JØDESAGEN!

Mørkets Vold er steil at storme. 
Overtro hviler fast paa Søilers Ro. 
Talløs som Ægyptens Orme er den sorte Fordomshær 
ved Templets Porte.

"Jøden."

I et særeget Tillæg til Kristianssands Stiftstidende er en særdeles ivrig Anonym optraadt mod den foreslaaede Forandring i Gl. § 2, sidste Passus. Han har endogsaa ladet Enhver af Storthingsrepræsentanterne tilstille et Exemplar af sit lidenskabelige og yderst skjæve Produkt. 

At Kristsind, Humanitet og Oplysning skulde saa ganske have gjennemtrængt Gemytterne, at der ikke imellem de mange Røster, som have hævet sig for det Tidens Krav, som tilsigtes opfyldt ved hiin Proposition, ogsaa skulde høres Raab fra Fordommene og Næringsnidet, om ikke fra Troeshadet, var nu vel ikke at vente; men Mængden og Beskaffenheden af hine ædlere Stemmer betager Indsenderen den dristige Paaberaabelse paa den offentlige Mening, hvormed han begynder sin Harang. Det gjæstmilde, liberale norske Folk har ikke havt den Skam, at Forslaget om at borttage af Konstitutionen det vanzirende og paa det Sted upassende Forbud mod de mosaiske Troesbekjenderes Adgang til Riget er blevet mødt med Fordømmelse. 

At slutte af Bladene er det tvertimod blevet modtaget med langt stærkere Bifald end Daddel; og man tør vel paastaa, at her som overalt er den offentlige Mening, som tilhører den oplyste Deel af Folket, for Forslagets Antagelse. Selv De, der nære overdreven Betænkelighed ved at røre ved Grundloven, lægge ikke Dølgsmaal paa, at de ønske, at hiin Bestemmelse aldrig havde staaet der. 

Verden vil ogsaa ganske vist tilkjende Normændene deres Plads i de civiliserede Folks Række efter deres Adfærd i denne Sag, og den Deeltagelse den har vundet imellem dem vil for en Deel frelse deres gode Navn i denne Henseende, om endog det nærværende Storthing ikke skulde afgive den grundlovmæssige Pluralitet for Forslagets Antagelse.

Det første Spørgsmaal, som vil blive at afgjøre, er dette: er det retfærdigt. Besvarer man sig dette bekræftende, er ogsaa Nødvendigheden medgivet; og først derefter komme Nyttighedsspørgsmaalene og de materielle Hensyn. Disse bestemmes af ErfaringsData fra Lande af lignende enten økonomiske eller politiske Forhold som Norge, og selv om disse ikke talte saa afgjørende til Fordeel for Sagen, som de virkelig gjøre fra begge Naboriger og Europas frieste Lande, maatte Bekræftelsen af det første Samvittighedsspørgsmaal være nok til at bestemme det moralske, religiøstfølende Menneske. Paa nogen skjønnere Maade kunde ikke Normændene takke Gud for Konstitutionens Velgjerning end ved at aabne den Plet af hans Jord, som vi kalde vort Fædreland, for den derfra forviiste Green af Menneskeslægten, som dens øvrige Slægter skylde saa meget. 

Anonymens Ræsonnement, at Nationer besidde samme Udelukkelses- og Afsondringsret som en Mand i sit Huus, taaler, som saamange Lignelser, ingen altfor nær Betragtning. Retten til at sætte sin Fod overalt paa Guds grønne Jord, naar nogen personlig Ret ikke krænkes, er vel ligesaa naturlig og almeenmenneskelig som den at drage sin Aande af Luften?

De overordentlig fordeelagtige Vidnesbyrd om Mosaiternes Forhold som Statsborgere i ovennævnte Stater have gjort Formeningen om den Nytte, de vilde kunne gjøre Norge, til noget mere end blot "filanthropiske Hypotheser." Den er desuden baseret paa en af den moralske Verdens Grundlove: paa Erkjendtlighedens, paa det Grundtræk i den menneskelige Sjel, taknemligen at elske og gjøre godt imod Velgjørere; og i dette Forhold maatte Jøderne komme til det norske Folk, naar det, af eget frit Valg, alene formedelst sin Retsfølelse eller Samvittighed, tilstedede dem Adgang til sig. 

Jøderne sætte ogsaa i en udmærket Grad Priis paa politisk Frihed og den borgerlige Anseelse, at hedde og være en fri Mand. De vide ikke hvad godt de ville gjøre det Land, som i denne Henseende er bleven dem et sandt Fædreland. Deres Rigmænds Opoffrelser ere da storartede, ligesom de mange lærde og videnskabelige Jøders Deeltagelse i den politiske Polemik for Landets Institutioner og Ære er varmhjertet og patriotisk. 

