrig pågrebet, og man fik aldrig identificeret ham. Utvivlsomt fandtes der ikke få blandt hoben, der hørte til de såkaldte dannede klasser, og at disse i de fleste tilfælde var forklædte som matroser, men da ingen af dem befandt sig mellem de personer, der blev arresterede, har de tilsyneladende vidst at forsvinde i rette tid.

På grund af kommissionen faldt dommene hurtigt i månederne efterfølgende urolighederne. Dommene faldt 1820 og var følgende: 

13. september: 4 personer dømt til 4-1 års tvangsarbejde. 

27. september: 28 personer. De fleste straffe på mellem 30-5 dages fængsel, en enkelt idømt 8 måneders strafarbejde. 

5. oktober: 2 personer dømt til hhv 1 og 2 års strafarbejde. 

5. november: 1 person dømt til 10 dages fængsel. 

At der ikke blev dømt flere personer, skyldes sandsynligvis politiets ineffektive indgriben i den første og voldsomste del af urolighederne. Rundt omkring i købstæderne i Danmark skete der især i september 1819 efterligninger af optøjerne i København. Men disse var ikke at sammenligne med hændelserne i København, og naturligt nok var langt færre personer involveret, og for det meste skete de kun en enkelt gang. Værst gik det ud over Odense og Helsingør.

Kilde: Wikipedia

Published by Scandinavian Jewish Forum

Pennefejden. Tegning af C.W. Eckersberg.
Karikatur på den forbitrede litterære strid
i årene 1813-19

J Ø D E F E J D E N   1 8 1 3

Jødefejden 1813 eller den litterære jødefejde er betegnelsen for den strid der førtes i 1813-1814 mellem antisemitter og deres modstandere. Denne strid blev til forskel fra  Jødefejden 1819-1820 først og fremmest ført på skrift.

De danske jøder havde i løbet af 1790'erne og 1810'erne fået bedre muligheder for at deltage i det danske samfund. Særligt ved en stor forbedring af deres uddannelsesmuligheder og desuden muligheden for at ernære sig som håndværkere foruden det traditionelle handelsfag. 

Kombineret med den danske statsbankerot i 1813 og den generelle nederlagsfølelse som følge af Danmarks fejlslagne politik i Napoleonskrigene voksede en betydelig bølge af antisemtisme frem i visse grupper af befolkningen.

Antisemitiske pamfletter, især oversatte pamfletter fra Tyskland, som oplevede en bølge af antisemitisme i samme periode, var meget populære. Den danske digter Thomas Thaarup oversatte et af de mest populære tyske skrifter, preusseren Friedrich Buchholz' Moses og Jesus (1803). 

Dette skrift, som under skin af at ville omvende jøderne til kristendommen, fremkommer med en mængde beskyldninger mod dem, ofte med citater fra jødiske religiøse værker taget ud af enhver sammenhæng. Selv om skriftet i sig selv var slemt nok, skrev Thaarup en fortale på 62 sider med endnu værre fornærmelser og løgne mod jøderne. Han hævdede at jøderne på grund af deres ikke-kristne religion var fritaget for opfyldelsen af moralske og borgerlige pligter mod deres danske landsmænd.

Grosserer Gottleb Euchel skrev et modskrift Til evig Fred (1813) som påviste at Thaarup gentog argumenter fra ældre antisemtiske skrifter, som allerede var modbevist. Han opfordrede endvidere Thaarup til at anvise bare et enkelt sted i jødernes lovbog, som tillader at udøve vold mod kristne eller at begå mened mod dem.

Jurist og etatsråd Johan Hendrich Bærens talte også mod Thaarup i en artikel i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn og med et selvstændigt skrift Tillæg til Moses og Jesus (1813), hvori han påviser, at de københavnske jøder har opfyldt deres moralske og borgerlige pligter ligeså godt som enhver kristen, og at de endda, sammenlignet med de ulige forhold de har levet under, har opvist en imponerende forbedring af generel uddannelse i løbet af de foregående ti år. Derudover opregner han en lang række fremtrædende skikkelser af jødisk herkomst i det danske samfund.

