 |
| Else Brønsted stående FOTO: privat |
DANSK LÆRERINDE I SVERIGE
»Hvordan kom De over?« - Det Spørgsmaal faar man som hjemvendt Flygtning stillet Masser af Gange. Ja, hvordan kom jeg egentlig over? Nu bagefter staar Tiden, fra jeg gik »under Jorden«, og til jeg fandt mig selv ansat som Lærerinde ved Den danske Skole i Göteborg, som noget forunderlig uvirkeligt.
I Maj Maaned 1944 vandrede jeg en Morgen Kl. 5 1/2 sammen med en Del andre ind gennem Gitterporten ved Toldboden, lige forbi den tyske Vagtpost, der, som beregnet, ikke lagde Mærke til os i Mylderet af de Hundreder af Arbejdere, der netop paa den Tid i en tæt Strøm gled ind ad Porten for at komme over til Refshaleøen.
Han saa heller ikke, at vi drejede til højre og til sidst gik op paa en stor Damper, hvor Styrmanden uden et Ord førte os ned ad den ene Stige efter den anden og til sidst gennem et snævert Hul bugserede os ned i selve Kølen, hvor vi, fem i alt, anbragte os paa Jernbjælkerne med Benene dinglende ud over det tomme Intet. Ikke uden en vis Rædsel konstaterede jeg, da Øjnene havde vænnet sig til Mørket, at der var mindst 5 m. at falde, hvis man faldt.
Han saa heller ikke, at vi drejede til højre og til sidst gik op paa en stor Damper, hvor Styrmanden uden et Ord førte os ned ad den ene Stige efter den anden og til sidst gennem et snævert Hul bugserede os ned i selve Kølen, hvor vi, fem i alt, anbragte os paa Jernbjælkerne med Benene dinglende ud over det tomme Intet. Ikke uden en vis Rædsel konstaterede jeg, da Øjnene havde vænnet sig til Mørket, at der var mindst 5 m. at falde, hvis man faldt.
Saa var der den lange Ventetid, fem uendelig lange Timer, før vi var paa svensk Territorium og blev kaldt op til Forhør hos den svenske »tullman«. Han tog os med i Lodsbaaden, der styrede ind mod Falsterbo, og snart efter stod vi paa svensk Grund, i det forjættede Land, der ikke kendte Krig.
Vi blev straks »omhändertagna« af den svenske Kystbevogtning, der i Øvrigt i første Øjeblik vakte vor inderlige Afsky ved at være iført Uniformer af en usympatisk grøn Farve. De ligner faktisk Prøjsere, de svenske Soldater. Gad vide, hvor mange Flygtninge der har faaet et Chock, naar de kom til Malmö og saa Gaderne dér oversvømmet af »grønne«.
Og saa det første Møde med Malmö, hvortil vi blev bragt hen! Det var simpelthen en Aabenbaring. Lys, Lys, Lys i Vinduerne og i Sporvognene, Lysreklamer som i gamle Dage! Vi var ganske blændede. Og hvor var vi dog lurvede i Tøjet! Det kunde vi rigtig se nu, naar vi betragtede de elegante Svenskere, der gik i rigtige Lædersko og Heluld.
Vi trykkede Næserne flade mod Udstillingsvinduerne for rigtig at nyde Synet af de usandsynlige Mængder af Stof i alle mulige dejlige Farver, Kjoler, Strømper, Sko o.s.v., som var udstillet. Henne paa Torvet lavede de nyankomne Flygtninge helt Opløb foran en »Frukt och Choklad Affär«, hvis Udstillingsvindue bugnede af Chokolade, Appelsiner, Figner og Ananas. Vi var stumme af Betagelse.
Vi trykkede Næserne flade mod Udstillingsvinduerne for rigtig at nyde Synet af de usandsynlige Mængder af Stof i alle mulige dejlige Farver, Kjoler, Strømper, Sko o.s.v., som var udstillet. Henne paa Torvet lavede de nyankomne Flygtninge helt Opløb foran en »Frukt och Choklad Affär«, hvis Udstillingsvindue bugnede af Chokolade, Appelsiner, Figner og Ananas. Vi var stumme af Betagelse.
