Flyktninge monument Helsingborg

FLUGTEN TIL SVERIGE 

OKTOBER 1943

ved Bent Goldschmidt

Allerede ved den tyske besættelse af Danmark og Norge d. 9. April 1940 lå det i baghovedet: hvad nu med os danske jøder? Vi havde fulgt slagets gang fra 1933 og op gennem tiden til 2. Verdenskrigs begyndelse, og selv om vi ikke havde kunnet forestille os hvad der egentlig foregik med jøderne i de besatte lande, var vi dog klar over hvor alvorligt det kunne gå, også i Danmark. Ikke mindst for os Jøder.

I skolen husker jeg, boykottede vi selvfølgelig tyskundervisningen den dag, for på denne måde at vise vor afsky for herrefolket og deres metoder som vi forbandt hermed.

Men der skete jo ikke noget, skolen fortsatte som sædvanligt, og dagene gik deres vante gang.

Først med den 29. August 1943, hvor regeringen gik af, efter pres fra besættelsesmagten, blev vi klar over at en jødeforfølgelse kunne komme på tale.

De danske soldater blev interneret på deres kaserner, og rygterne, om at flere kompagnier var flygtet over Øresund til Sverige, gik fra mand til mand. 

Men som jøde var der tilsyneladende intet ændret efter denne dag. Skolen fortsatte som sædvanlig, men rygterne begyndte at svirre, og hen imod slutningen af september måned blev der afholdt flere familiemøder om hvilke forholdsregler der kunne tages, hvis det værste skulle ske, at en jødeforfølgelse skulle blive igangsat. 

Det var jo en temmelig afgørende beslutning at træffe i familien, der forestod. Min far, hvis familie havde levet i Danmark i mange generationer, kunne slet ikke fatte at vi eventuelt var nød til at forlade alt, for at redde skindet, men min mor så nok mere realistisk på tingene, og flere advarsler fra venner og bekendte om at det var alt for farligt at blive hjemme og blive taget, hvis og når en razzia blev gennemført.

Det endte heldigvis med at vi besluttede os til at tage op til et sommerhus i Nordsjælland, vor vi ofte var kommet som børn, som vi af gode venner kunne benytte så længe det var nødvendigt.

Selv startede jeg d. 26. September (Kong Christian d.10 fødselsdag) med lidt bagage på cykel de 50 km op til Rågeleje. Min mor, som havde taget sig af mormor de sidste dage, samt mine tre søstre på hhv. 12, 20 og 22 år fulgte efter med toget senere på eftermiddagen. Da der var udgangsforbud og mørkelægning og derfor ingen taxa ved stationen, måtte de gå de sidste par km. i mørke, selv cyklede jeg dem i møde og kunne hjælpe med bagagen på min cykel.

Efter nogle fredelige dage sammen kom også min moster, m. mand og 3 børn af tidligere ægteskab, ud til os, men det medførte at nerverne var begyndt at stå på højkant, med så mange mennesker samlet på så begrænset et areal.

Min far lod vente på sig, han skulle ordne en lang række gøremål med penge, hus o hjem, (senere viste det sig at vores sagfører udmærket kunne komme over til Malmø og ordne forretninger, når det behøvedes), men endelig til sidst arriverede han med de sidste nyheder.

Nu var familien samlet, men med så mange mennesker, som ikke var hjemmevant, samlet herude, var der en fare for at den stedlige befolkning kunne fatte mistanke om hvad der egentlig foregik.

En eftermiddag steg nervøsiteten til uanede højder, da nogle uniformerede mænd gik rundt på nabogrunden, men heldigvis var det kun et par NESA folk som skulle checke nogle elledninger der gik over grunden. 

Til sidst indså min onkel at det var blevet for meget, med to familier sammen, hvorefter de flyttede ned på kroen hvorfra de fik kontaktet en fisker i Gilleleje hvorefter de først efter et forgæves forsøg lykkedes at komme med en transport til Sverige.

I radioen fra Sverige hørte vi om at alle de danske jøder var velkomne til Sverige.

I mellemtiden havde vi fået kontakt med Ole Willumsen, egentlig koncertpianist, med hus deroppe i nærheden, der mente han kunne arrangere vor videre flugt. ( Sammen med købmanden, lægen og præsten i Vejby havde de dannet en organisation, der skulle sørge for at få os og mange andre, viste det sig, til Sverige.)

Først måtte vi bestemt ikke blive boende ude langs kysten længere, af frygt for at tyskerne skulle fatte mistanke til at sommerhusene langs kysten blev benyttet som opsamlingssteder, så vi blev kørt ind til en bondegård lidt længere ind i landet, syd for Rågeleje.

Her overnattede vi på høloftet, med forbud om at vise sig uden for , af hensyn til omgivelserne, og skulle så antagelig af sted næste nat.

I nattens mulm og mørke blev vi, sammen med flere andre familier, den næste nat transporteret i en kreaturvogn ned til stranden ved Smidstrup mellem Gilleleje og Rågeleje, jeg kendte stedet, hvor jeg et efterår tidligere havde besøgt en skolekammerat, og her blev vi installeret i flere af sommerhusene sammen med andre familier. Der måtte selvfølgelig ikke tændes lys, og alle skulle være helt stille, for ikke at vække opmærksomhed. 

På et givet tidspunkt fik vi besked om at følge med ned til selve stranden hvorfra, viste det sig, vi skulle indskibes på en stor stenfiskerbåd, der lå og duvede et stykke ude, Et par joller var i gang med at fragte folk ud, mens der blev holdt vagt langs stranden, blandt andre af en politi- eller kystvagt- betjent som jeg lagde mærke til. 

