MEIR ARON GOLDSCHMIDT

(1819 – 1887)

av 

Georg Brandes 

DEL II 

Goldschmidt var en lille kraftigt bygget Mand, med sluttet Holdning og hurtig Gang, mørk, med skarpe Træk, med et klogt stikkende Blik og med ualmindelig Meddelelsesevne. Han var i Samtale underholdende og livfuld. 

Han var vindende naar han vilde og dog var der noget ved ham der ligesom stødte tilbage. Han var ved sit Livs langvarige Stridigheder ved Bevidstheden om, en Tid at have levet som En, hvis Haand var mod Alle, som Alles mod ham, bleven mistænksom. Han var stadigt paa sin Post, alltid opfyldt af sit eget, ængstelig over sin Værdighed , let saaret og let saarende andre. 

Han havde ligget i Fejde med næsten alle danske Storheder, havde angrebet Grundtvig og Grundtvigianerne havde følt sig tilsidesat af Heiberg, hvem han afskyede som en kold, diplomatisk Natur, foragtet af Kierkegaard – hvis Dagbøger røber, hvilke Skældsord en Mand af dette Dannelsestrin i Monologer overøste Goldschmidt med – han var bleven gennemhaanet af Frederik Dreier der rettede sine Kølleslag mod hans romantiske Halvhed; han var yderst ilde lidt af Brøchner, der fandt ham overfladisk og hvem han til Gengæld havde lagt for Had som Ateist. Følgen var, at han ret jævnligt følte sig som Pindsvin og rullede sig sammen med alle Pigge rejste.

Deraf ogsaa, hvad der i sin Tid vakte saa megen Opsigt og Omtale, hans hyppige Skærmydsler med sine Forlæggere. De røbede visstnok et pirreligt og vanskeligt Sind.

En almen Anerkendelse, fuld og rund, som han i mange Henseender fortjente den, blev ham aldrig til Del. Goldschmidts meget stærke Selvfølelse kunde kun daarligt undvære Anerkendelsen; han tørstede imod den og velblev at føle sig ensom. Bitter var han just ikke og til Bitterhed havde han ingen Grund, men der var det Afvisende, Kritiske ved ham, som Ensomhedsfølelsen affødte.

Ved Siden af dette traadte i hans Væsen, i hans Samtale som i hans Skrifter, det dybtliggende romantiske Hang stedse stærkere frem som et Hang til Mystik. Da disse Linjers forfatter engang gik med ham paa et Billedgalleri og pegende paa nogle Malerier af hollandske Smaabilledmestre udbrød: Maestro!! Det er Deres Kunst i ting som Simon Levi og Avrahmsche Nattergal, svarte Goldschmidt med heftig Protest: Hvor kan De sige det! Hos mig er der alltid Noget bagved. 

Det var sandt, forsaavidt han i Reglen kom tilbage til den tysk-romantiske Grundanskuelse, som er den, at denne Tingenes udvortes Verdens skjuler en anden indre, der paa underfuld Maade svarer til den, mellem Ting og Personer, der staar hinanden ganske fjernt i Tid og Rum og tilsyneladende er hinanden fremmede, findes der derfor dunkle og usporlige Forbindelser, der udspringer af Love og Forhold, vi ikke kjenner.

Er der ved Goldschmiths Sans for Ideer og Grundspørgsmaal, hans hele Følgen med og hans Drøften af Tidstanker noget, der minder om hans Samtidige Karl Gutzkow, saa er han i sit stille Sind dog helt en Romantiker af langt ældre Type, ganske bortset fra at han er en mangefold større Kunstner. For ham var Skønheden altid det Skjulte.

Goldschmidt sad i Udlandet paa et offentlig Sted mellem et Par Landsmænd. Den ene, en Maler, faldt i Henrykkelse over en Dames Skønhed, der kom ind. Goldschmidt fandt ikke hendes Ansigt saa smukt og om det Ovrige erklærede han ikke at kunne dømme – Hvorfor ikke? sagde Maleren, jeg ser gennem Dragten, jeg klæder hende af med Ojnene i et Nu. – «Hvor De i saa Fald er ulykkelig!» sagde Goldschmidt, «saa eksistere der for Dem jo slet ingen Poesi i Deres Opfattelse af Kvinden» - Det var næppe muligt at finde nogen for en Arkeromantiker mere betegnende Ytring.

Det Stemningstryk, der fra Barndommen af havde hvilet paa hans Sind, bevirkede derfor ogsaa at det Store og Sande altid for ham blev staaende i det Uklare som hint Ideale, der i hans senere Liv fortolkedes som en hemmelighedsfuld Nemesis Magt. Han var anlagt til Verdensmand, havde Sans for Hygge og sømmeligt Vellevned, men fra tidlig Tid af var han i sit inderste en Nazaræer, ansaa det at nyde i Grunden for Synd og havde ikke Respekt for noget som for det at ofre, at afse, især i rent udvortes Forstand.

Goldschmidt havde f.Eks fra sin Ungdom af en vis Sympati med Socialismen, særligt en stærk Følelse af det Uretfærdige i de begunstigede Klassers Stilling. Da man i 1871 fra nationalliberal Side opfordrede ham til forenet Optræden mod den begyndende socialistiske Bevægelse, stillede han som Betingelse at man skulde danne en Forening, hvis Medlemmer forpligtede sig til aldrig at spise mere end tre Retter til Middag. Da de øvrige ikke vilde gaa ind herpaa, holdt Goldschmidt sig tilbage. Saa underlig det lyder, var Betingelsen stillet i fuldt Alvor. I denne Tænkemaade er der et Lighedspunkt mellem ham og hans Modstander Kierkegaard.

Han var uden af videnskabelig Forskole. Med en meget høj almindelig og kunstnerisk Dannelse forbandt han en fuldstændig Mangel paa videnskabelig Evne. Saaledes gik det til at den romantiske Mystik i Aarenes Løb blev eneherskende i hans Sind. Han gid efterhaanden rent op i sin Nemesis Lære som Ingen i Samtiden uden han kunde blive klog paa, og som drev en simpel og rigtig Iagttagelse ud i urimelige Følgeslutninger. Hans Bog om denne Nemesis ligner mest af alt en daarlig Doktordisputas. Men selve denne rastløse Attraa hos ham efter at raade Tilværelsens Runer viser at hans Blik stedse utvidedes og at hans Stræben som Aand holdt ud til det sidste.

Sin blivende og store Betydning har han dog som den første Udformer af en moderne dansk Kunstprosa. Hans Sprog er den bedste Arv, han efterlader os, Det slutter om Iagttagelse eller Indtrykket som et gennemsiktig Slør; det er stemningsfint og melodisk trods sit altid naturlige Parlando og det aabner stadig Perspektiver opefter og nedefter saa det er, som saa vi fra en smilende højtliggende Skovvej paa en Skrænt snart op mod Himlen, snart ned mod Havets Dyb.

Published by Scandinavian Jewish Forum