Friday, April 17, 2015







CANTOR 
EUGENE GOLDBERGER 

A SON’S REMINISCENCE 

OF PRE-HOLOCAUST JEWISH LIFE







1935-1936 Copenhagen from left:
Brother Milan, mother Helene, brother Gustav,
Leo, father Eugene. Courtesy Leo Goldberger




My father (1903-1989) was born in a small Western Slovakian town in the Nitra River region of what was then Czechoslovakia, the youngest of several generations of cantors.

Leo (Lavoslav) and Gus (Gustav) Goldberger are the sons of Eugene (Jenoe) and Helena (Ilona, nee. Berkovits Goldberger, who grew up in small towns in Czechoslovakia. They met in Vienna, where Eugene was studying music at the conservatory and attending cantorial school. 

Following their marriage, Jeno and Helen moved to Vukovar (Jugoslavka now Croatia), where he was offered a cantorial position. The oldest children, Milan) and Leo, were born there. In 1932 Eugene accepted a new position as chief cantor in Troppay (Opava, Czechoslovakia), where Gustav (Gus) was born two years later. Fearing the rising tide of Nazism. 

Eugene moved his family once again, this time to Denmark, where he assumed the position of chief cantor in the Great Synagogue of Copenhagen.

What comes readily to mind about my father was his prescient response to the rise of Hitler and the Nazis in 1933. Already by the following year, he had made the decision to leave the middle-Europe of the old Austro-Hungarian Empire and settle in Denmark; its distance from the chronic hotbed of conflict seemed a much safer place to live. 

It was a decision that saved our lives—my parents and 3 siblings—in stark contrast to the rest of my father’s family who chose to remain in Czechoslovakia, Hungary and Austria, all of whom perished in KZ camps. In these pages I describe the likely basis for his foresightedness while I also share a glimpse of our earlier family’s history and our lives in Denmark where I grew up from the age of four.

My father (1903-1989) was born in a small Western Slovakian town in the Nitra River region of what was then Czechoslovakia. The youngest of several generations of cantors, his family situation was unusual in that his father, Emanuel, was already in his 60’s when he was born and his oldest brother, Sigmund (1863-1924), who became an accountant in Vienna, was forty years his senior. This anomaly is explained by the fact that my grandfather had married twice, first to Julie Fisher, with whom he had 4 children and upon her early death, Johanna Klein who bore him 3 more children, my dad being the youngest.

Grandfather Emanuel died when my dad was only nine and his mother died only three years later, leaving him in the care of one of his oldest half-sister Laura (1869-d. KZ camp), who was to marry a school principal in Hungary. 

In view of the complex circumstances of my father’s immediate family and consequent lack of stricter parental supervision, it is not surprising that grandfather Emanuel’s offspring gradually veered away from their orthodox upbringing, with its dreary cheder teaching of a bit of Hebrew, the Torah, some Jewish history and with little else begging on the horizon. 

But it was clearly their early exposure to the secular world of education, from grade school through gymnasium that fostered their religious commitment, their career aspirations and their outlook on life. My uncles Zigmund and Kalman are good examples of this process as are the rest of my paternal uncles and aunts, who left their small-town and heavily orthodox Jewish way of life behind as they grew into adulthood in more cosmopolitan cities. 

In my father’s case, while he, unlike his siblings, remained within the orthodox fold in terms of his strict observance of the Sabbath and Kashrut (the dietary laws), his intense curiosity about the world and his characteristic inquisitiveness and openness to interact with all kinds of people who crossed his path, ultimately led him to embrace the more modern, 20th Century conservative stance within Judaism—rather than the ultra-orthodox life style. But it was having a good neshoma (soul or heart) and performing mitzvahs (good deeds) inherent in tzedakah (the giving of charity) that really became the essence of religiosity for him. 

Shortly after my dad’s Bar Mitzvah, close upon the heels of his mother’s death, he stayed for some years in a Yeshiva dorm in the town of Topolćany (also in the Nitra region) before deciding to become a singer. Blessed as he was with a fine singing voice—his initial impulse was to pursue his dream of an operatic career. He enrolled in the Bratislava’s Music Conservatory and subsequently in Vienna’s Conservatory where, with his prudent backup plan, also enrolled in the Cantor Seminary, to follow in his father’s footsteps. It was to prove an adaptive decision.



Cantor Eugene Goldberger. Courtesy: Leo Goldberger





While in Vienna—being a tall, handsome, and eligible bachelor in his mid-twenties— he was by all accounts quite a man about town, a “catch for some lucky girl,” in my older Viennese cousin’s wistful recollection. As fate would have it, in Vienna he fell in love with the daughter of an ultra-orthodox cantor from Senicća, a small town also in the Nitra region of Slovakia. 

My maternal grandfather, Bernat Berkovits (1878-1970) an authoritarian of the old school, insisted that my dad adhere more strictly to the orthodox Jewish way of life before he would consent to their marriage. His demand was of course in stark conflict with an opera career. But love being what it is, he agreed to the condition as he was determined to marry his beloved Ilona (Helen) --and so he did in December 1927.

Fulfilling his pledge, my dad abandoned his aspirations for the opera stage and began the road to what was to become a distinguished cantorial career, as I will detail below. However this said, my dad never ceased to seek opportunities for recital performances of operatic arias, Hungarian folksongs, and German lieder —in addition to his cantorial and Yiddish repertoire. 

He performed at major concerts, including an auspicious one in Tivoli’s Concert Hall, several Danish State Radio programs, made several recordings and, of course, appeared at numerous Jewish festivities and benefits. Based on the press clippings I proudly kept for him as a youngster, he received wonderful reviews for his warm and richly textured tenor voice, which was further enhanced by his bel canto training that he practiced daily and, in later years, also taught to aspiring singers.