Thaarup svarede igen i skriftet Aftvunget Svar. I det indledte han med at fremhæve, at det absolut ikke er hans mening at lægge jøderne for had, for derefter at gentage beskyldningerne fra sit første skrift.

Flere andre udgiver skrifter til forsvar for jøderne, deriblandt Jens Baggesen med skriftet Om Jøderne og Johan Werfel, som oprettede ugeskriftet Nordlyset udelukkende skrevet med det formål at gendrive Thaarup. 

Også Jens Krag Høst trådte op imod Thaarups beskyldninger. Han udgav en dansk oversættelse af det oprindelige tyske modskrift mod Buchholz skrevet af August Ferdinand Lueder kaldet Om Jødernes Forædling ved Regeringen (1813). Jens Kragh Høst skrev desuden et tillæg til bogen, som gennemgik de forrige 25 års økonomi i Danmark og gendrev den ofte fremførte påstand om, at det var jøderne, der var skyld i Danmarks dårlige økonomi. Etatsråd Mendel Levin Nathanson skrev anonymt.

Digteren Steen Steensen Blicher skrev Bør Jøderne taales i Staten? (1813), som ubetinget var et ja til titlens spørgsmål.

Men trods den massive modstand mod Thaarup var fejden langtfra ovre. En bølge af pamfletter, artikler og pjecer mod jøderne var følgen af hans optræden. Blandt deres forfattere var de eneste forholdsvis fremtrædende personer vicedekan Otto Horrebow som i 1813 startede tidsskriftet Jødernes Krønike, der igennem 13 numre talte for, at jøderne burde tvangskristnes da de ellers ville "desorganisere" staten og Thomas Christopher Bruun der udgav en pamflet Ikke om Jøderne, men deres Gienlöser, Justitsraaden, som var rettet mod Jens Baggesens indlæg i sagen og var fyldt med personlige æreskrænkelser.

Resten af de talløse antisemitiske skrifter viser ved deres sprog og argumenter, at de først og fremmest var skrevet af en kun nødtørftig uddannet samfundsklasse; det var da også fortrinsvis blandt fattigere arbejdere, at antisemitismen viste sig.

Den litterære fejde fortsatte endnu nogle år og blev endda forstærket, da Thaarup i 1816 udsendte en oversættelse af det tyske antisemitiske teaterstykke Unser Verkehr (Vor Haandtering). Stykket blev opført på et københavnsk privatteater under stormende bifald.

Den almindelige stemning, som denne antisemitiske bølge fremkaldte, udmøntede sig ikke sjældent voldeligt. Mange jøder turde i denne periode ikke vise sig offentlig på gaderne af frygt for at blive forhånet eller udskældt af sammenstimlede personer. Der er eksempler på, at jøder blev overfaldet og pryglet. En sådan episode foregik i Frederiksberg Have, hvor en gammel mand blev så forslået af et par "trøjeklædte personer" (dvs folk af den arbejdende klasse), at han i kritisk tilstand blev bragt på hospitalet.

Som følge af denne fejde blev det fra regeringens side nødvendigt at fastsætte jødernes stilling i staten. Den enevældige Frederik 6. kunne på ingen måde tilslutte sig de antisemitiske angreb, og 29. marts 1814 udkom en forordning som indeholdt nærmere bestemmelser om jødernes medborgerlige stilling i staten og ordnede deres kommunale forhold og bestyrelse.

Meget af indholdet var tidligere udarbejdet af de københavnske jøders repræsentantskab, men det kan ikke udelukkes, at fejden har været medvirkende årsag til at det meste blev medtaget i forordningen. Således fik jøderne lov til at ernære sig i de fleste erhverv, foruden at den mosaiske trosretningsstyrelse blev autoriseret og bestemt ved kongeligt bud.

Fra officielt hold var et stort skridt taget til jødernes fulde optagelse i det danske samfund. Men de antisemitiske strømninger var stadig udbredte især i den københavnske underklasse. Dette kulminerede i optøjerne, som kaldes Jødefejden 1819-1820.

Kilde: Wikipedia

GESKEL SALOMAN

Geskel Saloman (1 April 1821 in Tönder – July 5, 1902 in Båstad) was a Danish–Swedish portrait and genre painter, brother of Siegfried Saloman and chief medical officer for the Danish army Nota Saloman. Soloman was one of the Bedrich Smetana's closest friends and the one who painted in 1837 one of the three existing portraits of the founder of the Czech national music when he was only 34 years old.

