Monday, April 13, 2015

Carolineskolen








Carolineskolen. 1 klasse 1940.
Forrest fra venstre: Charles Levy Warshawsky (Dalgart), Herman Bukrinsky,
Lenard Friedmann, Gusti Goldberg, Leo Karpantschof, Henry Stobetsky (Aktor)
og Friedrich Somogyl. Bagest fra venstre: Aron Skop, Selly Diamant, Ralph
Tschernia, Willy Salomon, Gerald Lekach og Willy Diamant. Privatlejet.




CAROLINESKOLEN
Fra to skoler til en fællesskole

af Aron Skop




Min skolegang på Mosaisk Drengeskole startede i april 1940. 6 år gammel var jeg da jeg begyndte i 1. klasse og min erindring om starten er uløseligt knyttet sammen med den tyske besættelse af Danmark. 


Gennem vort vindue – vi boede i det indre København – betragtede jeg den 9. april med nysgjerrige øjne de tyske troppers indtog i byen. Den dag kom jeg ikke i skole, men skolegangen fortsatte indtil flugten til Sverige i oktober 1943, på en egentlig forbavsende harmonisk måde. 

Drengeskolen lå på en lille fredsommelig vej på Frederiksberg. Ingemannsvej var navnet på vejen, som forhen var Johannesvej. Bygningen ligger i nr. 21 og bliver idag brugt som specialskole. Bygningen ånder stadig gamle minder, selv om det gamle pæretræ desværre er forsvundet. 

For at komme til skolen kørte vi vor daglige tur i sporvogn, og inden vi skulle hjem fornøjede vi os med at gå på «æbleskud» i skolebestyrer Harry Pihlers lille have foran skolen, hvorpå det gjaldt om at komme hurtigt af sted, inden vi kom til at stå til regnskab for «ugjerningen». Pihler var altså lederen af Drengeskolen, ligesom frk. Østerberg var bestyrerinde af Pigeskolen i Prinsesse Charlottes Gade.

Pihler blev udnævnt til leder i 1925, og han bestyrede Drengeskolen og senere Fællesskolen indtil 1965, i hvilket år han kunne fejre sit 40-år jublieum. Selv var han opdraget i den autoritære skole, og det var den skoleform, som var gældende både på Drengeskolen og på Pigeskolen indtil oktober 1943, således som den også var gældende i den almindelige danske folkeskole. De, der har eringring om den tid, vil kunne huske, at han kunne give lussinger, endda hårde lussinger, hvilket dengang var et ganske almindeligt disciplinærmidddel.

Pihler satte sit præg på skolens drenge på flere områder. Mange elever husker hans udfordrende lejrskoler til Bornholm, hvor lange gåture var med til at ryste eleverne sammen. Dengang var rejselivet ikke så udviklet, så dette at komme til Bornholm var i sig selv en stor begivenhed. Desuden var han forud for sin tid ved at få indført engelskundervisning allerede på 3. klassetrin. Pihler var cand. mag i engelsk, og derfor havde han en naturlig interesse i faget.

Undervisningen på både Drenge- og Pigeskolen ophørte i oktober 1943, og da vi vendte hjem fra Sverige i sommeren og efteråret 1945, besluttede Mosaisk Trossamfund, at Drenge og Pigeskolen skulle slås sammen men fælles Skoledirektion, og Pihler blev bedt om at være bestyrer for Fællesskole, som fik navnet Carolineskolen, Jødisk Fællesskolen.

Direktionens sammensætning ble således: 2 medlemmer blev valgt af Troessamdfundet, 1 medlem blev udpeget af Repræsentanternes midte, 1 medlem blev valgt af Delegeretforsamlingen, og endelig blev et medlem valgt af forældrene. De 2 sidste medlemmer dannede starten på demokratiseringsprocessen af skolens styrelse, en process der er fortsat indtil de seneste år, hvor nye love sikrede, at skolen blev forældrestyret, idet forældrene kom til at utgøre flertallet i den ny «skolebestyrelse» som blev afløseren af skolediretionen.