Det vil føre for vidt at berette i Detailler om den følgende Tids Hændelser. Vi kom som alle andre i »förläggning«, for vort Vedkommende i en lille bitte »by« ( = Landsby) midt i Smaalands Naaleskove, og vi var der tilstrækkelig længe til at naa at blive angrebet af noget fint noget, som hedder Forlægningspsykose, en Tilstand af Nedstemthed og Nervøsitet, præget af Bekymring for dem hjemme og en Følelse af, at man er »stukket af« fra det hele, en Tilstand, der i Reglen afløste den første Tids kolossale Lettelse.
Som de andre gik jeg hver Dag og haabede paa det Brev, der kunde befri mig ud af Ørkesløsheden og bringe mig i Kontakt med Livet igen. Og det kom! Efter en Maaneds Forløb fik jeg den glædelige Underretning, at der var Brug for mig ved Den danske Skole i Göteborg, hvor min tidligere Fransklærerinde fra Aarhus Katedralskole, Frk. (nu Fru) Henriques var Rektor. Det var virkelig et enestaaende Held. Ikke alene kom jeg til en af de tre store, »lukkede« Byer, der var Maalet for alle Flygtninges Længsel; men jeg fik ogsaa Beskæftigelse i mit Fag, noget som langtfra var alle beskaaret.
Som de andre gik jeg hver Dag og haabede paa det Brev, der kunde befri mig ud af Ørkesløsheden og bringe mig i Kontakt med Livet igen. Og det kom! Efter en Maaneds Forløb fik jeg den glædelige Underretning, at der var Brug for mig ved Den danske Skole i Göteborg, hvor min tidligere Fransklærerinde fra Aarhus Katedralskole, Frk. (nu Fru) Henriques var Rektor. Det var virkelig et enestaaende Held. Ikke alene kom jeg til en af de tre store, »lukkede« Byer, der var Maalet for alle Flygtninges Længsel; men jeg fik ogsaa Beskæftigelse i mit Fag, noget som langtfra var alle beskaaret.
De danske Skoler i Sverige blev, som det sikkert er bekendt, oprettet i Tiden efter de forfærdelige Oktoberdage i 1943, da Flygtningene pludselig kom strømmende familievis over Sundet, saa at Konsulaterne hver Dag var overfyldt af fortvivlede Forældre, der ikke vidste, hvad de skulde sætte deres Børn til. Begyndelsen - som jeg altsaa ikke oplevede - var beskeden nok.
Men det udviklede sig med rivende Hast saadan, at der omsider blev oprettet tre store danske Skoler, nemlig Skolen i Hälsingborg med Underskole og fri Mellemskole og Skolerne i Lund og Göteborg med Underskole, Mellemskole, Realskole og Gymnasium. Det var danske »Statsskoler«, eftersom de - uofficielt selvfølgelig - stod under det danske Undervisningsministerium, og de havde altsaa Eksamensret paa lige Fod med Skolerne herhjemme.
Men det udviklede sig med rivende Hast saadan, at der omsider blev oprettet tre store danske Skoler, nemlig Skolen i Hälsingborg med Underskole og fri Mellemskole og Skolerne i Lund og Göteborg med Underskole, Mellemskole, Realskole og Gymnasium. Det var danske »Statsskoler«, eftersom de - uofficielt selvfølgelig - stod under det danske Undervisningsministerium, og de havde altsaa Eksamensret paa lige Fod med Skolerne herhjemme.
Til Skolen i Göteborg var der til sidst knyttet i alt 29 Lærere, nemlig en halv Snes fastansatte med fuldt Timetal og Resten Timelærere. Det var i Sandhed en broget Lærerskare. Der var cand. mag.'er, Kommunelærere, Doktorer, Professorer, stud. mag.'er og stud. polyt.'er, Translatører, Rektorer, en Organist, en Præst, en Civilingeniør, alle sammen danske Flygtninge.
I Løbet af det sidste Skoleaar naaede vi op paa ca. 225 Elever. Den største Klasse var vist 1. Klasse, der var paa 24 Elever; ellers var der i Under- og Mellemskole mellen 10 og 20 i hver Klasse. Tyndere besat var Gymnasiet, hvor der i enkelte Klasser bare var 4-5 Stykker.