Geskel Saloman (née Solomon) was the son of merchant Isak Soloman, who later became cantor of the Jewish community in Copenhagen (1782–1848), and Veilchen Geskel (1787–1836). When his parents moved to Copenhagen, he entered the Royal Swedish Academy of Arts, where he won the 1846 small silver medal. He was a pupil of Johan Ludwig Lund and has exhibited since 1843, among them the painter Conrad Christian Böhndel portrait and Thomas Overskou portrait for which he won the Neuhausenske Præmier in 1848.

«Emigration» (1872)

A short stay in Gothenburg led to him to become a resident in Sweden from 1850, where he received citizenship. In Gothenburg he enjoyed great reputation as a portrait painter, but also did some genre paintings which he partially exhibited in Copenhagen. He was also a character interested in giving drawing lessons, being offered a position as teacher in 1871 at the Göteborgs Musei Rit och Målarskola, now Konsthögskolan Valand; becoming a member of the Art Academy in Stockholm from 1874. There, he became professor at the academy and the royal portrait painter.

After resigning from the Academy, he became a highly sought portrait painter in Sweden, but performed ever greater tasks, partly in genre pictures and later in historical compositions, or rather what we call "the historical genre", preserving even in his old age his freshness in painting. One of his earlier works, En Væverske med sit Barn, exhibited in Copenhagen in 1858, was given the honorable mention at the Salon de Paris, where he studied under the guidance of Thomas Couture between the years 1854-1855. From 1860 to 1863 he lived in the city of Algiers.

Another older picture, news from the News from the Crimean War (1855), belongs to the Museum in Gothenburg, while A Young Girl With A Letter (1872) belongs to the National Museum in Stockholm. In decorative terms a very powerful image, though not weighty enough for content prize, The Home-Coming of the Victor (1881), was bestowed upon King Oscar II of Sweden for his silver wedding anniversary.

His latest work is the Gustav Vasa and Dalkarlene (1886) and Marsk Stigs Daughters (1893), which belongs to the National Museum in Stockholm, and finally Ahasuerus and the Angel of Death, exhibited 1896. Saloman was in 1855 married to Ida Jacobson (1828–1863) from Gothenburg, daughter of banker Morris Jacobson (1800–1870). He also appeared as a writer, especially in studies of Venus de Milo.

Works

A Game of L'Hombre (1845)

The First Violin Lesson (1846)

The First-Born (1852)

The Weaver Woman (1856)

The Emigrants (1858)

News from the Crimean War (1855)

The Chicken Sacrifice (1862)

A Young Girl with a Letter (1872)

The Home-Coming of the Victor (1881)

Gustavus Vasa and the Dalecarlians (1886)

Marsk Stigs Daughters (1893)

Ahasuerus and the Angel of Death (1896)

The Blessing of the Sabbath Lights (1900)

Published by Scandinavian Jewish Forum

OTTO SOLOMON

Otto Salomon was born at Gothenburg November 1st 1849 of Jewish parents. His early education was received in preparatory schools whence he proceeded for a few years to the Real Gymnasium in Gothenburg.

After passing the Student examination in 1868 he entered the Technical Institute in Stockholm but left in the following term to help his uncle August Abrahamson recently left a widower in the management of his estate at Naas, about 20 miles from Gothenburg In order to quality himself for these duties he attended the Agricultural Institute at Ultuna, in South Sweden in 1870-71.

His duties at Nääs did not take up all his time for he spent two or three hours a day in helping the parish schoolmaster who however was not pleased with “the spy which the school committee had sent him” He also started an evening school for farm servants and, in conjunction with a young lady helper, a Sunday school for a hundred children of the parish. In 1878 he was married to Ellen Wahren, the daughter of a woolen manufacturer at Norrkoping.

The Sloyd movement in Sweden had begun in the late sixties and early seventies. It was at first of economical rather than educational significant i.e it was a movement for home industries, which it was soon seen, must begin in the school if it was to have any lasting effect. Sloyd schools were started in different neighborhoods by private individuals, some of them close at hand in the lan or province of Alfsborg where Count Sparre, the chief of the province, had formed a Sloyd Union. 