Der er altsaa, at slutte baade af Menneskehjertets almindelige Natur og af de Karakteersæregenheder, der synes at fremtræde hos Jøderne, Grund til at antage, at de vilde lønne Norge med en overstrømmende Kjærlighed. De intime og vidtstrakte Forbindelser dem imellem, Indsenderen i Kristianssandsavisen seer noget saa farligt i, vilde saaledes efter al Rimelighed, i Fred som i Krig, være Landet til Fordeel. Deres "Pengefyrster", som han kalder dem, skulde ville opoffre noget forat hjælpe et Land, der ydede dem Ly og borgerlig Ære. 

Hvad her er antaget er desuden bekræftet fra andre Lande. Det Lidet, Danmark har kunnet yde dem, have de betalt med udmærkede Exempler paa opoffrende Borgerdyd; i Sverige have de fra alle Autoriteter, ja selv fra Handelskorporationerne, vundet Navn af en hæderlig Borgerklasse, og samtlige hollandske Ministre have i de meest hædrende og bestemte Udtryk erklæret, at Holland ingensinde har havt Anledning til at angre den Emancipation, det for omtrent 50 Aar siden indrømmede dem. 

Disse sidste Erklæringer, som forhaabentlig ville komme i Publikums Hænder, og hvortil saavel den nærværende Justisministers Fader, Statsraad van Hall, som den berømte General Chassé, betræffende Jødernes militaire Dygtighed, have føjet sine, maa for meentlig have al Erfaringens og Kjendsgjerningernes Vægt, og fuldelig opveje Hr. Indsenderens navnløse Hamborgerkorrespondents Udgydelser. Sandheden trænger sig dog ogsaa igjennem disse. 

Idet Brevskriveren nemlig beklager sig over at Forvaltningen af et ikke ringe Antal af de vigtigste Embeder og Redaktionen af de almindeligst læste Blade ere i Hamborg i Jøders Hænder, indrømmer han dem Duelighed nok; men Udbruddet af hans Had imod Jøderne tager sig modbydeligt ud naar man f. Ex. maa have i saa frisk Erindring de Beviser paa menneskekjærlig og patriotisk Opoffrelse, som den bekjendte Hamborgerjøde Salomon Heine nylig har afgivet.

Og det er hverken de første, som denne Mand eller Andre af hans Troesfæller have ydet deres Fædrenestad, og det endogsaa navnligen dens kristne Indretninger. Klart er det jo ogsaa at indsee, at dersom de hamborgske Jøder ikke fortjente de Æresposter, som Flere af dem have naaet, skulde den jødiske Befolkning, som Brevskriveren ansætter til ikke kunne erhverve dem disse imod den øvrige, over 100,000 Individer stærke, kristne Befolknings Vilje.

Anonymens Frygt for, at Hamborgs Brand skulde lade alle denne Byes Skakkerjøder strømme til Norge, er en Taabelig hed, som taber sig i Mængden af de fornuftløse Paastande, som, paa faa Undtagelser nær (f. Ex. Bemærkningerne om de portugisiske Jøders juridiske Forhold til Norge) udgjøre hans Opsats. En saadan tør man vel sige, den er, at Kjøbmændene, som Inds. kalder "de i Spørgsmaalets Afgjørelse Interesserede", maa ansees for de kompetenteste til at dømme i Sagen.

Fra denne Side er der jo endogsaa bleven anført som Mod-grund, at Jøderne lade sig nøie med lav Profit, og Naiviteten i denne Argumentation lader sig ialfald ikke negte. Forøvrigt forholder det sig ikke saa ganske rigtigt med den Paastand, at "alle Landets Børskommitteers Betænkninger gaae ud paa at fraraade Grundlovens Forandring". 

Fra Drammen har man nemlig en, hvori den ene Halvdeel af Kommitteen tilraader den, med Anførsel af en Mængde materielle Grunde, som have  langt større Sandsynlighed, end det evige Skræmmebilled af en Sværm Skakkerjøder, der skulde kaste sig over Landet og sprænge dets Detajlhandlere i Luften. Mellem Formodninger turde man vel ogsaa antage den, at navnlig Kristianssand vilde have godt af, om nogle driftige og formuende Jøder nedsatte sig der. Det har Beliggenheden for sig til at konkurrere med Gothenborg, og Tilsætningen af et saadant Element vilde ikke fjerne det fra dette Maal.

Men, jeg gjentager det, i denne Sag indtage de materielle Motiver kun en underordnet Rang imod de moralske. Med oprørende Kulde omtaler Indsenderen disse; Storthinget vil ikke undlade at give dem sin rette Plads i de Diskussioner over Sagen, som skulle bestemme dets egen i de Forsamlingers, som have Indflydelse paa Menneskehedens Vee og Vel og som regulere dens historiske Fremskridt.

Den 2den Juni 1842.

Henr. Wergeland.

fra "Den Constitutionelle" 5. juni 1842.

Published by Scandinavian Jewish Forum