Monday, October 30, 2017











ORGLET OG ORGELMUSIKKEN
 I JØDISK KULTUR



Af Hans Christian Hein, 
rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole





Fremkomsten og udviklingen af det borgerlige samfund med dets institutioner i slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet blev tillige en åndelig og filosofisk brydningstid med store ændringer til følge for kunsten og musikken i Europa. 

I den kristne vesteuropæiske kirkemusik kom det således til et brud med de ældre komponisters utvungne brug af samtidens stil. Komponister i 1800-tallet kom til at stå i et dilemma mellem den kompositionsmæssige udvikling i retning af større selvstændighed og de historiserende og arkaiserende træk inden for netop kirkemusikken. Denne dobbelte bundethed kan bl.a. ses i et citat fra et brev fra 1835 af den da 26-årige Felix Mendelssohn, der skriver: ”En virkelig kirkemusik, d.v.s. med plads i den evangeliske gudstjeneste, synes mig umulig, og dette ikke blot fordi jeg ikke kan se, hvor denne musik kan finde plads i gudstjenesten; men fordi jeg slet ikke kan forestille mig dette sted”.

En følge heraf blev for Mendelssohn og mange andre komponister at komponere kirkelig musik til koncertsalen, hvor kompositioner med kirkelige tekster til orkesterakkompagnement indgik. På denne måde kom koncertsalene til at fungere som et ”helligt” og sakralt-lignende rum som baggrund for værker, der kunne virke moralsk opbyggelige og religiøst ansporende. Som endog særdeles smukke eksempler herpå kan nævnes Mendelssohns psalmekompositioner og Brahms´ Requiem. 

Inden for den jødiske kultur skete der i denne periode ligeledes store forandringer i anvendelsen af musik til gudstjenester i synagogen. Dette skete som et resultat af den særlige sociale og politiske situation for jøder i Europa med begrænsede frihedsrettigheder samt oplysningstidens ideer, der fik stor betydning for den jødiske emancipation op igennem 1800-tallet i de forskellige lande. 

Den jødiske filosof Moses Mendelssohn (1729-1786) – farfar til Felix Mendelssohn – var en central skikkelse i oplysningstiden i Tyskland, og han havde bl.a. et nært venskab med filosoffen Gotthold Lessing. Moses Mendelssohn advokerede for større sameksistens mellem jøder og kristne, og konkret tog han på det musikalske område skridt til en fornyelse af synagogemusikken under påvirkning af den kristne gudstjeneste. Hans tanker ledte til et opgør med den gamle, mundtligt overleverede, orientalsk-jødiske musikkultur og til en tilpasning til dele af den i Europa dominerende kristne musikkultur. Det førte især i Tyskland til reformer bl.a. med indførelse af enstemmig sang til akkompagnement, hvilket ikke tidligere var tilladt i synagogen, hvor instrumenter havde været bandlyst. 




Moses Mendelsohn (1729 - 1786)


Endvidere førte Moses Mendelssohns tanker til at man begyndte at anskaffe orgler i flere synagoger op gennem 1800-tallet. Musikalsk set var der her tale om et stærkt brud med den overleverede tradition, idet man nu fik indført dur/mol-tonal musik i synagogen, hvor der indtil da udelukkende havde været a cappella-udført kantorsang i jødisk-orientalsk stil. Synagogen i Dortmund med fritstående spillebord forrest i rummet

Reformerne i synagogegudstjenesterne skete ikke uden stor diskussion mellem konservative jødiske kredse og reformivrige kræfter, der gennem øget politisk-social assimilation samtidig overtog flertalskulturens normer og kulturelle værdier. Jødiske kunstneres engagement i den fælles kultur blev på alle planer mere almindeligt. Der var et overordentligt stort antal kunstnere af jødisk herkomst i Tyskland op gennem det 19. århundrede og i det 20. århundrede indtil 2. Verdenskrig. Bidraget til den fælles europæiske kultur er åbenbart på alle kulturelle områder. 