Struck by the new movement, Herr Abrahamson, in February 1872, opened a work-school for boys at Naas, and two years later a similar one for girls, with his nephew for director. Special importance was attached to modern subjects, like mathematics drawing, and physiography; and seven hours out of ten were given to some kind of Sloyd – wood sloyd, turnery, chip carving or saddlery – the corresponding subjects for girls being weaving, sewing, and cookery. In 1886 a mixed school took the place of the two schools, but in 1888 the work of training teachers was growing so fast that the school had to be dropped altogether.

In 1874 Herr Salomon became Inspector of Sloyd Schools for the middle district of Alfsborg lan, a post which he still retains.

To meet the demand for Sloyd teachers, the Director in 1874 opened a training department in connection with his school, this being the first attempt of the kind. His earlier work in this direction must be discriminated from his later. The earlier was an attempt to turn intelligent artisans into schoolmasters; whereas he now seeks his Sloyd teachers, for the most part, from the ranks of the ordinary teachers. 

The plan for this 1874 attempt is to be found in the proceedings for that year of the Landtbruks Akademie, in Stockholm, in the paper entitled “Something about Sloyd and Sloyd Teaching”. The course was to last one year, and to embrace, besides Sloyd, mathematics natural science, the mother tongue, drawing and pedagogy. There were four students the first year. “The snowflake was the mother of the avalanche”

To make home industries general, it was necessary to appeal to the Folk Schools for help. And this by degrees gave another face to the whole movement. Whether school authorities were for Sloyd or against, both sides agreed that a purely economic movement could not claim the help of the school. If Sloyd, they said, was to find a place in an institution for general education, it could do so only as a means of promoting that general education. 

The question now began to be looked upon from an educational rather than an economical point of view. This appears in the 1874 article, but still more forcibly in a further article in 1876 entitled Sloyd Schools and Folk Schools.” 

But how it should serve educational aims was not so clear yet. One can see from this article that the chief aim in Sloyd teaching was to teach “the children of working men to love bodily labor”, and also to give them the capacity to use the hands on which their living would depend.

Salomon’s journey to Finland in the summer of 1877 was of the highest significance for him. His conversation with Cygnaeus whom he met for the first time and the lively interchange of letters afterwards, gave him a firm grip of these two leading ideas.” 

The Folk School, the foundation of all after learning, and “Sloyd a means of formal as opposed to material, education.” But he was no satisfied with the way in which these principles were worked out in Finland where Sloyd had not advanced much beyond the home industries stage and meant working at the rudiments of trade with no particular method. So he set to work on his return to supply the deficiency. One thing was already quite clear. 

The teacher only could make Sloyd educationally useful and so he strove henceforth to make the Sloyd school and the Folk School one. From 1878 therefore he began to take ordinary teachers in 5-6 week holiday course in Sloyd, beginning first with teachers form his own län and carrying on the work of the Summary on the same plan which he had begun 14 years before. But in 1882 came a thorough change. 

The twelve month course ceased, and the short courses were opened first to all Sweden and then to teachers from abroad. At the same time too, all other forms of Sloyd were dropped in favor of the one that was found the most useful educationally vz Wood Sloyd. 

The concentration of attention upon this one allowed of a development of it for educational purposes which it can scarcely be said to have receive elsewhere. And there can be no doubt too that it is this concentration which has been a powerful help in securing the introduction of Sloyd into the 1600 elementary schools in which it is now taught in Sweden.

The principles of Herr Salomon are set forth in his “Sloyd as a means of Education (1884) in his Teacher’ handbook (1890) and in the present work. The most important of them are these six

1. The concretion on one form of Sloyd

2. The making of useful articles and not of articles of luxury nor yet of parts of argicles e.g joints

3. The teaching based on education principles and the work methodically arranged

4. Voluntary and individual teaching

5. Positions to be chosen suitable for physical development

6. Drawing and sloyd to be combined

Herr Salomon keeps himself in touch with all the best thought and practice on his own particular subject and is therefore a great traveler and correspondent. The titles of recent books, monographs and articles on education handwork are to be found recorded from time to time with much else, in his “Sloyd undervisnings blad” which has appeared regularly each month since 1885

Herr Salmons interest are wider than Sloyd. His lectures show his knowledge of educational literature. He is the editor and translator of a series of educational classics. He has for instance translated for his countrymen Locke’s “Thoughts on Education” and more than one work of Salzmann’s.