My mother Helena (1906- 1993) was born in Debrećen, Hungary’s second largest city, shortly before her parents moved to Senića, she was the oldest of 8 siblings and, I believe, her father’s favorite. Attractive and charming, she exuded nurturing warmth towards each of us as I grew up in our closely-knit family with parents who were obviously lovingly well mated. 

Remarkable as it seems for an orthodox Jewish young lady, her father’s unwavering trust in her, had allowed her at the age of only 19 to move to Vienna where she, with all the self-confidence required, opened small salon, sewing fancy wedding dresses to order. She was as superb a seamstress as she later turned out to be a wonderful creative cook. 

Despite the obvious temptations inherent in the emancipated atmosphere of Vienna, she never abandoned her strict observance of Jewish ritual and laws, such as the monthly mikveh (ritual bath), the wearing of a headscarf to cover her hair and a scheitel (a wig) after her marriage, when outside the home. Only my father was permitted to see her natural hair, which was cut short and hidden underneath. 

In 1928, my father’s initial position as Oberkantor (chief-cantor) was in Vukovar, Yugoslavia, a small river port with a population of ca. 10-15.000 in the 1930’s located in eastern Croatia at the confluence of the Vuka River and the Danube. Here they established a most pleasant life, with a neat little house on a hill overlooking the Danube near the beautiful synagogue (a landmark building that, sadly, was dismantled by the Communists in 1958 for the use of its bricks.) An affluent, flourishing and cultured Jewish community of about 1800 Jews it was the city of my brother Milan’s birth in 1928 and mine in 1930. My father also served as teacher in the Hebrew School, which my older brother, Milan and I attended.

I seriously doubt my dad would have decided to leave Troppau had it not been for his sensitivity to the signs of growing anti-Semitism, as early as 1933. Specifically, it was the sight of some young Nazi hoodlums (of which there were many in this Sudetenland region) in their brown-shirted uniforms with a red Swastika armband, pulling the beard of an old Jews and spitting him. 

The old man happened to be the shochet (the person who performs the ritual slaughter for Kosher meat) whom my father knew. Witnessing this encounter left him numb with rage, but unable to fight off the hoodlums for fear their reprisal; his psychological reaction was to take flight. But not just from the scene itself, but also from wherever Nazism (or any other violence, for that matter) might be rearing its ugly head. My dad wanted out of there!

By chance, Copenhagen’s Jewish community had a vacancy for one of its 2 chief-cantorial positions for which he was among 120 applicants invited to make a week’s visit to Copenhagen, where he was to perform the Sabbath service and be evaluated by the leadership and an outside musicologist, he fortunately won the day! All were impressed, not just by his voice and musicianship, but also by his personable and worldly demeanor—and the fact that he spoke German rather than the Yiddish. In short, we left Troppau with a warm send-off by the community despite their bewilderment at my father’s rash decision; they thought Hitler was simply a buffoon who would soon be ousted. 

Copenhagen, Denmark: My parents felt warmly welcomed in Denmark and quickly integrated into the Jewish community, especially within the narrower circle of families that regularly attended Sabbath services, but they were also immersed in the active social life that was part and parcel of a cantor’s position. Eventually their radius of acquaintances became quite large, encompassing the varied strata of the Jewish community, with its not so subtle divide between the old landed gentry, the so-called Viking Jews the early Spanish-Portuguese Sephardimand the German Ashkenazi Jews reaching back some 400 years, on the one hand, and the Eastern European Jews on the other. 

The latter group, comprising about half of the total Jewish population of some 6500, had come from the shtetls of Russia and Poland in waves of immigration starting in 1882. They were mostly poor tailors, craftsmen and workers who had brought with them their Yiddish language and cultural traditions, which often did not include much regard for religion, except perhaps for eating Kosher meals at home and High Holiday attendance in the Synagogue.

Largely viewed with embarrassment, if not contempt, the “newcomers”, with their strange names ending in often ending in “ski” or “witz” had a far easier time interacting with their Christian neighbors than with the Viking Jews (comprised of bankers, brokers, industrialist, professionals and academics with names such as Henriques, Bing, Bendix, Metz, Hertz, Goldschmidt and Hirschspung). Marriages between these 2 categories of Jews were unheard of –and this despite the ca. 50% inter-marriage rate in between Jews of all stripes and Christians. 

Of course, the issue of social class differences and degree of assimilation are important factors in accounting for the antipathy between the Jewish Danes (the designation with its emphasis on DANES preferred by the Viking Jews) in contrast to the more common designation, Danish Jews. As an example, I can cite my later classmate in Gothenburg, Torben Bendix, who didn’t even know he was Jewish, or that his uncle C.B Henriques was the head of the Jewish community council, until he and his sister, Lise, were told by their father on the night of their escape to Sweden in 1943. 

By contrast, another one of my class-mates in Gothenburg, Salli Besiakov, the son of a Yiddish speaking, poor tailor family from Russia, who was clearly very conscious of being Jewish—despite the fact that until he and I became good friends knew nothing about Jewish religion, had not been Bar Mitzvah or let alone seen the inside of a synagogue.

My father’s background and musical credentials, made it possible for him to straddle both sides of the cultural divide. Though in good stead with the Viking Jews, who held most of the official leadership positions in the community, our family had only minimal little social interactions with them. About 50% of them were married to gentiles and on their infrequent appearances in the synagogue, wearing their top hats (stored in the vestibule) made them seem a breed apart, at least to my eyes. 

Attendance by C.B. Henriques, an imposing Supreme Court Attorney who, as referenced above, was the official head of the Jewish community, was in fact as rare an event as that of the epoch-making visit by King Christian X in 1933, on the 100 anniversary of the synagogue. My one personal encounter with CB (as he was called) found him to be surprisingly approachable and emphatic, not at all the forbidding persona of his reputation. 

However, my superficial impression was difficult to reconcile with his tough stance towards the growing demand for a more democratic governance, to include participation by the Newcomers that finally won the day in1934. CB’s support the government’s policy of granting asylum to only 1500 of the 10.000 refugees attempting to flee the Nazis in the late 1930’s was also less than humane in retrospect.