Den teologiske diskussion i jødiske kredse om ikke mindst indførelsen af det ”kristne instrument” orglet var ophedet igennem 1800-tallet. Rabbinere diskuterede spørgsmålet i flere skrifter, og i 1863 udgav David Deutsch, en rabbiner i Sorau (nu Polen), et længere skrift, hvori han ud fra sin Talmudforskning diskuterede: 1) Om indførelse af orgelspil i gudstjenesten var i strid med den traditionelle jødiske gudstjenestes karakter og en forbrydelse mod den bibelske lære og Talmud? og 2) 

Om orgelspil set som et arbejde på sabbaten var et brud på den bibelske lære og Talmud. Trods store overvejelser af ortodoks art nåede David Deutsch frem til et nej på begge spørgsmål – dog med den interessante modifikation, at det ville være bedst, hvis orglet i synagogen kunne blive trakteret af en ikke-jøde, da problemet med forbud mod at arbejde på sabbaten i så fald ville være mindre! Netop spørgsmålet om organisten måtte eller burde være en jødisk eller en ikke-jødisk musiker, kom helt frem til det 20. århundrede til at få en fremskudt plads i diskussionen. Uanset de teologiske og kulturelle diskussioner bevægede reformerne sig dog hastigt frem i Tyskland og i flere andre centraleuropæiske lande, hvor tysk-jødisk kultur var dominerende. De sefardiske jøder i Sydeuropa og i Rusland var overvejende imod reformerne, og her overlevede den traditionelle gudstjenesteform længere end i de øvrige områder. 

Som dokumenteret i en doktorafhandling af Tina Frühauf, ”Orgel und Orgelkultur in deutsch-jüdischer Kultur” fra 2005, blev der fra begyndelsen af 1800-tallet i stigende antal anskaffet orgler til synagoger i Tyskland og omgivende lande. Der var, som i kirkerne, tale om instrumenter af forskellig størrelse efter synagogens og menighedens størrelse. Dispositionsmæssigt er der ikke umiddelbare forskelle at spore i forhold til de instrumenter, orgelbyggerne leverede til kirker på samme tid. Førende orgelbyggerier som Buchholz, Ladegast, Walcker og Sauer leverede adskillige instrumenter på op til tre manualer og pedal til synagoger i de større tyske byer. 

Historien om orgler i tyske synagoger sluttede dramatisk i 1938, hvor stort set alle synagoger blev sat i brand i forbindelse med Krystalnatten d. 9.-10. november. Der blev ødelagt o. 200 synagoger overalt i Tyskland, og inventaret blev i de fleste tilfælde sat i brand eller ødelagt på anden vis, herunder også de fleste orgler. Enkelte steder forblev orglerne intakte, men de blev efterfølgende af magthaverne fjernet og indsat i kirker. 

En særlig dramatisk øjenvidneberetning fra en af synagogerne, der blev ødelagt i Krystalnatten, stammer fra Mannheim, hvor synagogen lå bygget klods op ad beboelseshuse. Samuel Adler, der var søn af den stedlige jødiske kantor, oplevede ødelæggelserne som barn og nedskrev senere sine oplevelser: 

“So they set two explosive charges: one in the arc which by the way contained the 122 Torah scrolls of all sizes, the other under the organ. The first explosion blew out the entire front walk, the second blew a huge hole in the choir loft floor, destroyed the balcony and blew the organ over the side so that it hung from a cable over the balcony about fifty feet from the main floor” 

Far og søn vovede sig alligevel ind i synagogen for at redde noget af musikbiblioteket, og Adler beretter videre: 

“Just then, since there was so much dust, I sneezed. Immediately we heard one of the officers downstairs command a man to go upstairs and to shoot anyone there on sight. He had hardly finished shouting when the cable of the organ gave way and the console crashed to the floor barring the entrance to the door leading upstairs. Confusion reigned down there while my father and I weighed down with books rushed down the stairs into the secret passage and safely reached the house across the street, and miraculously all in one piece we had accomplished an impossible deed.” 

I Berlin blev orglet i synagogen i Oranienburger Strasse på Krystalnatten reddet ved en snarrådig og heldig indsats fra en tilstedeværende politibetjent, der ganske enkelt tilkaldte brandvæsenet - men bygningen og orglet blev senere ødelagt ved et bombeangreb i 1943. 
I dag findes der kun to tyske synagoger i henh. Berlin og Frankfurt a.M., hvor der atter er bygget orgler.