Nääs is a good Sloyd school, and much besides. It is the meeting place of leading teachers of all degrees and all nationalities for common work and for the interchange of ideas. Professors, inspectors, secondary and elementary teachers - these meet on common ground as brethren. It fulfills, more than any other institution that could easily be named the ideal we are aiming at in England in the Teachers’ Guild.

And this is due to the earnest cooperation for the last 30 years of three men each of whom in his own sphere has done his very best Herr Abrahamson has made a noble use of his wealth in founding the Seminary and providing for its continued existence as a kindly host too, he makes his interest and presence felt in all that concerns the common work and the common pleasure. 

His nephew provides the ideas and the direction whilst Alfred Johansson is mainly responsible for the teaching in bench work which occupies such a large part of the day. But the chief burden falls on Director Salomon. It is he who has to lecture three or four times a day in different languages who is responsible for the general oversight, he to whom the mingled brightness and seriousness of the place is due and who in his position as a prominent leader in the movement is filled with fear lest he may take some step that may be misconstrued and throw the movement back. 

It might be thought there was danger in this unvarying success but the danger is balanced by his self-criticizing temper, by his onward stirring mind and by his enthusiasm for the cause. “Rest and be thankful” is no motto of his. He says: “Of one thing I am quite sure. The same moment that I find myself unable to make a further advance to give my cause the benefit of new ideas I should thing it right at once to return and let another take my place.”

It is out of experiences so varied and so long continued as these that the Theory of Sloyd as set forth in the following pages has quietly grown. Practice and theory at Nääs go ever hand in hand.

(Adapted for a paper by Hjalmar Berg in the Svensk Lararetidning, 25th February, 1891)

Published by Scandinavian Jewish Forum

Abraham Baer (1834 - 1894)

A  PRAYER  FOR  MODERNITY

POLITICS AND CULTURE

IN THE WORLD OF 
ABRAHAM BAER 

Summary by Anders Hammarlund

My book A Prayer for Modernity (En bön för moderniteten : kultur och politik i Abraham Baers värld)  deals with the interaction between two reform movements in Europe during the 1800's – the Swedish and the Jewish. In 1857, a young Abraham Baer took the position as cantor of the newly founded synagogue in Gothenburg. 

Twenty years later, he produced one of the century’s most remarkable Swedish publications, a handbook of Jewish liturgical music, Baal t’fillah oder der practische Vorbeter. This work is considered a milestone in Jewish cultural history–it is the most ambitious documentation of European synagogical music that was undertaken during the 1800s.

Born and raised in the German-Polish borderland, Baer was greatly influenced by the stormy love-encounter between Jewish learning and modern science, a relationship whose offspring was named Kulturwissenschaft, nurtured in Berlin’s intellectual greenhouse. 

In Jewish Gothenburg, which became a virtual cultural suburb of Berlin, Abraham Baer met Swedish radicals who were striving to dismantle ståndssamhället – the strongly regulated, feudal segmented society–in order to replace it with a modern nation-state. Their faith in progress, education, and freedom was limitless. They wanted to embrace modernity, while still revering tradition.

But what is a nation, and what is the basis for belonging? What unites these liberated citizens in an emancipated society, where religion becomes solely private, and not a matter for the state? Can religious worship be rationalized? What makes society possible?

When Abraham Baer arrived in Gothenburg to start his appointment as cantor and shochet, he immediately became embroiled in the lively discussions about the modernization of synagogal worship. The board of the congregation was dominated by eager reformists, who took their models from contemporary striving in Berlin, Breslau and Hamburg. 

Some of them even advocated the abandonment of Hebrew as the liturgical language. Their musical concepts were strongly informed with the universal ideals of German art music. It was clear that they wanted a new and ”modern” music for the new synagogue, but the exact content and meaning of this ”modernism” was hard to define.