It was really the more religiously inclined synagogue board (the gaboyim), comprised of both the old guard and a few Newcomers that my father interacted with. It was the gaboyim who oversaw the proscribed musical protocol (drawn mainly from the 19thCentury’s reformed liturgical tradition of Berlin and Vienna’s that kept emotional expressiveness to a minimum). And it was they who kept an eagle eye on the clock, ensuring that the properlunch hour be observed. The emphasis on proper and correct behavior being a must for integrating into Danish society as was learning faultless Danish as quickly as possible--not always an easy task for older people.

While having to inhibit his natural inclination in favor of some spontaneity and infusion of his heart-felt emotions into the prayerful synagogue service, my father was fortunately free to be himself with the Newcomers—sometimes also labeled the Yiddishists--at their club events and other festivities. His repertoire of Yiddish folksongs was especially endearing to them and he formed many friendships among them, notably with Chaim Ritterbrand, a tailor and gifted composer whose songs my father often performed. 

My parent’s social circle also included a group of non-Jewish artists with whom they shared evenings of music and readings at each other's homes. I especially remember one opera singer, Marius Jacobsen of the Royal Danish Opera Theater who performed in Madame Butterfly and left 2 tickets at the box-office for my dad, which he took me to see as my introduction to opera that which became a lifelong love of mine. 

I was also into learning to play the violin, an activity that came to an abrupt end when, as a solo performer at a “young artists” concert sponsored by WIZO (Women’s International Zionist Organization) my anxious distraction by a torn button holding up my suspenders, got me out of sync with my accompanist, another young kid, and I swore off further concerting.

Subsequently, sculpting became my artistic outlet. My dad’s friend, the renowned sculptor Harold Isenstein’s, was my teacher in his exciting life-class where I spent several afternoons a week. His large studio was filled with mostly adult-students, drawing, painting or sculpting, usually a gorgeous female model. A small statue in reddish of a nude is one of my most treasured possessions, which I saved through thick and thin in my escape to Sweden and beyond. 

As a cantor, my father’s duties also called for his services at the cemetery. While funerals were not easy on an emotional person like my dad, however, these occasions were frequently “enlivened” by the presence of the organist, who was none other than Børge Rosenbaum, better known after 1940 as our wonderful VictorBorge (1909-2000)! 

 Once when I accompanied my dad to the cemetery, I actually saw Borge in action: he performed a hilarious banter for the rabbi and my dad as they were changing into their clerical outfits in the ante-room and then, just seconds before opening the door to the chapel, he would wipe off his comedy face, with a quick gesture of his hand, and assume a tragic mien, evoking the classic Thalia/Valpone masks. 

In later years, whenever he performed in Montreal (where we had settled a few years after the war) Victor Borge would stop by for a visit. (It seems he was partial to my mother's chicken soul!) I still remember his witty proscription on how to get the hang og English: "Go to several movies a day and - always have a pocket dictionary on you". Advice I tried to follow, though my freshman year at McGill University did not leave much time for too many movies to help with my poor and limited Danish-school acquired English.

Actually, I always liked Dr. Friediger, since 1920 our Hungarian-born, Berlin-trained, a bit distant but a rather gentle and humanistic soul, with whom my dad felt a friendly kinship and whom I gratefully remember for his warm and personalized speech at my Bar Mitzvah. 

The Danish-born Rabbi Marcus Melchior, was the official overseer of religion in my school until he succeeded Friediger's post in 1947. He was obviously a brllinat man, a legendary orator, with a vocal presence in the public sphere. Melchior had served with distinction in Germany for some 12 years, but when he returned to his native Denmark in 1934, he became unemployed as a rabbi. 

My dad's poor grasp of Danish as well as his rather modest showing in the weekly and highly select Talmud seminar, that included Melchior, Friediger, Dr. Joseph Fischer, the learned librarian of the community plus a handful of others. I recall my father's pride in being thought sufficiently worthy to participate in the seminar. He knew of course, that historically cantors had mainly been pried for their voice and not for their wits.


Written by Leo Goldberger, Ph.D, professor emeritus, 

Monday, April 13, 2015








Carolineskolen. 1 klasse 1940.
Forrest fra venstre: Charles Levy Warshawsky (Dalgart), Herman Bukrinsky,
Lenard Friedmann, Gusti Goldberg, Leo Karpantschof, Henry Stobetsky (Aktor)
og Friedrich Somogyl. Bagest fra venstre: Aron Skop, Selly Diamant, Ralph
Tschernia, Willy Salomon, Gerald Lekach og Willy Diamant. Privatlejet.


CAROLINESKOLEN
 -  fra to skoler til en fællesskole

af Aron Skop


Min skolegang på Mosaisk Drengeskole startede i april 1940. 6 år gammel var jeg da jeg begyndte i 1. klasse og min erindring om starten er uløseligt knyttet sammen med den tyske besættelse af Danmark. 


Gennem vort vindue – vi boede i det indre København – betragtede jeg den 9. april med nysgjerrige øjne de tyske troppers indtog i byen. Den dag kom jeg ikke i skole, men skolegangen fortsatte indtil flugten til Sverige i oktober 1943, på en egentlig forbavsende harmonisk måde. 

Drengeskolen lå på en lille fredsommelig vej på Frederiksberg. Ingemannsvej var navnet på vejen, som forhen var Johannesvej. Bygningen ligger i nr. 21 og bliver idag brugt som specialskole. Bygningen ånder stadig gamle minder, selv om det gamle pæretræ desværre er forsvundet. 