Efter 2. verdenskrig startede Fællesskolen sin undervisning dels på den gamle Drengeskole, dels i Ny Kongensgade. Jeg husker, at vor gymnastiklærer Heilbo, uddannet inden for militæret, gjorde sig stor anstrengelser for, at eleverne skulle kunne udfolde sig fysisk. Nemt var det ikke. Først da skolelokalerne i Prinsesse Charlottes Gade blev ledige, kunne både drenge og piger flytte over på den gamle pigeskole.

Af lærerne, der genoptog skolearbejdet efter krigen, var Lipmann Kurzweil, Julius Kaminkowitz, Paula Melnick og Edith Fischer. Sidstnævnte blev i oktober 1943 taget af tyskerne og ført til Theresienstadt. Efter krigen var også hun parat til at genoptage sin undervisning på skolen. Senere nåede hun at fejre sit 40 års jubileum, så navnet Edith Fischer var et fast begreb i flere generationer af gamle elever. 

Pihlers opgave ble at samkøre Drenge- og Pigeskolen, samt afstikke den pædagogiske kurs i samarbjede med lærerne. Til det formål knyttede han nogle progressive pædagoger til skolen, som måske i højere grad end han selv kom til at tegne skolens «moderne» pædagogik. Efter 2. verdenskrig blæste der nye pædagogiske vinde. Man ville væk fra det autoritære system, og i højere grad sætte eleven i centrum, samtidig med at der skulle tages mere hensyn til den enkelte elevs muligheder. 

Nævnes skal Torben Gregersen og Birgita Lindvad, som senere begge ble kendte ansigter i den danske pædagogisken verden. Vægten blev nu høi grad lagt på p-fagene, som blev betegnelsen for de kreative fag. Sang, musikk, håndarbeide og værkstedsundervisning, med arbejder i ler og småsløjd kom i høisædet, og der blev kreeret og produceret til den store guldmedalje. Bernadotteskolen i Hellerup havde meget tidlig været ude med en meget udbygget p-fags-ordning og mange af Carolineskolens lærere hentede inspirasjon derfra. 

Lystprincippet blev indført, pligtlektielæsning blev afskaffet og lærere og elever blev dus med hinanden – på nogle undtagelse nær. Nogle af de ældre lærere følte det unaturligt, hvis eleverne tiltalte dem med «du». I øvrigt mente de, at noget af respekten ville ryge, hvis man tillod eleverne at sige du. Indbyrdes var de således også «Des». 

Også seksualundervisning blev sat på programmet, og Pihler blev en ivrig fortaler for den gren af undervisningen. 

Tilbagskuende er det interessant at bemærke sig, at mange af de «moderne» ideer i virkeligheden senere var at finde i den nye skolelov, som blev indført i 1958. Carolineskolen var altså forud for sin tid, hvilket man på skolen altid har bestræbt sig på at leve op til. I 1966 oprettedes den første børnehaveklasse på skolen. Også på det område var Carolineskolen på forkant med udviklingen En så radikal ændring i skolens pædagogik fik indimellem forældrekredsen til at reagere.

Forældrene var selv opdraget i et autoritært skolesystem, og alle de nye ideer kunne være svære at godtage. For enkelte forældre blev det simpelthen for meget med det resultat til følge, at børnene blev taget ud. Efter en 10-års periode med pædagogiske fornyelser, fandt skolen tilbage til en afbalanceret pædagogik mellem det fornyende og det bevarende.

Nogen vil måske stille spørsmålet: Hva med jiddisch? Blev dette sprog ikke sat på undervisningsplanen? Jiddisch havde der været undervist i både på Drenge- og Pigeskolen fra midt i 30 årene og i årene efter krigen blev undervisningen genoptaget, men altid på frivillig basis og efter almindelig skoletid. Det var den elskelige lærer Samuel Beilin, som forestod undervisningen, og selv husker jeg, hvordan han formåede at få os til at udfolde os med stor begejstring udi det jiddische sprog.