This aesthetic infighting in the congregation was accompanied by an increasing influx of immigrants from eastern Europe. These, who were often Yiddish-speakers with a traditional Jewish world view, felt estranged by the modernizing changes in music and worship. Abraham Baer seems to have taken the role of a mediator between these opposing factions in the congregation. 

”Contemporary art music certainly is wonderful and a beacon of progress; however, we should realize that we have a rich and specifically Jewish music as well, an oral tradition that we must not forget to cultivate in its own right” he tried to say. This is in a way the central message of his Baal t’fillah. 

Baer’s work with the publication was in an interesting way supported by some of Gothenburg’s non-Jewish intellectuals, like journalist and politician S. A. Hedlund, who was Sweden’s leading liberal molder of public opinion and editor-in-chief of Handelstidningen, the trend-setting Gothenburg daily of the period. 

Therefore, in order to analyze the cultural setting that produced the Baal t’fillah oder der practische Vobeter, I have painted a colorful fresco of Gothenburg’s 19th-century Jewish and non-Jewish lebenswelt. 

Meet rabbi Moritz Wolff, the accomplished Maimonides scholar; Prague-born Christian composer Joseph Czapek, organist of the synagogue; professor Karl Warburg, founder of modern Swedish literary studies and chairman of the Jewish congregation; journalist and indefatigable social networker Mauritz Rubenson; photographer, badchen and stand-up comedian Aron Jonason; and philanthropist and sloyd educator Otto Salomon. They were all deeply engaged in a prayer for modernity.

Abraham Baer was born in Wielen, Poland. He worked as a cantor and teacher in several communities throughout western Prussia before settling as a cantor at the Goteborg Synagogue in Sweden in 1857. 

During his tenure there, along with organist Joseph Czapek, he published Musik till sangerna vid Gudstjensten (1872), a two volume collection of hymns made up primarily of Salomon Sulzer’s liturgical compositions and arrangements. 

In 1877 Baer finished his most noted work, Baal Tfilla, a collection of over 1,500 melodies from the Polish, German and Sephardi rites. Baal Tfilla includes original compositions, as well as music borrowed from Salomon Sulzer, Louis Lewandowski and Samuel Naumburg, covering the liturgy of the entire Jewish calendar year.


For further reading, see link here.

Henriette Nissen Saloman (1819 - 1879)

HENRIETTE NISSEN-SALOMAN

En af de verldsbekanta konstnärinnorna inom sångens område, tillika berömd och långvarigt verksam lärarinna i sångens konst, fru Henriette Nissen-Saloman, har slutat sin bana. Hennes långvariga vistelse utomlands och de årtionden, som ligga emellan dödsdagen och hennes triumfer som en af Europas mest firade lyriska artister, ha icke ens hos den yngre svenska samtiden förtagit hennes namnkunnighet. 

Hon föddes i Göteborg den 12 mars 1821. Hennes fader var sin tids främste manufakturhandlare der i staden, och hela fädernehemmet var särdeles musikaliskt. Men lilla »Jetta» öfverglänste snart sina syskon i visan och vid pianot. 

Kantorn vid tyska kyrkan, Georg Günther, blef nu hennes lärare, och när August Bournonville gjort den unga flickans bekantskap och förenat sina yrkanden med lärarens, blef det bestämdt, att hon skulle bli sångerska »ex professo», ehuru detta länge varit familjen emot. 1839 fick hon således resa till Paris att sjunga för Garcia. 

August Bournonville 

Arbetet var allvarsamt och uthålligt, men kröntes med stor framgång, för henne tidigare vunnen i utlandet, än för Garcias senare anlända, med Henriette Nissen 1841-42 samtida elev Jenny Lind. 

Denna stora sångerska begynte först 1844 i Berlin raden af sina framgångar i utlandet. Redan året förut, i början af 1843, hade Henriette Nissen med stor framgång debuterat som Adalgisa i Norma, på italienska operan i Paris. 

I Elvira (Don Juan) skördade hon kort derefter en ordentlig triumf och erhöll nu ett tre-årigt engagement vid den nämnda operan, söm just då stod i sitt högsta for. I »Belisario», »Anna Boleyn», »Tancred» sjöng hon, i »Barberaren» utförde hon en gång utan repetition Rosinas parti, då ett hastigt sjukdomsfall hotat omintetgöra representationen. Nu var hon »en vogue» i Paris. 