Mit første Møde med »Den danske Skole« staar endnu meget tydeligt for mig. Jeg var kommet direkte fra Forlægningen til Göteborg, og fuld af spændt Forventning begav jeg mig hen til Göteborgs Högskola, hvor Skolen holdt Afslutningshøjtidelighed efter Skoleaaret 1943-44. Mit Hjerte sank i Livet paa mig, da jeg gik ind i den store Sal og fandt den fuld af sorthaarede Mennesker.
Nok havde jeg tænkt mig, at der var en Del jødiske Børn i Skolen; men at de alle, eller i alt Fald Hovedparten, var det, det havde jeg aldrig drømt om. Jeg følte mig pludselig som en Albino, ene og forladt mellem fremmede Mennesker, og det blev ikke just bedre af, at jeg kom til at staa foran et Par Mennesker, der underholdt sig livligt med hinanden paa Tysk. - Naa, heldigvis - og selvfølgelig - forsvandt disse Fornemmelser i Løbet af et Par Dage.
Nok havde jeg tænkt mig, at der var en Del jødiske Børn i Skolen; men at de alle, eller i alt Fald Hovedparten, var det, det havde jeg aldrig drømt om. Jeg følte mig pludselig som en Albino, ene og forladt mellem fremmede Mennesker, og det blev ikke just bedre af, at jeg kom til at staa foran et Par Mennesker, der underholdt sig livligt med hinanden paa Tysk. - Naa, heldigvis - og selvfølgelig - forsvandt disse Fornemmelser i Løbet af et Par Dage.
Efter to Maaneders »Sommerferie«, som jeg tilbragte i en Lejr for danske Skolebørn, begyndte jeg paa selve Skolearbejdet ved Skoleaarets Begyndelse den 1. September 1944. Paa det Tidspunkt havde man opgivet at laane sig frem med Lokaler, og der var i Stedet lejet Lokaler rundt om i Byen, saa at der kunde blive Formiddagsundervisning. Det var de mærkeligste Steder, vi kom til at logere, i KFUM, Bethlehemskyrkan, i Mosaiska församlingens hus, i Kældre og paa Kviste, i alt paa 7-8 forskellige Steder, noget, som vi jo nu desværre kun kender alt for godt herhjemme ogsaa.
Et Lærerværelse fandtes selvfølgelig ikke; men det var ogsaa komplet overflødigt, for hvert Frikvarter maatte Læreren i Hast begive sig hen til det Lokale, hvor han skulde have næste Time. Det kneb voldsomt at naa det, og jeg fo'r i Begyndelsen uvægerlig vild, naar jeg skulde finde fra Bethlehemskyrkan til Drottninggatan og endte en Gang langt ude i Havnen, som endda er »förbjudet omraade för utlänningar«.
Til vor store Henrykkelse anskaffede Flygtningekontorets kulturelle Afdeling en flunkende ny svensk Cykel med »rigtige« Dæk til de faste Lærere, saa vi kunde naa frem uden alt for store Forsinkelser. Det var ikke uden Rædsel i Sindet, at jeg første Gang besteg min dejlige, blaa Cykel for at kaste mig ud i den efter min Mening fuldkommen livsfarlige Trafik, der rørte sig i Göteborgs Gader, naar Folk mod al sund Fornuft hvirvlede af Sted i venstre Side af Vejen.
Til vor store Henrykkelse anskaffede Flygtningekontorets kulturelle Afdeling en flunkende ny svensk Cykel med »rigtige« Dæk til de faste Lærere, saa vi kunde naa frem uden alt for store Forsinkelser. Det var ikke uden Rædsel i Sindet, at jeg første Gang besteg min dejlige, blaa Cykel for at kaste mig ud i den efter min Mening fuldkommen livsfarlige Trafik, der rørte sig i Göteborgs Gader, naar Folk mod al sund Fornuft hvirvlede af Sted i venstre Side af Vejen.
Det var et Arbejde fuldt af Vanskeligheder og Forhindringer at være Lærer ved Den danske Skole, opdagede jeg snart. Lokalerne var langt fra ideelle. En Klasse sad saaledes i et Køkken uden Dagslys. Et andet Sted sad to Klasser i et stort Lokale, som saa var delt ved en interimistisk Skillevæg, der absolut ikke var lydisolerende. Saa skulde der pludselig være Møde i Bethlehemskyrkan, saa vi maatte rykke ud derfra, og saa var der mosaisk Helligdag, saa at vi ikke kunde være i Synagogens Lokaler, og Halvdelen af Eleverne holdt fri.