Reformgudstjenesterne og orgelkulturen blomstrede i mange synagoger i USA fra o. 1900, og med de mange jøder, der kom til landet før, under og efter 2. Verdenskrig blev de amerikanske synagoger hjemsted for en stærk jødisk reformkultur. En af de førende musikere og forskere på området var Jacob Beimel (1875-1944). Han var opvokset nær Minsk i Hviderusland som søn af en jødisk kantor og havde således fra sin opvækst et indgående kendskab til den traditionelle jødiske musikkultur. 




Jacob Beimel (1875-1944)



Som ung kom han til Berlin, hvor han studerede ved musikkonservatoriet, og han fik derved som noget ret enestående en professionel og direkte tilgang til både jødisk og vesteuropæisk musikkultur. Han kom i øvrigt til København i 1911, hvor han blev kantor og ved synagogen grundlagde det jødiske kor Hasomir, der eksisterede frem til 1987. Beimel emigrerede til USA i 1915, hvor han blev en af de vigtigste lærere i kantorsang, grundet sin dybe forankring i den gamle stil og i kraft af et utrætteligt arbejde med at beskrive musikken og dens historie. Beimel udgav et væld af artikler i det tidsskrift, han selv grundlagde: ”Jewish Music Journal”.


Generelt medførte reformgudstjenesterne med udgangspunkt i Tyskland et traditionstab i forhold til den gamle mundtligt overleverede jødiske synagogesang. I starten af 1800-tallet begyndte man at nedskrive musikken, hvilket betød et fastere metrum og takt end den traditionelle frirytmiske og improvisatoriske kantorsang. Sange med akkompagnement af klaver, harmonium eller orgel blev mere almindelige, hvilket yderligere forstærkede en udvikling med tilpasning til den fremherskende europæiske musik og dens tonesystem. 

I begyndelsen af 1800-tallet var orgelmusikken i synagogerne stærkt præget af orgelmusikken i kirkerne, og en komponist som Johann Chr. Heinrich Rinck (1770-1846), der i kirkerne var i høj kurs, blev også spillet i synagogerne. Det var ikke overraskende den frie orgelmusik, der umiddelbart blev anvendt, hvorimod orgelkoraler ikke vandt indpas i jødisk sammenhæng. 

Organisten Moritz Deutsch (1818-1892) fra Breslau komponerede i 1864 en række præludier til brug ved forskellige jødiske helligdage med anvendelse af motiver fra de jødiske liturgiske sange. Her fremkom således en sammensmeltning af to oprindeligt meget forskellige musikkulturer, hvor en oprindelig modal melodik blev blandet med funktionsharmonikken og den jødiske sang blandet med kristen kirkemusik til en form for ”orgelkoral”. Kantoren og komponisten Louis Lewandowski (1821-1894) fra Berlin betragtes som den egentlige skaber af en ”jødisk orgelkoral”, og hans orgelværker vandt stor udbredelse.

Det tyske ”Merseburger Verlag” indledte for få år siden udgivelsen af værker af jødiske komponister fra slutningen af 1800-tallet under titlen ”Synagogalmusik”. Der er i denne serie bl.a. udgivet værker af M. Deutsch og L. Lewandowski. Serien påkalder sig især interesse set fra en almen musikkulturel og musikhistorisk synsvinkel.

I begyndelsen af det 20. århundrede og under Weimarrepublikken i 1920´erne blomstrede jødisk kultur på mange felter, og som noget nyt blev der ofte afholdt orgelkoncerter i synagogerne. Her kunne programmet som i kirkerne ofte bestå af ældre orgelmusik samt transskriptioner af nyere orkesterværker. Ved koncerterne blev der ofte spillet orgeltransskriptioner af Richard Wagners musik (!). Som et udslag af den assimilation, der havde fundet sted i det jødiske samfund, blev der jævnligt afholdt velgørenhedskoncerter til gavn for en særlig gruppe i samfundet. 