Til Purim stod historien om dronning Ester og kong Ahasverush på programmet, og forældre og bedsteforældre nød de små jiddischtalende skuespillere. Beilin døde i 1959, og interessen for faget ebbede ud, og undervisningen blev ikke genoptaget senere. Det moderne ivrit havde indtaget dets plads. Beilin nærede en dyb kærlighed til det jiddische sprog og til sine elever. Et eksempel på dette er følgende vers skrevet til Esther Spilok f. Kolnizansky (1937):


Kære Esther
Du er et ædelt jødisk barn
Og som en engel – intet skam
Og dit sprog klinger som klokkeklang
For os er det den sødeste sang
Så pas godt på, du søde barn
Ditt sprog fra moder som fra far’n
Det klinger skønt, sødt fra din mund
En klang, en rigdom i hver stund.

Fra din lærer

S. Beilin
(oversat af Lui Beilin)


Skolens fundament

Skolemissionens arbejde satte som før omtalt en masse ting igang på det jødiske område. Ideer blev udbygget og nye projekter søsat, således at det jødiske islæt i hele skolens liv blev mere mærkbart. Idag har feijringene af de jødiske fester fået en mere central placering end førhen, og her kommer børnenes musikalske og dramatiske evner til udfoldelse.

Et år højdepunktene er skolen Chanukastykke, hvor årets 7. klasse får lov til at vise, hvad de kan. Før i tiden var det almindeligt, at læreren skrev teksten til Chanukastykket og på den måde satte sit individuelle præg på stykket. Emnerne kunne række helt fra «Josef og hans brødre» over «Den vidunderlige stage» til det dybt alvorlige «Flugten til Sverige» og «Historien om Anne Frank.» Og ikke at forglemme Ralph Leviatan som rystede den ene musical efter den anden ud af ærmet. Han skrev teksten, lavede melodierne, og han stod også selv for musik udførelsen. Det blev der mange store succeser ud af.

Tiderne har ændret sig, og idag er eleverne selv forfattere til stykket, hvilket der kan være mange gode pædagogiske grunde til. Festligt er det altid, når elever, forældre, og gæster samles til Chanuka i den store gymnastiksal for at overvære opførelsen af årets Chanukastykke. Forventningen er altid stor. Også fejringen af Pesach er et af årets højdepunkter. Det summer af feststemning, når der afholdes «model-sedarim» overalt på skolen. Alle er engasjerede og godt forberedet til festen. Som eksempel på en forholdsvis ny fejring kan nævnes «Rosh Chodesh» arrangementerne, hvor hver ny jødisk måned bliver budt velkommen gennem sang, dans og drama.

Den største fornyelse inden for den jødiske undervisning var skolens «Israel-rejse» for årets 8. klasse. Skolens største projekt. Det begyndte i 1976 med en 14 dages tur med et meget ambitiøst program der gav en masse oplevelse og nye indtryk. Senere blev den udvidet til en 4-ugers rejse. På et tidspunkt tog man på daværende rabbiner Bent Lexners initivativ det endelige skridt og udvidede turen til et 8 ugers project.

Turens indhold blev ændret til at være en blanding af lejrskole og fast daglig undervisning på en Ulpan i Jerusalem, hvor både jødiske fag og det hebraiske sprog blev en del af programmet. Israel er et land, der ånder historie. Når elevene derfor er på ture, og de støder på historiske minder bliver både bibelhistorie og den senere jødiske historie så at sige levendegjort for eleverne.

Som tegn på skolens nære relation til Israel har skolen gennem årene modtaget besøg af mange store Israelske personligheder. Det første besøk af Golda Meir var midlertid ikke nogen succes da Golda Meir følte sig meget lidt velkommen på grund af manglende israelske flag i skolens udsmykning. Senere blev det meget beklaget som en kedelig forglemmelse.

Skal man vurdere det jødiske islæt i skolen liv gennem de sidste 60 år, er udviklingen klart gået imod en store betoning af det jødiske. Dette føles naturligt og på sin plads af mange af skolens elever. For en del elever vil accentueringen af det jødiske mange gang ikke føles helt naturligt.

.