Tavler havde vi til at begynde med ingen af, og Bøger var det meget sløjt med. De skulde bestilles i Danmark og føres illegalt over, og det glippede ofte. Desuden voksede Skolen langt ud over, hvad der var regnet med, da Bestillingslisterne blev sendt af Sted. Jeg havde saaledes Engelsk i 1. Mellem med 5 Bøger og 12 Elever.
Desuden nød jeg den tvivlsomme Ære at faa overdraget Undervisningen i Naturhistorie i hele Mellemskolen, i Begyndelsen saa godt som uden Bøger og uden Hjælpemidler af nogen Art, hverken Præparater eller Plancher; dem fremstillede jeg selv. Først til Slut fik jeg en Mængde fine Billeder; men saa kom Kapitulationen, saa de fleste blev aldrig taget i Brug.
Desuden nød jeg den tvivlsomme Ære at faa overdraget Undervisningen i Naturhistorie i hele Mellemskolen, i Begyndelsen saa godt som uden Bøger og uden Hjælpemidler af nogen Art, hverken Præparater eller Plancher; dem fremstillede jeg selv. Først til Slut fik jeg en Mængde fine Billeder; men saa kom Kapitulationen, saa de fleste blev aldrig taget i Brug.
Endnu en Vanskelighed var der, som vi i alt Fald ikke kommer ud for herhjemme, og det var Sproget. De fleste af Børnene havde været saa længe i Sverige, at deres Sprog var mere eller mindre forsvensket; særlig galt var det med de helt smaa i min 1. Klasse, hvor mange talte fuldstændig Svensk, da de kom til Skolen.
Det beredte mig adskillige Overraskelser. Da Skolen saaledes var samlet første Gang efter Ferien, var ogsaa de smaa Aspiranter til 1. Klasse mødt op. Da det skulde være mine, gik jeg hen til en af dem, en sød lille Dreng med mørkebrune Øjne, og for at sige noget stillede jeg ham - ikke videre originalt, indrømmer jeg - alle voksnes traditionelle Spørgsmaal til Børn og spurgte, hvad han hed. Til min Forbløffelse svarede han paa klingende Svensk noget i Retning af: »Jag hedder Årne.«
Jeg sendte i Hast en venlig Tanke til Rektor, som havde garanteret mig, at det var danske Børn, jeg skulde have, og sagde: »Ja - men saa skal du da ikke gaa her.« Drengen saa voldsom brødebetynget ud, og saa kom hans Far til og erklærede, at han hed Arne (Årne er Göteborgudtale) og var Dansk; men de kunde ikke faa ham til at tale Dansk mere.
Det beredte mig adskillige Overraskelser. Da Skolen saaledes var samlet første Gang efter Ferien, var ogsaa de smaa Aspiranter til 1. Klasse mødt op. Da det skulde være mine, gik jeg hen til en af dem, en sød lille Dreng med mørkebrune Øjne, og for at sige noget stillede jeg ham - ikke videre originalt, indrømmer jeg - alle voksnes traditionelle Spørgsmaal til Børn og spurgte, hvad han hed. Til min Forbløffelse svarede han paa klingende Svensk noget i Retning af: »Jag hedder Årne.«
Jeg sendte i Hast en venlig Tanke til Rektor, som havde garanteret mig, at det var danske Børn, jeg skulde have, og sagde: »Ja - men saa skal du da ikke gaa her.« Drengen saa voldsom brødebetynget ud, og saa kom hans Far til og erklærede, at han hed Arne (Årne er Göteborgudtale) og var Dansk; men de kunde ikke faa ham til at tale Dansk mere.