Således afholdt man en koncert i krigsåret 1916 i Königsbergs synagoge ”til gavn for de tilbageblevne underofficerer og mandskabet fra det 1. armékorps”, hvor der bl.a. blev spillet orgelmusik af Rheinberger. Et tegn på det utvungne kulturelle samarbejde, der fandt sted mellem jøder og kristne i starten af det 20. årh., var de mange koncerter, hvor orglerne i synagogerne blev spillet af kristne organister. Således uropførte komponisten Gerard Bunk en række af sine orgelværker i synagogen i Bielefeld. 

Hugo Chaim Adler komponerede i 1931 ”Toccata og fuga over et hebræisk tema”, der vandt betydelig genklang og fik flere opførelser, bl.a. ved en radiotransmitteret koncert fra domkirken i Köln i 1932 – altså kun omkring et år inden den nazistiske magtovertagelse.

Efter 1933 indførte det nazistiske styre snart store begrænsninger i udfoldelsen af jødisk kultur, og jødiske kunstnere blev fjernet fra offentlige hverv. Der indførtes et apartheidsystem, hvor jødiske kunstnere kun kunne fremføre kunst for andre jøder i de særlige ”jødiske kulturforeninger” – hvor fremførelse af værker af ”tyske” komponister blev forbudt. En del jøder har beskrevet, hvorledes de i 1930´erne kom til at føle sig mere ”jødiske” i takt med, at de ikke fik mulighed for at definere sig og udfolde sig som tyske statsborgere. Hvor de fleste jøder ikke tidligere havde defineret sig som ”jøder”, men udelukkende som ”tyskere”, blev de tvunget til at aflægge sig deres tyske identitet. 

Med Krystalnatten forsvandt de fleste orgler fra de jødiske synagoger i Tyskland. Desuden blev en væsentlig del af selve nodematerialet i synagogerne ødelagt. Kun i kraft af den jødiske emigration, der havde fundet sted både inden og i løbet af 1930´erne, overlevede en del af den jødiske orgelkultur i USA og enkelte andre steder. 

I Danmark var der allerede i slutningen af 1700-tallet en tæt forbindelse til de tysk-jødiske reformtanker, idet en svoger til Moses Mendelssohn boede i København. Han og andre forsøgte at indføre reformgudstjenester i den københavnske synagoge; men en stor del af menigheden og rabbineren var imod, og der blev derfor ikke foretaget ændringer i gudstjenesten. Senere forsøg op gennem 1800-tallet ledte til samme negative resultat for reformisterne, og der blev ikke indført et orgel i synagogen. Til gengæld indgik man et kompromis ved, at der blev sunget uakkompagnerede dansksprogede salmer både før og efter prædikenen i gudstjenesten. 

Fra 1814 fik jøderne i Danmark fulde borgerlige rettigheder. Loven krævede dog, at der blev afholdt konfirmation i synagogen efter forbillede i den kristne konfirmation. Til den første konfirmationstjeneste i 1817 havde præsten C.J. Boje tilrettelagt og gendigtet 21 Davidssalmer på dansk. To af tidens førende komponister, Frederik Kuhlau og C.E.F. Weyse komponerede melodierne, og ved konfirmationstjenesten i 1817 spillede Kuhlau selv på et til lejligheden lånt positivorgel. 

I midten af 1800-tallet var A.P. Berggreen i sin egenskab af sanginspektør i en periode også tilknyttet synagogen og underviste kordrenge. Han blev dog ivrigt modarbejdet i sit arbejde af kantoren, og Berggreen havde vel næppe heller nogen stor forståelse for den gamle jødiske sangkultur med tonesystemer væsensforskellige fra 1800-tallets europæiske musik. På et senere tidspunkt anskaffede man et harmonium til særlige tjenester, og som et kuriosum kan nævnes, at Børge Rosenbaum alias Victor Borge i 1920´erne og -30´erne for at supplere sine indtægter jævnligt betjente dette instrument ved begravelser! 









Litteratur bl.a.:

David Deutsch: Die Orgel in der Synagoge: Eine Erörterung, Breslau 1863
Tina Frühauf: Orgel und Orgelkultur in der deutsch-jüdischer Kultur, Hildesheim 2015

Jane Mink Rossen og Uri Sharvit: A fusion of traditions – Liturgical Music

Published with kind permission 


Published by Scandinavian Jewish Forum