POUL LEVIN 

(1906) 

af 
Georg Brandes

I Bogen "Smaa Kapitler af Dagens Historie" findes den Minde-tale, Poul Levin holdt over Amalie Skram; Talen, der var saa smuk, og som det klædte ham saa smukt at holde. Hans bedste Egenskaber, hans Væsens Varme, hans dybe Respekt for aandelig Betydning, hans Medfølelse med Lidelser, hans Sans for den literære Kunst og hans Forstand paa den, Alt kom paa den mest tiltalende Maade til Orde her i den formørkede og kunstigt oplyste Hal, hvori Sørgefesten holdtes. 

Maaske mest fordi Poul Levin er af dem, som er anlagt til inderligt at tilegne sig det Ypperlige og gengive det med en beaandet Tro paa dets Værd. Han var selv som ganske ung Begynder aldrig letsindig eller løssluppen. Han har tidligt næret den Kultus af Skønhed og den Ærbødighed for Begejstring, som gør Sindet alvorligt og stilfærdigt. Hans indre Væsen røber sig hjerteligt og hjertevindende i Karakteristiker som dem af Amalie Skram og af Pietro Krohn, der hver for sig har tiltalt ham ved deres ydre Skønhed, og af hvilke den ene staar for ham som den geniale Sandfærdigheds Præstinde, den anden som en Skønhedens Ridder. 

De var hinanden meget ulige, stemmede kun overens i Temperamentets Iver og den heftige Tagen Parti. Amalie Skram var en stort og rigt anlagt Natur, som glødede, harmedes, sværmede, forkastede, foragtede, krigede, stadigt følte, og huskede alle de Iagttagelser, ved hvilke hun havde følt. Pietro Krohn var en higende, stundesløs! Stræbende, ildfuldt interesseret, altid kunstnerisk optaget Natur, der tegnede, malte, ordnede og ledede; en Samler, der splittede sig, men aldrig glemte at samle. 

Hun var ulærd og uskolet, derimod sikker i sin Synskhed som Digter. Han var den fineste Kunstelsker og Kunstkender, fra Drengeaarene af retledet i al kunstnerisk Indsigt; men han blev let noget spids i sin Tegning og Udsmykning, noget usikker i sin Frembringen, noget beklippet og formindsket af sin overudviklede Selvkritik. Skøn var han som Entusiast. Han satte den i Skønhedens Rige Indviedes Præg paa Alt, hvad han lagde Haand paa. Sammenligner man ham rned hans nærmeste, adskilligt yngre, Ven Edelfelt, føler man, hvad der fattedes ham i Lykke. Krohn skiftede atter og atter Fag, før han kom paa sin rette Hylde, Edelfelt behøvede aldrig at skifte Spor. 

Poul Levin misunder det ældre Slægtled dets sværmeriske Forhold til Kunsten og de gode Kameratskaber, hvori det har levet. Han finder sig i en ung Alder ensom. 

Han tilhører den i vore Dage omtrent forsvundne Menneskeart, Boglæseren, der nutildags næsten er saa uddød som Uroksen og forlængst erstattet af Avislæseren, som Uroksen af den almindelige Okse. 

Han lever med sine Bøger, oplever dem i sig, ser, hvad han iøvrigt oplever i Skær af det Lys, der udgaar fra dem. Naar han er en sjælfuld Læser, beror det naturligvis paa, at han er et sjælfuldt Menneske, men ogsaa det omvendte holder Stik; thi man har vanskeligt ved at tænke sig ham, som han vilde være uden boglig Kultur. Han er som de Kobberstik, af hvilke man ikke kender noget avant la lettre. 

Medens han som Læser har den videste Synskres, spænder han tilsyneladende som Menneske ikke over noget meget udstrakt Felt; han er ingen Odysseus, som er bleven,omtumlet paa mange Have, snarere en Xavier de Maistre, der foretager Rejsen rundt i sit Værelse, sit Hjem. 

Alligevel sammenligner han uafbrudt Bøgerne med Livet. Kun er de Bøger, der drejer sig om Hjem og Interiører, dem, han bedst forstaar. Derfor staar en grundig og gennemført Vurdering af Jonas Lies Forfatterskab vistnok højest blandt de Essays, han har skrevet. 

Et Æmne, der har ligget ham endnu nærmere paa Hjerte, er det, som Henrik Pontoppidans Lykke-Per har givet ham, den jødiske Familie i denne Roman, sammenholdt med alle tidligere Skildringer af jødiske Personligheder og Forhold i dansk Skønliteratur. Afhandlingen, i hvilken Poul Levin stærkere end ellers giver efter for sit Hang til en noget vilkaarlig billedlig Udtryks-maade, lader Pontoppidans Menneskekundskab og Menneskeskildring vederfares Retfærdighed og underkaster under Sammenligningen med den Goldschmidts gamle Roman En Jøde, særligt dens Slutning, en skarp Kritik. 

Det er her kun overset, at denne Slutning som adskillige Enkeltheder i Romanen, Hovedpersonens Deltagelse i den polske Frihedskrig f. Eks., er nøje kopieret efter Laubes Roman Det nye Europa. Levins Jævnførelse af Forholdet til den jødiske Familie i H. C. Andersens Kun en Spillemand og i Lykke-Peer er derimod meget fin. 

Dette udelukker ikke, at saavel Pontoppidan som Levin her har skrevet under Indtrykket af en Racemodsætning, som i alt væsenligt er indbildt, og som I ni Tilfælde af ti kun spores, fordi den formenes at være til. De gamle Raceteorier har forlængst opløst sig i Dunst og holdes blot kunstigt i Live i Kraft af Temperamentsforskelligheder og Nationalskryderi. 

Poul Levin staar i sin Egenskab af Kritiker adskilligt højere som Ransager og Forsker end som Værdsætter. Han anslaar efter sin Følelse Værdien af, hvad han bedømmer, jævnligt for højt eller for lavt, bliver f. Eks. begejstret for Hensigten med et Digterværk uden synderligt Hensyn til, hvordan det er faldet ud, og stødes ikke af pur Affektation, i Fald den er nogenlunde godt eftergjort Naturlighed og Djærvhed. 

Dog falder det ham lettere at bestemme Værdien rigtigt overfor de Døde end overfor de Levende. Han ser Afstanden mellem Aladdin og Faust; men han beundrer Daglannet. Doktrinært dømmer han imidlertid aldrig, derfor aldrig rent urimeligt eller vildt. Han er overhovedet ikke vild, men overmaade civiliseret, taler uden Opstød og skriver uden Skraal. 

Johannes V. Jensen belærte nylig Samtiden orn, at de Homeriske Helte havde været «en Stamme ræbende Vilde." Er dette rigtigt, fortjener en dansk Forfatter, hvem man neppe ellers vilde anslaa saa højt, Benævnelsen: en sand homerisk Helt.

Poul Levin, der som sagt ikke er vild og ikke ræbende, har intet af en Helt. Han minder mere om en indisk Grubler af dem, for hvem Naturen er frugtbar, men ikke erkendende, Sjælen erkendende, men ikke frugtbar. Han vil snarere forstaa end virke, og dersom han vil virke, er det kun i Kraft af, hvad han har forstaaet. 

Georg Brandes 
Samlede Skrifter
Kjøbenhavn Gyldendalske Boghandels Forlag
Græbes Bogtrykkeri 1899-1910

Published by Scandinavian Jewish Forum