Det blev saaledes min fornemste Opgave i Begyndelsen at lære Børnene i 1. Klasse Dansk igen. »Tanten, tanten, komm och titta,« raabte lille Jan til mig, naar ham blev ivrig. Han kom iøvrigt ikke til at tale rigtig igen, vilde ikke. Dog lod han sig overtale til at sige »fröken« paa Svensk i Stedet for »tanten«. Mange af Børnene brugte »ni« som Tiltaleord. Naar jeg kom, modtog de mig gerne med Raabet. »Vi kan vel faa börja med at regne i Dag,« og en lille Pige kunde f. Eks. sige saaledes til mig: »Jeg kan vel (= maa jeg ikke nok) faa en Kugleramme, som dom andre fik, när dom regnede saadan noget.«
Somme Tider kunde dette Blandingssprog ligefrem spille mig et Puds. For at illustrere Bogstaverne havde jeg saaledes en Dag til »t« tegnet en efter min Mening meget elegant Taske; men Børnene kaldte den haardnakket for »en väska«, hvilket jo unægtelig forvirrede Begreberne en Del. Ligesaa udbrød de henrykt ved Synet af en Nisse, der skulde illustrere »n«: »en tomte«.
Lige saa indviklet var det i Regning. Jeg maatte begynde med at lære Børnene at tælle paa Dansk. Da vi langt inde i Skoleaaret forlængst var kommet til at regne med alle Tal indtil 100, sagde Henning eftertænksomt til mig en Dag: »Jeg kan ikke forstaa, Frøken, hvornaar kammer vi til femtio og sekstio?«
I de større Klasser var det selvfølgelig knap saa galt. De var tosprogede og kunde i hvert Fald i Talen nogenlunde holde de to Sprog ude fra hinanden. Dog lagde jeg Mærke til, at Udtryk som »lingonsylt« og »hallon« = Tyttebærsyltetøj og Hindbær, »vinden« = Loftet og mange andre ikke af 4. Klasse føltes som fremmede. -
Værre var det med Skriftsproget, hvor der herskede en sand babelsk Forvirring. Det skyldtes især, at mange havde gaaet i svensk Skole. »Att« med to t'er, »till« med to l'er, Skoven med g, Mørkret i Stedet for Mørket, Vædret for Vejret og lignende kunde man rette i det uendelige i Diktaterne, for ikke at tale om, at Børnene efter en svensk Periode nærede en principiel Modvilje mod at skrive Navneord med stort. De svenske ä'er og å'er var heller ikke til at udrydde.
Værre var det med Skriftsproget, hvor der herskede en sand babelsk Forvirring. Det skyldtes især, at mange havde gaaet i svensk Skole. »Att« med to t'er, »till« med to l'er, Skoven med g, Mørkret i Stedet for Mørket, Vædret for Vejret og lignende kunde man rette i det uendelige i Diktaterne, for ikke at tale om, at Børnene efter en svensk Periode nærede en principiel Modvilje mod at skrive Navneord med stort. De svenske ä'er og å'er var heller ikke til at udrydde.
Som altid tilegnede Børnene sig langt lettere det fremmede Sprog end vi voksne. De talte i Almindelighed fuldstændig uden dansk Brydning. Det svenske Schibbolet »sju« kunde de klare som ingenting. En Far fortalte mig, hvordan han ved Billethullet paa Centralstationen havde faaet Afslag, da han forsøgte at købe Billet til et for Udlændinge forbudt Omraade, hvorpaa han sendte sin 8-aarige Datter derhen, og hun fik Billetten uden Vrøvl.
Hvad havde alle disse Børn ikke oplevet, saa smaa de var. Nogle havde det stadigvæk saadan, nu et helt Aar efter, at de løb hen og gemte sig, hvis det ringede paa Døren. Andre tog det som noget selvfølgeligt og berettede lidenskabsløst om, hvordan de havde ligget i Bunden af en Baad, fordi »de skød hen over Baaden«, og var blevet gennemvaade af Bølgerne, der slog ind, »og Baaden bagved os sank«. Der var lille Allan, som var kommet alene over.
Hans Far og Mor havde anbragt ham og hans Søster, der dengang var 5 og 3 Aar gamle, i Pleje et Sted, hvor de mente, Børnene var i Sikkerhed, og var saa selv flygtet. Nogle Dage efter blev Plejeforældrene imidlertid urolige, og de to smaa fik en Indsprøjtning, der gjorde dem bevidstløse, blev forsynet med finsk Identitetskort og sendt alene over i en Fiskerbaad. Paa Sverigessiden anede man ikke, hvad man skulde stille op med de to bevidstløse Børn, som man bare kendte Fornavnene paa. Man ringede til en dansk Forlægning for at spørge om Raad, og ved et mirakuløst Træf var det Børnenes Far, der tog Telefonen. Han var ikke langt fra at faa et Chock, og han rejste skyndsomst til Kysten og var der, da Børnene vaagnede.