Men hon skulle vidga kretsen för sitt rykte som sångerska och tillhörde ju redan antalet af de »divor», för hvilka hvarje stor scen står öppen, hvarje impressario bugar. 

Vintern 1845-46 sjöng hon på italienska operan i Petersburg, sjöng derefter i Genua, Mantua, Bologna, Livorno, Firenze, Roma m. fl. af Italiens städer, härunder varmt omfattad af ryska storfurstinnan Helena, som då höll hof nära Genua, med utmärkelse bemött af Rossini, med stormande bifall af publiken. 

Men Italien begynte blifva en föga angenäm vistelseort fram på våren 1848, och från Ferrara anträdde Henriette Nissen färden öfver Alperna. Det var då, hon i Milano blef bestulen på alla sina pre- tiosa. Till England for hon - och förtjente snart nya. 

Hade hon förut sjungit på svenska, franska och italienska, blef det nu att försöka på engelska. Hon anstäldes vid Conventgarden teatern i London och sjöng Norma och Lucie på engelska efter få veckors förberedelse. Efter en konsertresa i England kom hon derpå till Hamburg och sjöng från dervarande lyriska scen »Lucie» på tyska. Senare på sommaren 1848 konserterade hon i Sverige och Norge, följande höst och vinter i Leipzig. Derefter sjöng hon i Magdeburg, Hannover, Bremen och på Berlins stora opera, kort efter Jenny Lind, hvars konstreseperiod omfattar åren 1844-52. 

I Leipzig gjorde fröken Nissen bekantskap med danske tondiktaren Sigfrid Saloman, och detta inverkade på hennes lefnadsbana i dubbel måtto. Ty först blef hon den 10 sept. 1850 hans maka, i Göteborg, och dernäst afstod hon i och med det samma från scenen. 

Fröken Nissen har visserligen ännu några år uppträdt som konsertsångerska, i Ryssland, i Konstantinopel, i Paris m. fl. ställen, men hennes förnämsta verksamhet under det nu följande fjerdedelsseklet är sånglärarens. 

Sigfrid Saloman 

I Bruxelles, der hon 1853 vistades efter inbjudning af Fétis, erhöll hon anbud att, jämte Anton Rubinstein, inträda som lärare vid det musikkonservatorium, som skulle inrättas i Petersburg under storfurstinnan Helenas beskydd. I tjugu år var hon nu förtjenstfullt verksam som professor vid detta musikläroverk, och hen- nes elever ha lyst på många af Europas större scener. 

Efter en Göteborgstidning nämna vi följande bland dessa: Reschké, primadonna vid stora operan i Paris, m:me Raab vid k. operan i Petersburg, Marie Lido och Machwitz vid Her Majesty’s Theater i London, Lawrowska, Kamensky, Krutikof, Bitschurin, Fohström, Calach, Klem, Minckwitz, allt sångerskor, hvilka redan ega erkändt rykte; Prochoroif, Lewitsky, Voss, Wourzel, Zwanziger, Fritsky, m. fl., alla »pro- fessorskor» i sång vid olika konservatorier. En framställning af hennes metod som sånglärare tillkännagafs 1877 vara att förvänta, men har icke ännu utkommit. 

Äfven efter afskedstagandet verkade fru Nissen-Saloman som enskild lärare och som medelpunkten i Petersburgs bästa musikaliska krets. Erkännanden från många håll hade kommit henne till del, bland annat ledamotskallelse till vår musikaliska akademi (1870) och en rysk, briljanterad förtjenstmedalj. 

Efter en under sommaren 1879 fullbordad brunnskur i Marienbad begaf sig fru Saloman, jämte sin man och sin tvillinghroder, till Hartzburg, der hon den 27 augusti plötsligt afled. Hennes afsigt att besöka Göteborg blef ändå uppfyld, ty der nedsattes hennes jordiska qvarlefvor vid sidan af före henne bortgångna föräldrar och syskon.

Ur vår samtid
Femtio porträtt med nekrologer
af Harald Wieselgren
Stockholm, P. A. Nostedt & söner
Stockholm, 1880.