For at komme til skolen kørte vi vor daglige tur i sporvogn, og inden vi skulle hjem fornøjede vi os med at gå på «æbleskud» i skolebestyrer Harry Pihlers lille have foran skolen, hvorpå det gjaldt om at komme hurtigt af sted, inden vi kom til at stå til regnskab for «ugjerningen». Pihler var altså lederen af Drengeskolen, ligesom frk. Østerberg var bestyrerinde af Pigeskolen i Prinsesse Charlottes Gade.

Pihler blev udnævnt til leder i 1925, og han bestyrede Drengeskolen og senere Fællesskolen indtil 1965, i hvilket år han kunne fejre sit 40-år jublieum. Selv var han opdraget i den autoritære skole, og det var den skoleform, som var gældende både på Drengeskolen og på Pigeskolen indtil oktober 1943, således som den også var gældende i den almindelige danske folkeskole. De, der har eringring om den tid, vil kunne huske, at han kunne give lussinger, endda hårde lussinger, hvilket dengang var et ganske almindeligt disciplinærmidddel.

Pihler satte sit præg på skolens drenge på flere områder. Mange elever husker hans udfordrende lejrskoler til Bornholm, hvor lange gåture var med til at ryste eleverne sammen. Dengang var rejselivet ikke så udviklet, så dette at komme til Bornholm var i sig selv en stor begivenhed. Desuden var han forud for sin tid ved at få indført engelskundervisning allerede på 3. klassetrin. Pihler var cand. mag i engelsk, og derfor havde han en naturlig interesse i faget.

Undervisningen på både Drenge- og Pigeskolen ophørte i oktober 1943, og da vi vendte hjem fra Sverige i sommeren og efteråret 1945, besluttede Mosaisk Trossamfund, at Drenge og Pigeskolen skulle slås sammen men fælles Skoledirektion, og Pihler blev bedt om at være bestyrer for Fællesskole, som fik navnet Carolineskolen, Jødisk Fællesskolen.

Direktionens sammensætning ble således: 2 medlemmer blev valgt af Troessamdfundet, 1 medlem blev udpeget af Repræsentanternes midte, 1 medlem blev valgt af Delegeretforsamlingen, og endelig blev et medlem valgt af forældrene. De 2 sidste medlemmer dannede starten på demokratiseringsprocessen af skolens styrelse, en process der er fortsat indtil de seneste år, hvor nye love sikrede, at skolen blev forældrestyret, idet forældrene kom til at utgøre flertallet i den ny «skolebestyrelse» som blev afløseren af skolediretionen.

Efter 2. verdenskrig startede Fællesskolen sin undervisning dels på den gamle Drengeskole, dels i Ny Kongensgade. Jeg husker, at vor gymnastiklærer Heilbo, uddannet inden for militæret, gjorde sig stor anstrengelser for, at eleverne skulle kunne udfolde sig fysisk. Nemt var det ikke. Først da skolelokalerne i Prinsesse Charlottes Gade blev ledige, kunne både drenge og piger flytte over på den gamle pigeskole.

Af lærerne, der genoptog skolearbejdet efter krigen, var Lipmann Kurzweil, Julius Kaminkowitz, Paula Melnick og Edith Fischer. Sidstnævnte blev i oktober 1943 taget af tyskerne og ført til Theresienstadt. Efter krigen var også hun parat til at genoptage sin undervisning på skolen. Senere nåede hun at fejre sit 40 års jubileum, så navnet Edith Fischer var et fast begreb i flere generationer af gamle elever. 

Pihlers opgave ble at samkøre Drenge- og Pigeskolen, samt afstikke den pædagogiske kurs i samarbjede med lærerne. Til det formål knyttede han nogle progressive pædagoger til skolen, som måske i højere grad end han selv kom til at tegne skolens «moderne» pædagogik. Efter 2. verdenskrig blæste der nye pædagogiske vinde. Man ville væk fra det autoritære system, og i højere grad sætte eleven i centrum, samtidig med at der skulle tages mere hensyn til den enkelte elevs muligheder. 

Nævnes skal Torben Gregersen og Birgita Lindvad, som senere begge ble kendte ansigter i den danske pædagogisken verden. Vægten blev nu høi grad lagt på p-fagene, som blev betegnelsen for de kreative fag. Sang, musikk, håndarbeide og værkstedsundervisning, med arbejder i ler og småsløjd kom i høisædet, og der blev kreeret og produceret til den store guldmedalje. Bernadotteskolen i Hellerup havde meget tidlig været ude med en meget udbygget p-fags-ordning og mange af Carolineskolens lærere hentede inspirasjon derfra. 

Lystprincippet blev indført, pligtlektielæsning blev afskaffet og lærere og elever blev dus med hinanden – på nogle undtagelse nær. Nogle af de ældre lærere følte det unaturligt, hvis eleverne tiltalte dem med «du». I øvrigt mente de, at noget af respekten ville ryge, hvis man tillod eleverne at sige du. Indbyrdes var de således også «Des». 

Også seksualundervisning blev sat på programmet, og Pihler blev en ivrig fortaler for den gren af undervisningen. 

Tilbagskuende er det interessant at bemærke sig, at mange af de «moderne» ideer i virkeligheden senere var at finde i den nye skolelov, som blev indført i 1958. Carolineskolen var altså forud for sin tid, hvilket man på skolen altid har bestræbt sig på at leve op til. I 1966 oprettedes den første børnehaveklasse på skolen. Også på det område var Carolineskolen på forkant med udviklingen En så radikal ændring i skolens pædagogik fik indimellem forældrekredsen til at reagere.

Forældrene var selv opdraget i et autoritært skolesystem, og alle de nye ideer kunne være svære at godtage. For enkelte forældre blev det simpelthen for meget med det resultat til følge, at børnene blev taget ud. Efter en 10-års periode med pædagogiske fornyelser, fandt skolen tilbage til en afbalanceret pædagogik mellem det fornyende og det bevarende.