Hans Far og Mor havde anbragt ham og hans Søster, der dengang var 5 og 3 Aar gamle, i Pleje et Sted, hvor de mente, Børnene var i Sikkerhed, og var saa selv flygtet. Nogle Dage efter blev Plejeforældrene imidlertid urolige, og de to smaa fik en Indsprøjtning, der gjorde dem bevidstløse, blev forsynet med finsk Identitetskort og sendt alene over i en Fiskerbaad. Paa Sverigessiden anede man ikke, hvad man skulde stille op med de to bevidstløse Børn, som man bare kendte Fornavnene paa. Man ringede til en dansk Forlægning for at spørge om Raad, og ved et mirakuløst Træf var det Børnenes Far, der tog Telefonen. Han var ikke langt fra at faa et Chock, og han rejste skyndsomst til Kysten og var der, da Børnene vaagnede.
Og der var Johnny, hvis Mor sad i Theresienstadt. To Familier havde været skjult i et Hus, mens de ventede paa Skibslejlighed; Mændene var sammen med Drengene gaaet ud et Øjeblik for at se, om Baaden kom, og i det samme kom Gestapo og hentede de tilbageblevne Hustruer og en lille Pige, som alle endte i Tyskland. Næsten alle Børnene havde iøvrigt paarørende i tyske Lejre.
Naar jeg stod og saa ud over de smaa i 1. og 2. Klasse, mens de glade og fornøjede legede paa Gaardspladsen foran Synagogen, tænkte jeg mange Gange paa, hvilken Skæbne der vilde have ramt dem, hvis de var blevet fanget og ført til Tyskland. Tyskernes Grusomhed gik rigtigt op for mig, naar jeg tænkte paa, at det var saadanne Børn, der var blevet dræbt i Gaskamre og paa andre bestialske Maader, det var dem og deres Forældre, der blev jaget som Dyr.
Dette maa aldrig ske igen; det kan vi allesammen forhindre. Nazismen skal ikke have den Triumf, at den før sin Undergang naaede at saa sin onde Sæd i Menneskenes Sind, paany at give Antisemitismen, som altid - ogsaa nu - ligger latent i Tiden, ny Næring. Og der er virkelig Fare paa Færde nu.
Det var saaledes ikke ualmindeligt, at de saakaldte »ariske« Flygtninge luftede en vis - i Forhold til Tyskernes selvfølgelig meget moderat - Form for Antisemitisme. »Jeg er skam ikke ligefrem Antisemit jeg har oven i Købet hjulpet Jøder over; men der er dog Grænser, og man kan nu ikke nægte, at - -«, saadan lød det, og saa fulgte de i Virkeligheden fra Nazismen overtagne gamle Fraser, Argumenter og Beskyldninger mod Jøderne. For alt i Verden, lad os udrydde en saadan Tankegang, Antisemitismen udryddes ikke ved blot at hindre Voldshandlinger mod Jøderne; det er Folks hele Indstilling, der maa renses for enhver Antydning af gamle Fordomme.
Det var saaledes ikke ualmindeligt, at de saakaldte »ariske« Flygtninge luftede en vis - i Forhold til Tyskernes selvfølgelig meget moderat - Form for Antisemitisme. »Jeg er skam ikke ligefrem Antisemit jeg har oven i Købet hjulpet Jøder over; men der er dog Grænser, og man kan nu ikke nægte, at - -«, saadan lød det, og saa fulgte de i Virkeligheden fra Nazismen overtagne gamle Fraser, Argumenter og Beskyldninger mod Jøderne. For alt i Verden, lad os udrydde en saadan Tankegang, Antisemitismen udryddes ikke ved blot at hindre Voldshandlinger mod Jøderne; det er Folks hele Indstilling, der maa renses for enhver Antydning af gamle Fordomme.
Mange Gange maatte jeg tænke paa en hebraisk Sang, som jeg havde hørt til en jødisk Koncert: Moderen fortæller sit Barn, at hver Gang Israel lider ondt, fælder Gud en Taare i et Bæger, og Barnet spørger: »Mor, er Bægeret ikke snart fuldt?« - Ja, er Bægeret dog ikke snart fuldt!
Else Brønsted (Baadsgaard)
2015