Da det blev vores tur til at komme ud med jollen, hvor hele familien lige kunne være, gik den på grund på inderste revle, hvorefter kroværten, som også hjalp til, resolut sprang ud i vandet, for at få båden los, og så lykkedes det at komme ud til og ombord på stenfiskeren. 

Vel nede i lasten var allerede en større skare flygtninge samlet, jeg tror vi var omkring hundrede personer, og flere som jeg selv kendte. Senere efter krigen, har jeg på en udstilling i Gilleleje, hvor bl.a. flugtruter og bådene var opført, fået bekræftet, at vi var kommet med en af de største transporter under hele aktionen.

Alt forløb heldigvis godt, selvom vi nogle gange lå stille med stoppet maskine, og efter en tre timers forløb var vi alle velbeholdne iland i Höganäs i Sverige.

På kajen blev vi modtaget bl.a. af en dansk premierløjtnant, storebror til en af mine kammerater. Han var netop for en måned siden flygtet med hele sit kompagni til Sverige.

Efter myndighedernes modtagelse, med indcheckning af politiet, blev vi installeret i en stor sportshal hvor vi kunne hvile ud.

For at vi alle skulle komme til hægterne igen, tog vi på mine forældres foranledning til Vittsjö, et rekreationssted i det nordlige Skåne. Her kunne vi i ro og mag drøfte planerne for vort videre ophold som flygtninge. Da alle danskere selvfølgelig helst ville til Stockholm, blev det straks erklæret som lukket område, hvis man ikke havde familie eller lignede tilknytning hertil. 

Det blev derfor kun min ene søster, der kunne rejse der op, vi andre der endnu ikke var færdige med skole eller studier var bedre tjent med at komme til Lund, hvor der også skulle oprettes en dansk skole med tilhørende skolehjem og hvor der desuden var universitet. 

Den Danske Skole i Lund startede d. 15. 11. 1943. Rektor blev i første omgang Fru Ruth Lachmann, og mange dygtige lærerkræfter blandt danske flygtninge bl.a. Aage Bertelsen, som senere overtog rektorembedet, ledede undervisningen i en seminariebygning, som var stillet til rådighed af Lunds kommune. 

Vi var 46 elever i gymnasium og 4. Mellem, da vi startede. Jeg havde netop forladt 3.g på Øregård gymnasium og kom nu til en ny klasse, men der var også kammerater fra Øregård. Nye lærebøger var sendt over fra Danmark og vi gik i gang med krum hals for at nå pensum. 

Dansk studentereksamen i Lund d. 1. juli 1944.


Da vi nåede til juni måned var vi parat til at gå op som kursusstuderende, dvs. vi skulle op i alle fag. Eksamensopgaverne blev tilsendt fra Det kongelige Danske Gesandtskab, skolekommissionen i Stockholm. Selv skrev jeg det tredje emne i dansk stil som havde følgende titel: ”Hvorledes kan livet under flygtningekaar udenfor hjemlandet præge menneskers karakter og sindsstemning?”

Vi bestod alle og eksamen og fik vore studenterhuer, der var lavet i Sverige, men kokarden kom illegalt over fra Danmark. Vi fejredes efter kendt dansk mønster. Vi kørte til venner og bekendte i hestevogn, og senere var vi inviteret til Malmö hvor vi dansede rundt om statuen på Stortorget og var til studentergilde. 

Et Dansk - Norsk - Svensk gymnasiaststævne på Lundsberg kostskole i Värmland, afholdes i juli - august 1944. Stævnet var støttet af foreningen Norden og af Flygtningekontoret i Stockholm. Man bød på foredrag om svensk natur og næringsliv, udflugter og ikke mindst på udbytterigt kammeratligt samvær. Jeg husker nu mest at vi hyggede os og gik i vandet.

Som forberedelse til min videre uddannelse til arkitekt, fik jeg om efteråret 1944 job som murerlærling i Malmø, og senere blev jeg praktikant på en tegnestue i Lund.

Den Danske Brigade i Smålands mørke skove november 1944.

En mindre del af studenterne melde sig med det samme til Den Danske Brigade, og i november følte jeg mig også kaldet. En hård uddannelse fulgte i de mørke Smålandske skove, hvor vi lærte at skyde og trænede for at evt. komme til en befrielse af Danmark. 

Blandt os var der mange, bl.a. fra modstandsbevægelsen, der så frem til den dag, da de kunne fordrive tyskerne og atter gøre Danmark frit. I Brigaden mødte jeg en af mine søstre, gjorde tjeneste som “lotte”. Min ældste søster, der studerede til læge, assisterede ved Ramløse brunn med modtagelsen af de kz-fanger, der kom med Bernadottes hvide busser.


Befrielsen

Fra slutningen af april 45, var Brigaden forlagt til Skåne, og vi var parat til, med øjebliks varsel, rykke ind i Danmark. Vi blev endda inspiceret af en engelsk officer, der gav grønt lys. Til manges skuffelse måtte vi dog vente til den 6. Maj, da tyskerne allerede havde overgivet sig. 

I lastbilskonvoj kom vi med færgen over til Danmark og kørte til København, hvor der blev til skyderi mod snigskytter ved Jagtvejen og en af vore kammerater omkom. I blev inkvarteret på Gasværksvejens skole, og senere sendt til Sønderjylland, hvor opgaven var at kontrollere grænsen og de hjemvendende tyske tropper.



Efterskrift: Af de ca. 6.300 jøder, der boede i Danmark, lykkedes det kun tyskerne at deportere i alt 464, der blev sendt til Theresienstadt, hvoraf 51 mennesker omkom, mens de øvrige kunne føres hjem fra lejren med de hvide busser i april 1945.