Nogen vil måske stille spørsmålet: Hva med jiddisch? Blev dette sprog ikke sat på undervisningsplanen? Jiddisch havde der været undervist i både på Drenge- og Pigeskolen fra midt i 30 årene og i årene efter krigen blev undervisningen genoptaget, men altid på frivillig basis og efter almindelig skoletid. Det var den elskelige lærer Samuel Beilin, som forestod undervisningen, og selv husker jeg, hvordan han formåede at få os til at udfolde os med stor begejstring udi det jiddische sprog.

Til Purim stod historien om dronning Ester og kong Ahasverush på programmet, og forældre og bedsteforældre nød de små jiddischtalende skuespillere. Beilin døde i 1959, og interessen for faget ebbede ud, og undervisningen blev ikke genoptaget senere. Det moderne ivrit havde indtaget dets plads. Beilin nærede en dyb kærlighed til det jiddische sprog og til sine elever. Et eksempel på dette er følgende vers skrevet til Esther Spilok f. Kolnizansky (1937):


Kære Esther
Du er et ædelt jødisk barn
Og som en engel – intet skam
Og dit sprog klinger som klokkeklang
For os er det den sødeste sang
Så pas godt på, du søde barn
Ditt sprog fra moder som fra far’n
Det klinger skønt, sødt fra din mund
En klang, en rigdom i hver stund.

Fra din lærer
S. Beilin
(oversat af Lui Beilin)


Skolens fundament

Skolemissionens arbejde satte som før omtalt en masse ting igang på det jødiske område. Ideer blev udbygget og nye projekter søsat, således at det jødiske islæt i hele skolens liv blev mere mærkbart. Idag har feijringene af de jødiske fester fået en mere central placering end førhen, og her kommer børnenes musikalske og dramatiske evner til udfoldelse.

Et år højdepunktene er skolen Chanukastykke, hvor årets 7. klasse får lov til at vise, hvad de kan. Før i tiden var det almindeligt, at læreren skrev teksten til Chanukastykket og på den måde satte sit individuelle præg på stykket. Emnerne kunne række helt fra «Josef og hans brødre» over «Den vidunderlige stage» til det dybt alvorlige «Flugten til Sverige» og «Historien om Anne Frank.» Og ikke at forglemme Ralph Leviatan som rystede den ene musical efter den anden ud af ærmet. Han skrev teksten, lavede melodierne, og han stod også selv for musik udførelsen. Det blev der mange store succeser ud af.

Tiderne har ændret sig, og idag er eleverne selv forfattere til stykket, hvilket der kan være mange gode pædagogiske grunde til. Festligt er det altid, når elever, forældre, og gæster samles til Chanuka i den store gymnastiksal for at overvære opførelsen af årets Chanukastykke. Forventningen er altid stor. Også fejringen af Pesach er et af årets højdepunkter. Det summer af feststemning, når der afholdes «model-sedarim» overalt på skolen. Alle er engasjerede og godt forberedet til festen. Som eksempel på en forholdsvis ny fejring kan nævnes «Rosh Chodesh» arrangementerne, hvor hver ny jødisk måned bliver budt velkommen gennem sang, dans og drama.

Den største fornyelse inden for den jødiske undervisning var skolens «Israel-rejse» for årets 8. klasse. Skolens største projekt. Det begyndte i 1976 med en 14 dages tur med et meget ambitiøst program der gav en masse oplevelse og nye indtryk. Senere blev den udvidet til en 4-ugers rejse. På et tidspunkt tog man på daværende rabbiner Bent Lexners initivativ det endelige skridt og udvidede turen til et 8 ugers project.

Turens indhold blev ændret til at være en blanding af lejrskole og fast daglig undervisning på en Ulpan i Jerusalem, hvor både jødiske fag og det hebraiske sprog blev en del af programmet. Israel er et land, der ånder historie. Når elevene derfor er på ture, og de støder på historiske minder bliver både bibelhistorie og den senere jødiske historie så at sige levendegjort for eleverne.

Som tegn på skolens nære relation til Israel har skolen gennem årene modtaget besøg af mange store Israelske personligheder. Det første besøk af Golda Meir var midlertid ikke nogen succes da Golda Meir følte sig meget lidt velkommen på grund af manglende israelske flag i skolens udsmykning. Senere blev det meget beklaget som en kedelig forglemmelse.

Skal man vurdere det jødiske islæt i skolen liv gennem de sidste 60 år, er udviklingen klart gået imod en store betoning af det jødiske. Dette føles naturligt og på sin plads af mange af skolens elever. For en del elever vil accentueringen af det jødiske mange gang ikke føles helt naturligt.


Published by Scandinavian Jewish Forum



.

Monday, April 6, 2015










Else Brønsted stående FOTO: privat



DANSK LÆRERINDE I SVERIGE 

»Hvordan kom De over?« - Det Spørgsmaal faar man som hjemvendt Flygtning stillet Masser af Gange. Ja, hvordan kom jeg egentlig over? Nu bagefter staar Tiden, fra jeg gik »under Jorden«, og til jeg fandt mig selv ansat som Lærerinde ved Den danske Skole i Göteborg, som noget forunderlig uvirkeligt.

I Maj Maaned 1944 vandrede jeg en Morgen Kl. 5 1/2 sammen med en Del andre ind gennem Gitterporten ved Toldboden, lige forbi den tyske Vagtpost, der, som beregnet, ikke lagde Mærke til os i Mylderet af de Hundreder af Arbejdere, der netop paa den Tid i en tæt Strøm gled ind ad Porten for at komme over til Refshaleøen.

Han saa heller ikke, at vi drejede til højre og til sidst gik op paa en stor Damper, hvor Styrmanden uden et Ord førte os ned ad den ene Stige efter den anden og til sidst gennem et snævert Hul bugserede os ned i selve Kølen, hvor vi, fem i alt, anbragte os paa Jernbjælkerne med Benene dinglende ud over det tomme Intet. Ikke uden en vis Rædsel konstaterede jeg, da Øjnene havde vænnet sig til Mørket, at der var mindst 5 m. at falde, hvis man faldt. 

Saa var der den lange Ventetid, fem uendelig lange Timer, før vi var paa svensk Territorium og blev kaldt op til Forhør hos den svenske »tullman«. Han tog os med i Lodsbaaden, der styrede ind mod Falsterbo, og snart efter stod vi paa svensk Grund, i det forjættede Land, der ikke kendte Krig.

Vi blev straks »omhändertagna« af den svenske Kystbevogtning, der i Øvrigt i første Øjeblik vakte vor inderlige Afsky ved at være iført Uniformer af en usympatisk grøn Farve. De ligner faktisk Prøjsere, de svenske Soldater. Gad vide, hvor mange Flygtninge der har faaet et Chock, naar de kom til Malmö og saa Gaderne dér oversvømmet af »grønne«.

Og saa det første Møde med Malmö, hvortil vi blev bragt hen! Det var simpelthen en Aabenbaring. Lys, Lys, Lys i Vinduerne og i Sporvognene, Lysreklamer som i gamle Dage! Vi var ganske blændede. Og hvor var vi dog lurvede i Tøjet! Det kunde vi rigtig se nu, naar vi betragtede de elegante Svenskere, der gik i rigtige Lædersko og Heluld.

Vi trykkede Næserne flade mod Udstillingsvinduerne for rigtig at nyde Synet af de usandsynlige Mængder af Stof i alle mulige dejlige Farver, Kjoler, Strømper, Sko o.s.v., som var udstillet. Henne paa Torvet lavede de nyankomne Flygtninge helt Opløb foran en »Frukt och Choklad Affär«, hvis Udstillingsvindue bugnede af Chokolade, Appelsiner, Figner og Ananas. Vi var stumme af Betagelse.

Det vil føre for vidt at berette i Detailler om den følgende Tids Hændelser. Vi kom som alle andre i »förläggning«, for vort Vedkommende i en lille bitte »by« ( = Landsby) midt i Smaalands Naaleskove, og vi var der tilstrækkelig længe til at naa at blive angrebet af noget fint noget, som hedder Forlægningspsykose, en Tilstand af Nedstemthed og Nervøsitet, præget af Bekymring for dem hjemme og en Følelse af, at man er »stukket af« fra det hele, en Tilstand, der i Reglen afløste den første Tids kolossale Lettelse.

Som de andre gik jeg hver Dag og haabede paa det Brev, der kunde befri mig ud af Ørkesløsheden og bringe mig i Kontakt med Livet igen. Og det kom! Efter en Maaneds Forløb fik jeg den glædelige Underretning, at der var Brug for mig ved Den danske Skole i Göteborg, hvor min tidligere Fransklærerinde fra Aarhus Katedralskole, Frk. (nu Fru) Henriques var Rektor. Det var virkelig et enestaaende Held. Ikke alene kom jeg til en af de tre store, »lukkede« Byer, der var Maalet for alle Flygtninges Længsel; men jeg fik ogsaa Beskæftigelse i mit Fag, noget som langtfra var alle beskaaret.





Arbejdet ved Den danske Skole i Göteborg blev ubetinget min største Oplevelse i Sverige. Af den Grund, og fordi jeg desuden formoder, at Skoleforhold specielt interesserer BAUNEN's Læsere, vil Resten af denne lille Beretning derfor hovedsagelig komme til at dreje sig om Skolen. 

De danske Skoler i Sverige blev, som det sikkert er bekendt, oprettet i Tiden efter de forfærdelige Oktoberdage i 1943, da Flygtningene pludselig kom strømmende familievis over Sundet, saa at Konsulaterne hver Dag var overfyldt af fortvivlede Forældre, der ikke vidste, hvad de skulde sætte deres Børn til. Begyndelsen - som jeg altsaa ikke oplevede - var beskeden nok.

Men det udviklede sig med rivende Hast saadan, at der omsider blev oprettet tre store danske Skoler, nemlig Skolen i Hälsingborg med Underskole og fri Mellemskole og Skolerne i Lund og Göteborg med Underskole, Mellemskole, Realskole og Gymnasium. Det var danske »Statsskoler«, eftersom de - uofficielt selvfølgelig - stod under det danske Undervisningsministerium, og de havde altsaa Eksamensret paa lige Fod med Skolerne herhjemme.

Til Skolen i Göteborg var der til sidst knyttet i alt 29 Lærere, nemlig en halv Snes fastansatte med fuldt Timetal og Resten Timelærere. Det var i Sandhed en broget Lærerskare. Der var cand. mag.'er, Kommunelærere, Doktorer, Professorer, stud. mag.'er og stud. polyt.'er, Translatører, Rektorer, en Organist, en Præst, en Civilingeniør, alle sammen danske Flygtninge.

I Løbet af det sidste Skoleaar naaede vi op paa ca. 225 Elever. Den største Klasse var vist 1. Klasse, der var paa 24 Elever; ellers var der i Under- og Mellemskole mellen 10 og 20 i hver Klasse. Tyndere besat var Gymnasiet, hvor der i enkelte Klasser bare var 4-5 Stykker.

Mit første Møde med »Den danske Skole« staar endnu meget tydeligt for mig. Jeg var kommet direkte fra Forlægningen til Göteborg, og fuld af spændt Forventning begav jeg mig hen til Göteborgs Högskola, hvor Skolen holdt Afslutningshøjtidelighed efter Skoleaaret 1943-44. Mit Hjerte sank i Livet paa mig, da jeg gik ind i den store Sal og fandt den fuld af sorthaarede Mennesker.

Nok havde jeg tænkt mig, at der var en Del jødiske Børn i Skolen; men at de alle, eller i alt Fald Hovedparten, var det, det havde jeg aldrig drømt om. Jeg følte mig pludselig som en Albino, ene og forladt mellem fremmede Mennesker, og det blev ikke just bedre af, at jeg kom til at staa foran et Par Mennesker, der underholdt sig livligt med hinanden paa Tysk. - Naa, heldigvis - og selvfølgelig - forsvandt disse Fornemmelser i Løbet af et Par Dage.

Efter to Maaneders »Sommerferie«, som jeg tilbragte i en Lejr for danske Skolebørn, begyndte jeg paa selve Skolearbejdet ved Skoleaarets Begyndelse den 1. September 1944. Paa det Tidspunkt havde man opgivet at laane sig frem med Lokaler, og der var i Stedet lejet Lokaler rundt om i Byen, saa at der kunde blive Formiddagsundervisning. Det var de mærkeligste Steder, vi kom til at logere, i KFUM, Bethlehemskyrkan, i Mosaiska församlingens hus, i Kældre og paa Kviste, i alt paa 7-8 forskellige Steder, noget, som vi jo nu desværre kun kender alt for godt herhjemme ogsaa. 

Et Lærerværelse fandtes selvfølgelig ikke; men det var ogsaa komplet overflødigt, for hvert Frikvarter maatte Læreren i Hast begive sig hen til det Lokale, hvor han skulde have næste Time. Det kneb voldsomt at naa det, og jeg fo'r i Begyndelsen uvægerlig vild, naar jeg skulde finde fra Bethlehemskyrkan til Drottninggatan og endte en Gang langt ude i Havnen, som endda er »förbjudet omraade för utlänningar«.

Til vor store Henrykkelse anskaffede Flygtningekontorets kulturelle Afdeling en flunkende ny svensk Cykel med »rigtige« Dæk til de faste Lærere, saa vi kunde naa frem uden alt for store Forsinkelser. Det var ikke uden Rædsel i Sindet, at jeg første Gang besteg min dejlige, blaa Cykel for at kaste mig ud i den efter min Mening fuldkommen livsfarlige Trafik, der rørte sig i Göteborgs Gader, naar Folk mod al sund Fornuft hvirvlede af Sted i venstre Side af Vejen.

Det var et Arbejde fuldt af Vanskeligheder og Forhindringer at være Lærer ved Den danske Skole, opdagede jeg snart. Lokalerne var langt fra ideelle. En Klasse sad saaledes i et Køkken uden Dagslys. Et andet Sted sad to Klasser i et stort Lokale, som saa var delt ved en interimistisk Skillevæg, der absolut ikke var lydisolerende. Saa skulde der pludselig være Møde i Bethlehemskyrkan, saa vi maatte rykke ud derfra, og saa var der mosaisk Helligdag, saa at vi ikke kunde være i Synagogens Lokaler, og Halvdelen af Eleverne holdt fri.

Tavler havde vi til at begynde med ingen af, og Bøger var det meget sløjt med. De skulde bestilles i Danmark og føres illegalt over, og det glippede ofte. Desuden voksede Skolen langt ud over, hvad der var regnet med, da Bestillingslisterne blev sendt af Sted. Jeg havde saaledes Engelsk i 1. Mellem med 5 Bøger og 12 Elever.

Desuden nød jeg den tvivlsomme Ære at faa overdraget Undervisningen i Naturhistorie i hele Mellemskolen, i Begyndelsen saa godt som uden Bøger og uden Hjælpemidler af nogen Art, hverken Præparater eller Plancher; dem fremstillede jeg selv. Først til Slut fik jeg en Mængde fine Billeder; men saa kom Kapitulationen, saa de fleste blev aldrig taget i Brug.

Endnu en Vanskelighed var der, som vi i alt Fald ikke kommer ud for herhjemme, og det var Sproget. De fleste af Børnene havde været saa længe i Sverige, at deres Sprog var mere eller mindre forsvensket; særlig galt var det med de helt smaa i min 1. Klasse, hvor mange talte fuldstændig Svensk, da de kom til Skolen.

Det beredte mig adskillige Overraskelser. Da Skolen saaledes var samlet første Gang efter Ferien, var ogsaa de smaa Aspiranter til 1. Klasse mødt op. Da det skulde være mine, gik jeg hen til en af dem, en sød lille Dreng med mørkebrune Øjne, og for at sige noget stillede jeg ham - ikke videre originalt, indrømmer jeg - alle voksnes traditionelle Spørgsmaal til Børn og spurgte, hvad han hed. Til min Forbløffelse svarede han paa klingende Svensk noget i Retning af: »Jag hedder Årne.«

Jeg sendte i Hast en venlig Tanke til Rektor, som havde garanteret mig, at det var danske Børn, jeg skulde have, og sagde: »Ja - men saa skal du da ikke gaa her.« Drengen saa voldsom brødebetynget ud, og saa kom hans Far til og erklærede, at han hed Arne (Årne er Göteborgudtale) og var Dansk; men de kunde ikke faa ham til at tale Dansk mere.

Det blev saaledes min fornemste Opgave i Begyndelsen at lære Børnene i 1. Klasse Dansk igen. »Tanten, tanten, komm och titta,« raabte lille Jan til mig, naar ham blev ivrig. Han kom iøvrigt ikke til at tale rigtig igen, vilde ikke. Dog lod han sig overtale til at sige »fröken« paa Svensk i Stedet for »tanten«. Mange af Børnene brugte »ni« som Tiltaleord. Naar jeg kom, modtog de mig gerne med Raabet. »Vi kan vel faa börja med at regne i Dag,« og en lille Pige kunde f. Eks. sige saaledes til mig: »Jeg kan vel (= maa jeg ikke nok) faa en Kugleramme, som dom andre fik, när dom regnede saadan noget.«

Somme Tider kunde dette Blandingssprog ligefrem spille mig et Puds. For at illustrere Bogstaverne havde jeg saaledes en Dag til »t« tegnet en efter min Mening meget elegant Taske; men Børnene kaldte den haardnakket for »en väska«, hvilket jo unægtelig forvirrede Begreberne en Del. Ligesaa udbrød de henrykt ved Synet af en Nisse, der skulde illustrere »n«: »en tomte«. 

Lige saa indviklet var det i Regning. Jeg maatte begynde med at lære Børnene at tælle paa Dansk. Da vi langt inde i Skoleaaret forlængst var kommet til at regne med alle Tal indtil 100, sagde Henning eftertænksomt til mig en Dag: »Jeg kan ikke forstaa, Frøken, hvornaar kammer vi til femtio og sekstio?«

I de større Klasser var det selvfølgelig knap saa galt. De var tosprogede og kunde i hvert Fald i Talen nogenlunde holde de to Sprog ude fra hinanden. Dog lagde jeg Mærke til, at Udtryk som »lingonsylt« og »hallon« = Tyttebærsyltetøj og Hindbær, »vinden« = Loftet og mange andre ikke af 4. Klasse føltes som fremmede. -

Værre var det med Skriftsproget, hvor der herskede en sand babelsk Forvirring. Det skyldtes især, at mange havde gaaet i svensk Skole. »Att« med to t'er, »till« med to l'er, Skoven med g, Mørkret i Stedet for Mørket, Vædret for Vejret og lignende kunde man rette i det uendelige i Diktaterne, for ikke at tale om, at Børnene efter en svensk Periode nærede en principiel Modvilje mod at skrive Navneord med stort. De svenske ä'er og å'er var heller ikke til at udrydde.

Som altid tilegnede Børnene sig langt lettere det fremmede Sprog end vi voksne. De talte i Almindelighed fuldstændig uden dansk Brydning. Det svenske Schibbolet »sju« kunde de klare som ingenting. En Far fortalte mig, hvordan han ved Billethullet paa Centralstationen havde faaet Afslag, da han forsøgte at købe Billet til et for Udlændinge forbudt Omraade, hvorpaa han sendte sin 8-aarige Datter derhen, og hun fik Billetten uden Vrøvl.

Hvad havde alle disse Børn ikke oplevet, saa smaa de var. Nogle havde det stadigvæk saadan, nu et helt Aar efter, at de løb hen og gemte sig, hvis det ringede paa Døren. Andre tog det som noget selvfølgeligt og berettede lidenskabsløst om, hvordan de havde ligget i Bunden af en Baad, fordi »de skød hen over Baaden«, og var blevet gennemvaade af Bølgerne, der slog ind, »og Baaden bagved os sank«. Der var lille Allan, som var kommet alene over.

Hans Far og Mor havde anbragt ham og hans Søster, der dengang var 5 og 3 Aar gamle, i Pleje et Sted, hvor de mente, Børnene var i Sikkerhed, og var saa selv flygtet. Nogle Dage efter blev Plejeforældrene imidlertid urolige, og de to smaa fik en Indsprøjtning, der gjorde dem bevidstløse, blev forsynet med finsk Identitetskort og sendt alene over i en Fiskerbaad. Paa Sverigessiden anede man ikke, hvad man skulde stille op med de to bevidstløse Børn, som man bare kendte Fornavnene paa. Man ringede til en dansk Forlægning for at spørge om Raad, og ved et mirakuløst Træf var det Børnenes Far, der tog Telefonen. Han var ikke langt fra at faa et Chock, og han rejste skyndsomst til Kysten og var der, da Børnene vaagnede.

Og der var Johnny, hvis Mor sad i Theresienstadt. To Familier havde været skjult i et Hus, mens de ventede paa Skibslejlighed; Mændene var sammen med Drengene gaaet ud et Øjeblik for at se, om Baaden kom, og i det samme kom Gestapo og hentede de tilbageblevne Hustruer og en lille Pige, som alle endte i Tyskland. Næsten alle Børnene havde iøvrigt paarørende i tyske Lejre.

Naar jeg stod og saa ud over de smaa i 1. og 2. Klasse, mens de glade og fornøjede legede paa Gaardspladsen foran Synagogen, tænkte jeg mange Gange paa, hvilken Skæbne der vilde have ramt dem, hvis de var blevet fanget og ført til Tyskland. Tyskernes Grusomhed gik rigtigt op for mig, naar jeg tænkte paa, at det var saadanne Børn, der var blevet dræbt i Gaskamre og paa andre bestialske Maader, det var dem og deres Forældre, der blev jaget som Dyr.

Dette maa aldrig ske igen; det kan vi allesammen forhindre. Nazismen skal ikke have den Triumf, at den før sin Undergang naaede at saa sin onde Sæd i Menneskenes Sind, paany at give Antisemitismen, som altid - ogsaa nu - ligger latent i Tiden, ny Næring. Og der er virkelig Fare paa Færde nu.

Det var saaledes ikke ualmindeligt, at de saakaldte »ariske« Flygtninge luftede en vis - i Forhold til Tyskernes selvfølgelig meget moderat - Form for Antisemitisme. »Jeg er skam ikke ligefrem Antisemit jeg har oven i Købet hjulpet Jøder over; men der er dog Grænser, og man kan nu ikke nægte, at - -«, saadan lød det, og saa fulgte de i Virkeligheden fra Nazismen overtagne gamle Fraser, Argumenter og Beskyldninger mod Jøderne. For alt i Verden, lad os udrydde en saadan Tankegang, Antisemitismen udryddes ikke ved blot at hindre Voldshandlinger mod Jøderne; det er Folks hele Indstilling, der maa renses for enhver Antydning af gamle Fordomme.

Mange Gange maatte jeg tænke paa en hebraisk Sang, som jeg havde hørt til en jødisk Koncert: Moderen fortæller sit Barn, at hver Gang Israel lider ondt, fælder Gud en Taare i et Bæger, og Barnet spørger: »Mor, er Bægeret ikke snart fuldt?« - Ja, er Bægeret dog ikke snart fuldt! 


Else Brønsted (Baadsgaard)
2015